Prøv avisen

Den store forskel

NYE CD'ER: Lidet imødekommende cd-udgave af Lukaspassionen og ypperlig korleder med danske, svenske og engelsksprogede sange

Selv om langt det meste af renaissancens kirkemusik har stået sin prøve som praktisk anvendelig ved gudstjenester på hin tid, er det ikke en naturlov, at alt, hvad der indspilles, er lige dokumenterende for dens typiske høje kvalitet.

Heinrich Schutz' Lukas-passion er ikke så venligt imødekommende som cd-udgave, heller ikke når den fremføres så enkelt og ukunstlet med Rheinische Kantorei ledet af Hermann Max. Værket har utvivlsomt haft sin plads ved langfredagens gudstjeneste og der haft sin virkning som brugsmusik, og dér bør den fortsat være, om overhovedet. For det er et svagt arbejde, og helt modsat Orlando di Lassos Bodssalmer med Tölzer Knabenchor, hvor Gerhard Schmidt-Gaden gør sig store anstrengelser for at imødekomme de ikke-skrevne fordringer om afveksling i klang og dynamik. Det lykkes kun glimtvis, og billedet af denne herlige musik fortegner ikke profilen af Pro Cantione Antiqua med Bruno Turner i Archiv-serien med Orlando-værker. Det er ikke så let, som det kunne se ud til, og drengestemmer kan meget, men ikke altid tilstrækkeligt. Det vidste Bruno Turner alt om, for hans sangere er alle over de 18. Så er trods alt Westminster Cathedral Choir med Martin Baker et mere spiseligt bud på denne kunst, her Palestrinas »Missa Dum Complerentur« og musik til pinsetiden. Ikke at jeg personligt finder det tilfredsstillende, men det er absolut antageligt, uden at det overtrumfer tidligere indspilninger med Palestrinas messekunst. Konkurrencen på området er hård, og de skarpe skel er sat med markedets tidligere fornemme og ulastelige optagelser. Det er det, der gør den store forskel.

Schiltz: Lukas-Passion,

Capriccio 67019. di Lasso: Bodssalmer, Capriccio 67018. Palestrina: Messe, Hyperion CDA 673535.

Musikstuderendes Kammerkor, Aalborg Universitet, har med Mogens Dahl en af de ypperligste korledere i vort land. Korsang af enhver art har det godt i hans hænder, og koret bærer præg af at være strengt skolet i artikulation og deklamation. Danske, svenske og engelsksprogede sange tager sig fortræffeligt ud, og klangen er for et semi-professionelt kor i ordets bedste forstand nydelig. Med en sådan plade fornemmer man vækstbetingelserne for kor i Danmark, når disse udnyttes optimalt. Det magter en mand som Mogens Dahl.

Alt under himlen, Point 5157.

Louis Moreau Gottschalk er ikke noget slidt navn på markedet for plader. Lidt spændt »åbnede« man for godteposen med pianisten Ulrik Stærk, der til gengæld står for noget af det mest positive i det hjemlige. Han har indspillet en række pudsige værker af Gottschalk, amerikansk komponist, der levede mellem 1829 og 1869, og man er ikke i tvivl om, at klaveret har været hans foretrukne redskab. Personlig har jeg aldrig før hørt hans navn, men kender man lidt til Chopin og Lizst, hjælper det svært med placeringen. Det ligger i tiden med udtryksmidler af den art, hvilken vej det så har ligget med inspirationen. Ulrik Stærk er mand for sagerne, og den udtryksfulde musik er både nænsom og eksplosiv og i alle tilfælde nemt gods at håndtere for den storartede danske pianist. Hvor store chancer en sådan cd har herhjemme er ikke min sag at afgøre, men blot dette, at det drejer sig om et udmærket produkt, man ingen skade tager af at beskæftige sig med.

Souvenir de Gottschalk, Classico 644.

Endnu en cd med danske kræfter foreligger med »En Aften i Tivoli«. Det er Promenade-orkestret dirigeret af Flemming Vistissen og Peter Ettrup Larsen, og selvfølgelig drejer det sig om Lumbye, Gershwin, Kai Normann Andersen og meget andet fra Danas Have. Det går lige ind, som man siger, og undertiden også ud igen, men pladen er nok så original i sin art, og så giver den sig ikke ud for andet end det, den er.

En Aften i Tivoli. Danica 8203.

Og det er ikke noget større spring herfra og til to soundtracks fra Sony, Polanskis »Pianisten«, hovedsagelig med musik af Chopin, og Steven Søderberghs »Naqoyqatsi« med musik af Philip Glass. Jeg har tit undret mig over udgivelser af denne art, men der må vel være kunder til varen, velsagtens de samme som ser filmene, ellers satsede man ikke på den slags. Og hvorfor ikke? Musikken illustrerer filmiske scener, og komponister til den slags plejer at ramme rigtigt. Så håber jeg bare ikke at have stået i vejen for hverken film eller musik. Det første kender jeg overhovedet ikke spor til, og det sidste er mig mere end velkendt, sådan i stil og smag. Og om publikum ofrer penge på sligt, kommer strengt taget ikke mig ved. Men hyg Dem, og lad Dem ikke forstyrre af noget som helst. Chopin og Glass er i hvert fald uskadelige på denne måde.

The Pianist, Sony SK 87739. Naqoyqatsi. Sony 87709.

kultur@kristeligt-dagblad.dk