”Den store brand” begynder stille, men sparker til tidens store dilemmaer

Efter en langsom begyndelse sætter Roland Schimmelpfennigs ”Den store brand” på Teatret Svalegangen i Aarhus for alvor ild til tidens store emner som polarisering og identitet. Midlerne er måske små, men effekten er stor

Holdet af skuespillere i "Den store brand" på Teater Svalegangen i Aarhus præsenterer ensemblespil, når det er bedst. Her brillerer ingen på bekostning af de andre, og i stedet udgør de en samlet historiefortællende gruppe, skriver anmelder Lene Grønborg Poulsen.
Holdet af skuespillere i "Den store brand" på Teater Svalegangen i Aarhus præsenterer ensemblespil, når det er bedst. Her brillerer ingen på bekostning af de andre, og i stedet udgør de en samlet historiefortællende gruppe, skriver anmelder Lene Grønborg Poulsen. Foto: Montgomery.

Langsomt kommer de ind på scenen. Seks personer klædt i sorte smokings, der skubber et stort flygel ind i spotlightet og vender ansigtet mod musikken. I begyndelsen står de der bare og lytter, men herefter tager de ordet og begynder på en sælsom fortælling om to landsbyer, der ligger helt tæt sammen som tvillinger i mors mave. Det er kun en lille, klukkende bæk, der adskiller de to landsbyer, og hver dag går indbyggerne over broen, hilser på hinanden og mødes på kroen til snak, mad og drikke. Skjult af markens bølgende korn kysser de elskende, og på himlen synger solsorten, mens livet ellers går sin vante, muntre gang på landjorden.

Umiddelbart lyder det måske ikke som optakten til et stort drama, men denne mini-verden udsættes hurtigt for den ene katastrofe efter den anden, så det idylliske verdensbillede krakelerer. Uden varsel udsættes menneskene for knitrende tørke, blodfyldt sygdom, fossende regn og bidende frost, som særligt sætter den ene landsby under pres, så beboerne står tilbage uden tag over hovedet, mens de fattige og illusionsløse kan se over på den anden side af vandet til velstand og fyldte maver.