Prøv avisen

Den store britiske filmskaber Nicolas Roeg er død

Nicolas Roeg på Københavns Filmfestival i 2005 sammen med den danske instruktør Susanne Bier. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det store gennembrud fik Nicolas Roeg i 1973 med filmen "Rødt Chok", der var en visuelt nyskabende gyser.

Den britiske filminstruktør Nicolas Roeg, der blandt andet stod bag den magiske film "Rødt Chok", er død 90 år. Det bekræfter hans søn over for nyhedsbureauet AP.

Roeg beskrives som en af Storbritanniens største filminstruktører i 1970'erne og 1980'erne.

- Han var en far helt igennem. Han havde lige holdt sin 90-års fødselsdag i august, fortæller sønnen.

"Rødt Chok" fra 1973 med Donald Sutherland og Julie Christie i hovedrollerne blev hans gennembrud. En visuelt voldsom film om et ægtepar, der mister deres barn ved en drukneulykke.

Som instruktør kom han til at arbejde sammen med Mick Jagger og David Bowie. Ikke som rockmusikere men som skuespillere.

Navnlig filmen "Manden som kom ned på Jorden" fra 1976 med Bowie i hovedrollen gav Roeg endnu en stor succes.

Siden fulgte blandt andet "Bad Timing" med hans daværende kone Theresa Russell i hovedrollen.

Inden han blev instruktør, medvirkede han som assistent på Francois Truffauts film "Fahrenheit 451" (1966) og David Leans "Lawrence of Arabia" (1962).

/ritzau/