Forfatter: Den største synd er at spilde andres tid

Et blomstrende kirsebærtræ, malet af Fritz Syberg, er den største skat for den bogaktuelle forfatter Jens Christian Grøndahl. Det, der sårer ham mest, er at blive tillagt en holdning, han ikke har

Den største dyd er at tie stille om andres fejl, mens man retter dem hos sig selv, mener Jens Christian Grøndahl. –
Den største dyd er at tie stille om andres fejl, mens man retter dem hos sig selv, mener Jens Christian Grøndahl. – . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er lykke?

At glemme sig selv.

Hvad er en god gerning?

At hjælpe andre, når man hverken har lyst eller pligt til det.

Hvad sårer dig mest?

At blive tillagt en holdning, jeg ikke har.

Hvad er den største synd?

At spilde andres tid.

Hvad kan du ikke undvære?

Stærk, sort kaffe og et minimum af sympati.

Hvad er meningen med livet?

At søge og kunne se en mening; den ene efter den anden.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At dvæle i nuets fylde, lytte til musik, derpå skrive.

Hvordan vil du gerne huskes?

Sådan at mine fejl omfattes med nådig glemsel.

Hvad er du bange for?

Ikke at have været nærværende.

Hvem er dit livs største kærlighed?

Mine døtre, mine sønner og min hustru, Anne.

Hvad tror du på?

At det bedste kommer som en uventet gave.

De viseste ord?

Den vise har ingen filosofi.

Hvad fortryder du mest?

Besvares på gravens rand. Der bliver mere at fortryde.

Hvad er den største dyd?

At tie stille om andres fejl, mens man retter dem hos sig selv.

Hvilken genstand er din største skat?

Et blomstrende kirsebærtræ malet af Fritz Syberg, som Anne gav mig, da jeg blev 50 år.

Hvordan vil du gerne dø?

I den tro, at vi ses i morgen.

Hvad er din største bedrift?

At bevare tilliden til min dømmekraft trods alt, hvad der taler for det modsatte.

Hvad overvejer du for tiden?

Hvordan Marcel Proust på én gang kunne være så nysgerrig og så selvoptaget.

Hvem beundrer du?

De ukendte, der uden påskønnelse får hverdagen til at hænge sammen.

Hvad vil du være bedre til?

At vise opmærksomhed.