”Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge dele.”
Citatet stammer fra Søren Kierkegaards ”Enten-Eller”, og det gælder måske for mange af os. Men ikke for religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig. Hun tror på den eneste ene, selvom hun, som hun kalder det, er fjerdegenerations fraskilt. Hun er desuden forfatter til Tænkepausen ”Romantik” og erklæret romantiker, og i sin nye bog undersøger hun, hvordan drømmen om den eneste ene har bredt, og hvad der har formet vores syn på kærligheden i dag – og hun viser, hvordan drømmen både kan være en destruktiv faktor og en sund drivkraft.
Hun er ikke enig med den tyske sociolog Zygmunt Bauman, der i sin bog ”Flydende kærlighed” fra 2004 hudfletter det moderne menneske, som søger intense forelskelser og har grumme brud og delebørn med i bagagen, og som et eller andet sted nyder den uro og katastrofestemning, der er forbundet med de store eksistentielle valg. Og hun mener ikke, at han har ret i, at vi ikke elsker lige så stærkt, stort og vedholdende som før i tiden.
”Den eneste ene. Historien om hvordan vi lærte at drømme om den store kærlighed” er populærvidenskab, når det er bedst.
Katrine Frøkjær Baunvig er en glimrende tekstlæser og en begejstret og smittende formidler med et stort sprogligt register, og hun tager os med på en vandring i kærlighedens historie fra antikken, middelalderen og renæssancen over reformationsperioden, romantikken og oplysningstiden til 1800-tallets borgerskab, 1900-tallets hippier og vor tids, hvis man altså skal tro Zygmunt Bauman, mere flydende kærlighedsbegreb.
Hun inddrager de ting og tekstformer, der var mest afgørende eller nyskabende for kærlighedsformidlingen, og vi møder således alt fra helgenberetninger, myter og digte over møbler og portrætmalerier til romaner, akademiske afhandlinger og film og tv-serier.
Katrine Frøkjær Baunvig lader sin egen historie løbe som en rød tråd gennem den kulturhistoriske. Den er hendes afsæt for at forsøge at forstå den store kærlighed, men der synes at være en lille ubalance, og spørgsmålet er, om den er for spinkel til at bære sit eget spor og blot skulle have været en ramme om fortællingen, og hvorvidt den sarkastiske distance til det private for alvor formår at engagere.
Det er givetvis en smagssag, og uanset er man glimrende underholdt og informeret. Og hvis man efter endt læsning stadig ikke helt har forstået sin egen drøm om at finde den eneste ene og måske mere har det som Kierkegaard i ”Enten-Eller”, så har man utvivlsomt fået lyst til at læse et læs af de klassikere forfattere, som Katrine Frøkjær Baunvig inddrager i sin søgen, og som beskriver den både svære og lykkelige kærlighed, fra Platon og Den Hellige Antonius over Cervantes’ ”Don Quijote” og Flauberts ”Madame Bovary” til Suzanne Brøgger og Mumi-mor Tove Jansson.