Sørine Gotfredsen anmelder Casper Christensens biografi: Man tror, det er løgn

Biografien om komiker Casper Christensen er en interessant og sørgelig historie om egoets tomme udfoldelse. Men også med et spirende håb

Med denne bog falder nogle brikker på plads, skriver Sørine Gotfredsen.
Med denne bog falder nogle brikker på plads, skriver Sørine Gotfredsen. . Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Det kan undre, at denne bog ikke er blevet skrevet noget før. Casper Christensen har længe været et fænomen i dansk underholdning, og den nu 52-årige komiker, manuskriptforfatter, tv-vært, forretningsmand og grænseoverskridende medie-figur personificerer en bestemt epoke.

Den udfoldede sig synligt op gennem 1990’erne og var præget af opgør med alle tabuer og en brutal ironi, som Casper Christensen rendyrkede med en talentfuld, men også så skamløs stemme, at den mere og mere blev billedet på individets rasende færd mod bunden. I hvert fald set herfra.

Med denne bog falder nogle brikker på plads. ”Casper” er skrevet af journalist og forfatter Martin Kongstad, hvis færden i den københavnske medieboble løbende har krydset Casper Christensens. Kongstad beskriver sig selv og sin hovedperson som to kierkegaard’ske æstetikere, der forsager det konventionelle liv og hellere vil pege fingre og søge adspredelse for ikke at opsluges af den ”fundamentale tomhed”, som de inderligt frygter.

Hermed kaster Kongstad sig over et grundigt biografiarbejde, der følger Casper Christensen tæt. Vi kommer med til showbiz-møder i Los Angeles, tilbage til barndommen, vi møder forældrene, kolleger og tidligere kærester og får gradvist skabt et billede af Casper Christensens rastløse, forfængelige, grådige, til tider ondskabsfulde, kujonagtige og behagesyge, men også generøse, begavede, fantasifulde og konstant registrerende person.

Bogen er velskrevet i en lidt overlæsset stil, hvor maden, vinen og møblementet på gigantiske hoteller beskrives i detaljer, og det hele bæres af den overdrivelsens retorik, som præger begge mænds tilgang til verden. Man oparbejder en enorm afsmag for medie-jetset-miljøet, og Kong-stads fascination af festens overdrev fylder for meget. Men det er også en pointe, for både han og bogens hovedperson synes at have fået deres mere eller mindre forpinte sjæle formet af det.

Casper Christensen voksede op som enebarn i Birkerød. På grund af astmaproblemer vænnede han sig til frem for at spille fodbold at opfinde roller i eget selskab, og han var tidligt interesseret i at optræde. Som 17-årig tog han på et highschool-ophold i USA og indledte den fascination af amerikansk glimmerkultur og kendte mennesker, der blev en rød tråd, da han op gennem 1990’erne blev konge af det danske standup-miljø.

Gennembruddet kom med værtsrollen i programmet ”Husk lige tandbørsten”, hvor DR trådte ind i en ny epoke, og Kongstad skriver: ”I årevis havde vores generation pebet over, at 68’erne, de gamle hippier, blev siddende på magtposterne i kulturen og blokerede for vores måde at se verden på. Casper var den første, som gennembrød muren…”

Siden fulgte det populære radioprogram ”Tæskeholdet”, tv-satiren ”Mandrilaftalen”, ”Langt fra Las Vegas” og ikke mindst ”Klovn”, der som både TV 2-serie og tre spillefilm har manifesteret Casper Christensens position.

Og uanset om man finder manden morsom eller ej, ligger det fast, at han har været en ustoppelig kraft, der trak hele komikermiljøet med sig, mens han fordelte rollerne blandt sine kolleger, hvoraf visse siden blev vrede og også her i bogen får luft. Casper Christensen beskrives som hårdt arbejdende, yderst karismatisk og kompromisløs både angående faglige ambitioner og trangen til at herske som den, ingen andre kan måle sig med.

Det interessante ved bogen er dog hverken intrigerne fra et lille narcissistisk miljø eller tilkendegivelsen fra sønnen fra første ægteskab om faderens svigt, endsige gennemgangen af forliste kærlighedsforhold. Heller ikke besøget hos forældrene fører til meget, blandt andet fordi Martin Kongstad ikke spørger, hvorfor de dog ikke opdragede deres søn til at tøjle sine mest ubehagelige træk.

Disse kommer for eksempel til udtryk, da Casper Christensen på et tidspunkt fra scenen på chokerende ondskabsfuld vis gør grin med en ekskæreste, som han tilmed forlod til fordel for en anden. Det er dybt usympatisk, og mens man aner, at behovet for at latterliggøre andre også stammer fra faderen, gør forældrene os ikke stort klogere.

Nej, det interessante, som gør denne bog til noget særligt, er beskrivelsen af Casper Christensen som et barn af noget meget større end biologisk ophav, en epoke, nemlig. Han er barn af et frisind, der er gået amok, en manisk seksuel fiksering, en ophøjelse af det larmende og respektløse individ samt en umådeligt stupid dyrkelse af berømmelse og statussymboler. Casper Christensen lærer os, hvordan mennesket kan fortabes i moderne selvkredsende tomhed, og i 2007 rejste han alene til Thailand for at håndtere en depression.

Hans dagbogsoptegnelser herfra ligger på helt utrolig vis på linje med personbeskrivelsen i Michel Houellebecqs forfatterskab. Man tror, det er løgn. Vreden, sexfantasierne, det nedladende syn på stort set alle andre og det dybe selvhad er som taget ud af Houellebecqs univers, og Casper Christensen ér simpelthen denne desillusionerede vestlige midaldrende mand.

Et barn af grænseløshed, hjerteløs ironi og afhængighed af både alkohol, sex og konstant anerkendelse, præcis som den egoistiske drengerøv fra ”Klovn”. En rolle, som Casper Christensen da også i bogen erkender er temmelig identisk med den, han er. Tænkte vi det ikke nok.

Det store spørgsmål i bogen er, om han stadig er den mand. For mens Casper Christensen forbløffende villigt fremlægger alt lige fra systematisk utroskab til kokainmisbrug og de kolde kujonagtige personlighedstræk, der får ham til at tvivle på egen medmenneskelighed, er man stadig usikker på, om han virkelig er på vej til noget andet.

Han har stiftet ny familie, han har lagt kosten om og forsager nu det ekstravagante byliv, mens han i stedet praktiserer meditation, terapi og spirende gudstro. Meget synes forandret, når han her beskriver sine tanker efter mødet med terapien og fødslen af sønnen i kuld nummer to:

”Jeg forstod, hvem jeg var, og hvorfor jeg skulle gøre alt på en anden måde. Jeg mistede lysten til fest og begyndte at koncentrere mig om universet og kærlighed og børn og familie. Da jeg først forstod kærligheden til mig selv og erkendte, hvad der egentlig betød noget for mig, oplevede jeg en ny lykke ved de mennesker, som var tæt på mig.”

Casper Christensens religiøsitet synes dog foreløbig at være af den lidt lette slags, hvor mennesket søger guddommeligheden i sig selv og ikke skal føle skyld. Denne meditative storby-spiritualitet, der kan udklækkes på enhver frokostrestaurant, risikerer fortsat at spærre individet inde i egen boble, og sådan er det jo i en tidsalder, hvor syndigheden er afskaffet, og Gud ikke ses som den, der kræver lydighed, men hovedsageligt som et billede på kærlighed.

Men samtidig længes Cas-per Christensen efter renhed, og i bogen kommenterer han et billede af sig selv som barn og undrer sig over, hvor den lille milde dreng blev af. Derfor giver det smuk mening, at bogen ender med, at han meddeler, at han vil døbes. Han vil tilbage til det oprindelige barnekår, hvilket er en perfekt afslutning på en både fængslende og foruroligende bog, der ikke blot portrætterer Casper Christensen, men også det nedbrydende ved en tilværelse bygget på egoets kvælning i egen grænseløse udfoldelse og stor mangel på etisk bevidsthed. Og ikke mindst det kolde ironiske livssyn, der har hærget så længe. Casper Christensen gik forrest ind i det, og det er kun passende, at han anviser en vej ud igen.

Dåben er en god begyndelse, ja, den bedste, der findes, og tilbage er kun at håbe, at Casper Christensen virkelig omsider finder sin plads i verden. Han har vist været klovn længe nok.

Læs interview med Casper Christensen her.