Den store Asta

Bøger: Poul Malmkjær vil nå mennesket bag skuespilleren Asta Nielsen

Der er mindeplader både på det hus, hvori hun fødtes i 1881, og på det hus, hvor hun boede, da hun døde i 1972. Hun findes på frimærker og har fået en af Cinematekets biografer opkaldt efter sig. For to år siden udgav Ib Monty hendes breve, sidste år udsendte filmhistorikeren Marguerite Engberg en bog om hendes 74 spillefilm, og nu melder Poul Malmkjær sig med endnu en bog om Asta Nielsen. Hans og Engbergs bøger handler selvfølgelig begge om Danmarks mest berømte filmstjerne overhovedet, men heldigvis har de hver deres vinkel på stoffet. Engbergs bog er relativt nærsynet vendt mod hendes film, mens Malmkjær i hovedsagen vender sig mod det biografiske stof og søger at forstå mennesket bag skuespilleren - uden i øvrigt overhovedet at referere til Engbergs bog. Det er resultatet af to års arbejde, Malmkjær lægger frem. Minutiøse studier i tyske og danske arkiver bringer ukendt stof frem. Det formidles med journalistens tæft for det skrevne ord og den gode historie og med den fascination over for stoffet, der nødvendigvis må være drivkraften i et så omfattende arbejde. Malmkjær kan for eksempel fremsætte et kvalificeret gæt på, hvem der var far til Astas datter med det besynderlige navn Jesta, men visse dele af sit liv lykkedes det dog Asta Nielsen at sløre så godt, at selv ikke Malmkjærs nidkære indsats har kunnet kaste lys over dem. Og det gør vel ikke så meget, for som altid, når talen er om biografien, melder spørgsmålet sig: hvor langt skal biografen gå? Hvor meget er det relevant for offentligheden at vide? Det er Malmkjær magtpåliggende at vise, at historierne om, at Asta Nielsen nok var nazist, intet påviseligt har på sig. Han forklarer de ondsindede rygter med henvisning til stemningen i Danmark dengang i 1930'erne, hvor Asta Nielsen vendte hjem for aldrig siden at få mulighed for at genoptage sin filmkarriere. Et sørgeligt kapitel i dansk film- og kulturhistorie. Med sin lækre, smukt og relevant illustrerede bog har Poul Malmkjær gjort sit til, at Asta Nielsen igen bliver husket som det, hun var - og stadig er: Danmarks eneste internationalt anerkendte filmstjerne. Nu mangler vi bare at få en serie med hendes film på video. Poul Malmkjær: Asta - mennesket, myten og filmstjernen. 344 sider. 375 kr. Haase.