Den store konspiration

Man bør kippe med flaget for den gode og spændende historie. Når den så oven i købet er velskrevet og fuld af bid og brod - ja, så er det jo bare endnu bedre. Således var det med Michael Larsens »Slangen i Sydney«, som bedst skulle sluges, slubres og smaskes (jævnfør Pyrus for tiden om risengrød). Men hvad nu med »Femte sol brænder«, Larsens nyeste? Vi starter ellers lige på og hårdt i bedste detektiv- og thrillerstil. Den unge, egyptisk fødte, men danskboende arkæolog og arkæoastronom Alexandra Killis tilkaldes af politiet (tror hun da) for at hjælpe med opklaringen af et mord på en ældre kollega, den distingverede Diter Klein, der ligesom hun selv har brugt masser af gode år på at forske i helleristningernes gåde. I Kleins bibliotek har man fundet en ukendt og utydet sten, men alle optegnelser og notater er sporløst forsvundet, og på væggen over liget er malet et mystisk tegn. Sidstnævnte viser sig at være et swastika, altså et hagekors. Eller er det? Vender det ikke for meget på siden? Det vrimler med gåder i »Femte sol brænder«. Intet er, hvad det tilsyneladende er eller ser ud til. Og opklaringsarbejdet bliver en manisk besættelse for Alexandra, en truende rejse ind i den forhistoriske viden, som anses for kortlagt af den etablerede videnskab, men som viser sig at være langt mere skræmmende og eventyrlig, end nogen kunne ane. For Alexandra bliver sagen om Klein og den mystiske sten samtidig et dramatisk opgør med en privat historie, som hun troede, hun havde lagt bag sig. Så er der, som man siger, lagt i kakkelovnen til en uforlignelig fortælling, hvor indre dannelse og erfaringstogt krydser og mødes med linjerne i den detektiviske afdækning. Men her sætter Larsens projekt - at promovere tesen om helleristningernes astronomiske betydning - alt for kraftigt ind: Hver gang garnet strammes omkring den bærende historie, trækkes vi igennem nærmest endeløse spekulationer om alverdens hypoteser om himmelrummets nære forbindelse til livet på jorden i fortiden. Der tegnes efterhånden et sirligt net, som ligner konturerne af en i sagens natur aldrig totalt kortlagt konspirationsteori - alt synes at hænge sammen, alle teorier understøtter hinanden, alt bliver vigtigt, netop fordi der er så mange lakuner i sandheden. Til at begynde med sluger man det råt. Men så begynder trætheden at melde sig. Der går simpelthen Erich von Däniken i romanen. Undervejs oprulles tillige et noget aparte persongalleri, hjælpere af og fjender til Alexandra, der igennem romanen må lægge øre til mangen mageløs ide om fortiden. »Slangen i Sydney« var så god, fordi den først og fremmest afstod fra at være appliceret videnskab, men holdt sig til sin færden i fortællingen - snarere end at trevle strukturen i selve fortællingen op. »Femte sol brænder« knækker på midten. På det tidspunkt har vi som læsere fået stof nok til romanens hovedidé (dén med astronomien), men så kører det hele bare videre i endnu højere gear. Larsens nyeste er på ingen måde dårlig. Som vanligt vrimler det med flotte beskrivelser og fine indsigter - Larsen er en stor stilist - men der er altså den der, om jeg så må sige, opportunistiske, videnskabelige sammensværgelse, som lægger sig truende ud over læseoplevelsens fremadrettede energi og driften efter spænding og nye locations. Det fantastiske, som der blændes op for i romanens første del, mister sin glans i den evindelige jagt efter viden; og alle, der forfølger den i »Femte sol brænder«, får et anstrengende strejf af misforstået genialitet over sig. I længden er det ubærligt. Her er mit ønske: mere fiction, mindre science. Alligevel kan jeg ikke dy mig: »Femte sol brænder« er god at placere under det grønne træ. Michael Larsen: Femte sol brænder. 365 sider. 328 kr. Centrum. Ò Til at begynde med sluger man det råt. Men så begynder trætheden at melde sig. Der går simpelt-hen Erich von Däniken i romanen. Ó