Prøv avisen
Bog

Fantastisk værk om 500 års dansk havekunst

6 stjerner
Kongens haver måtte gerne udstråle pragt og enevældig orden. Her er det udsigten fra Frederiksborg Slot mod Johan Cornelius Kriegers parkanlæg oprindeligt fra 1700-tallet. Parken blev i 1990’erne restaureret. Billedet er fra den tid. – Fotos: Keld Helmer-Petersen/”Danmarks havekunst”.

”Danmarks havekunst” er et storslået bogværk, klassisk skrevet og fornemt illustreret. Nu er værket, der gennem tre bind fortæller 500 års dansk havehistorie, genudgivet

Forlaget Vandkunsten har genudgivet ”Danmarks havekunst I-III”; et monumentalt pragtværk forfattet af tre af landets mest erfarne kendere af landskabsarkitektur.

Bind I blev således betroet kunsthistorikeren Hakon Lund, der ud over en række bøger om havekunst ikke mindst huskes for den definerende bog om en af Danmarks bedste arkitekter, C.F. Hansen (1756-1845), som han skrev sammen med Anne Lise Thygesen.

Bind II er forfattet af kunsthistorikeren Lulu Salto Stephensen, der siden sin magisterkonferens i 1980’erne har beskæftiget sig indgående med landskabets æstetik og blandt andet udgivet en bog om den fremragende landskabsarkitekt G.N. Brandt (1878-1945), der med Mariebjerg for små 100 år siden skabte landets første tilstræbt demokratiske kirkegård.

Sidste bind, der bringer læseren op mod vor egen tid, er forfattet af Annemarie Lund, som har udgivet adskillige guidebøger om arkitektur og havekunst og redigeret tidsskriftet Landskab, der fylder 100 år i år.

Bogværket behandler havekunstens udvikling fra midten af det forrige årtusind og op mod årtusindskiftet, men fokuserer mest på det sidste kvarte årtusinde. Men hvordan med det kultiverede landskab i endnu ældre tid? Var der ikke havekunst dengang? Klosterhaver for eksempel?

Jo, forklarer Hakon Lund, der er ikke meget ved at skildre havekunstens udvikling uden at kunne visualisere den ved hjælp af billeder, og dem er der ikke mange af fra ældre tid. Nogle perspektivtegninger af for eksempel Tycho Brahes Uranienborg på Hven eller skitser af Kongens Have, og det er så blandt de fortidige anlæg, Hakon Lund indledningsvis beskriver.

Kongens Have er i udstrækning omtrent lige så stor som Tuilerierne i Paris, og en fransk diplomat bemærkede under et besøg i København i 1634 kulturforskellen: Den franske konges anlæg udstrålede ”kongelig, det vil sige overflødig pragt”. Den danske konges park var en snusfornuftig køkkenhave. Som i øvrigt har undergået adskillige forandringer – og et genoptryk af et autoritativt værk som ”Danmarks havekunst I-III” har naturligvis den indbyggede svaghed, at dens fokus er på fortiden, og historien ikke er opdateret.

Da Hakon Lund skrev sin tekst for mere end 20 år siden, var det vanskeligt at forestille sig, at den nuværende Kongens Have, den strengt opbyggede barokpark, siden skulle blive til en lejlighedsvis partyzone med hærværk mod beplantningen og en afslappet holdning til affaldshåndtering. Omvendt er det måske logisk? Et af barokkens haveidealer er fuld synlighed, der kalder på en teatralsk selviscenesættelse.

Haver i ældre tid er mere eller mindre ensbetydende med slotsparker. I hvert fald de anlæg, der behandles i bind 1 af ”Danmarks havekunst”: Haveanlæggene ved herregårde spredt i det danske landskab og de slotte, kongehuset opførte til sig selv i København, Nordsjælland og rundtom i riget, så regenten havde passende indkvarteringsmuligheder under rejser.

På den måde fungerer bogen også som opslagsværk, hvor man kan læse om en række udvalgte parker. Der er noget storladent over Hakon Lunds sprog – og netop takket være illustrationerne – nyere billeder overvejende taget af den fremragende, nu afdøde fotograf Keld Helmer-Petersen – samt Mia Okkels klassisk smukke, grafiske tilrettelæggelse, er ”Danmarks havekunst” et imponerende bogværk. Men til praktiske udflugter i det danske land må det anbefales at medbringe opdaterede, mere håndterbare guidebøger. ”Danmarks havekunst” er et værk, man læser hjemme i biblioteket.

Omend kongernes haver også kunne være praktiske i form af forsyninger til de royale husholdninger, var de ofte stramme i opbygningen, fordi de skulle udstråle pragt og magt.

Men i slutningen af 1700-tallet opstår et nyt haveideal, og eksempelvis Frederiksberg Have omlægges fra barokpark til romantisk have. I den slutter bind 1, og med romantikken i havekunsten begynder Lulu Salto Stephensen i bind 2 sin beretning om, hvordan den romantiske have vinder frem med dramatiske vandfald, dybe slugter med broer over – alt i noget mindre format end i virkeligheden – og så ”Norges, Italiens og Hollands naturejendommeligheder”: Fremmedartede huse fra eksotiske kulturer, der kunne pirre fantasien under promenader i parken.

Det 19. århundrede var en nederlagstid for Danmark. Efter den florissante periode i slutningen af 1700-tallet vælter ulykkerne ind over landet med krigene mod England og Tyskland i henholdsvis begyndelsen og midten af århundredet ledsaget af statsbankerot og adskillelsen fra Norge.

Danmark bliver mindre, og derfor må landet blive skønnere for at styrke identitetsfølelsen.

Lulu Salto Stephensen redegør fint for, hvordan guldaldermalerne skildrer det danske landskab som smukkere end nogensinde og måske endda kønnere end de italienske alper. Den nationale oprustning smitter også af på idealerne for havekunst. Nu skal det være den nationale ”ejendommelighed”, der præger haverne. Det er også heromkring, at bøgen, der spejler sin top i bølgen blå, afløser egetræet som nationalt symbol.

Havekunsten ”vandrede ud fra de riges og de fornemmes rækker”, og det er i øvrigt i midten af 1800-tallet, præstegårdshaven som begreb grundfæster sig. Som embedshave, som inspiration og som udflugtsmål. Vejlø præstegårdshave ved Næstved er et af bogens eksempler. Sognepræsten går praktisk til værks og aflyser den kommende søndags gudstjeneste og indbyder i stedet ”sognets mænd” til havearbejde til gengæld for ”dans og brændevin på loen om aftenen”.

Vi springer lidt i fremstillingen, for havekunstens historie er lang, men spaltepladsen trods alt begrænset i forhold til bogens 1200-1300 sider.

Allerede Lulu Salto Stephensen behandler den moderne havekunst, der opstår i forbindelse med demokratiseringen af samfundet. Herunder grønne anlæg i forbindelse med offentlige byggerier, hvor C.Th. Sørensens mesterlige campus til Aarhus Universitet fra 1931 til 1947 er blandt bogens sidste eksempler.

C.Th. Sørensen er også blandt de første helte i bind 3, hvor et tidligere tema i dansk havekunst også tages under fornyet behandling: At det er stiltræk – lunde, løvskove og lysninger – fra det danske kulturlandskab, der inspirerer til grønne anlæg i forbindelse med mellem- og efterkrigstidens nyskabende danske boligbyggeri. Fordi disse landskabelige træk, som Annemarie Lund skriver, er egnede til leg og rekreation. Og derved forfinedes en meget smuk, men også robust landskabstradition i pagt med det nye boligbyggeri. Karréerne og baggårdene blev afløst af fritliggende stokbebyggelser omgivet af grønne områder – og legemuligheder for børn.

Bind 3 er fortællingen om, hvordan velfærdsstaten byggede i sin guldalder med analyser af den tids storartede landskabsarkitekter som – for nu blot at nævne de mest kendte – Stig L. Andersen, Sven-Ingvar Andersson, Malene Hauxner, Steen Høyer, Torben Schønherr og Jeppe Aagaard Andersen. Nogle af dem er nu døde, mens andre er havekunstens nestorer og har inspireret nye generationer. Og her er vi ved bogværkets begrænsning. Genoptrykket omfatter mere end et kvart årtusinde, men mangler det sidste kvarte århundrede og dermed de nye opbrud i dansk havekunst, som forskellige former for byhaver i det offentlige rum og forestillinger om mere vild natur. Også i byerne.

Ikke desto mindre: Tilblivelsen og genoptrykket af ”Danmarks havekunst I-III” er en bedrift af de større.

Mod slutningen af 1700-tallet vinder et nyt haveideal frem i Europa, og herhjemme omlægges barokanlægget ved Frederiksberg Slot eksempelvis til en romantisk have med slyngede stier og vandløb. Foto: Keld Helmer-Petersen/”Danmarks havekunst”
En af nyere tids helt store, danske landskabsarkitekter er C.Th. Sørensen, der udformede så vidt forskellige former for haveanlæg, at det er umuligt at tillægge ham en særlig stil, hedder det i bind 3 af ”Danmarks havekunst”. Her er et udsnit af parken omkring Aarhus Universitet. Foto: Keld Helmer-Petersen/”Danmarks havekunst”
Også i det 20. århundrede arbejder landskabsarkitekter med store landskabstræk. Blandt nogle af de bedste er det nu afdøde ægtepar Edith og Ole Nørgaard, der for eksempel har planlagt dette landskab i Store Vejleådalen ved Albertslund. Foto: Keld Helmer-Petersen/”Danmarks havekunst”