Prøv avisen
Interview

Den Store Krig kommer på det store lærred – med 100 års forsinkelse

Kasper Torsting har selv rejst i flere krigszoner for at lave dokumentarfilmene ”Vores krig” og ”Armadillo”, men nu er han aktuel med sin første spillefilm, ”I krig og kærlighed”. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Første Verdenskrig kostede over 5000 sønderjyder livet, men den første rigtige spillefilm om den sønderjyske tragedie kommer først nu. ”Jeg tror ikke, at vi kan begribe, hvad de unge soldater og deres familier gik igennem dengang,” siger Kasper Torsting, der har instrueret ”I krig og kærlighed”

For nylig faldt filminstruktøren Kasper Torsting bevidstløs om.

”Jeg har været på nogle af de farligste steder i verden uden at tænke særlig meget over, at jeg skal dø, men her var jeg bare ved at lave nogle maveøvelser, da min krop pludselig sagde fra,” fortæller Kasper Torsting og fortsætter:

”Min kone prøvede forgæves at få liv i mig i flere minutter, mens min niårige søn desværre også så på. Og først i ambulancen fandt de ud af, at jeg var sund og rask, men bare havde overstrengt mig med min fysiske træning på tom mave. Men jeg havde det, som om døden besøgte mig for at sige, at jeg også har en udløbsdato. Men jeg har allerede haft et rigt liv. Jeg har set det meste af verden, jeg har fået to børn, som vi kalder vores to mesterværker, og nu har jeg nået at få min drengedrøm opfyldt ved at lave min første spillefilm,” siger Kasper Torsting, der har lavet mange dokumentarfilm, men nu debuterer som spillefilmsinstruktør med krigsdramaet ”I krig og kærlighed”, der – bortset fra en gammel stumfilm – også er den første danske spillefilm om Første Verdenskrig, hvor over 5000 sønderjyder mistede livet, ikke på grund af maveøvelser, men i en krig, der kunne virke endnu mere meningsløs.

”Jeg tror ikke, at vi kan begribe, hvad de unge soldater og deres familier gik igennem dengang. Man kender godt til det med afsavn og den sursøde blanding af, at det er dejligt at komme hjem, men at livet ikke er gået i stå derhjemme i mellemtiden. Filmen kan heller ikke rumme hele Den Store Krig, men viser kun en flig af den med en fortælling om en familiefar, Esben, der ikke vil være mere væk fra sin familie for at kæmpe i en krig, han ikke tror på.”

Brystlommen i uniformen bliver således åbnet mange gange af den unge sønder- jyske soldat Esben, der i begyndelsen af ”I krig og kærlighed” bliver drillet af sine soldaterkammerater med, at han hele tiden skal se på sit lille fotografi af den unge, kønne hustru og parrets lille søn derhjemme.

Esben er sammen med 30.000 andre sønderjyder udsendt i Første Verdenskrig på tysk side, for efter nederlaget i 1864 er Sønderjylland blevet underlagt den tyske kejser og hans krigsplaner. Men Esben vil gøre hvad som helst for at komme hjem til sin familie igen, og lidt efter kommer han også til at tage et liv, da han skyder en fransk soldat. Han roder rundt i uniformen på den døde, måske for at finde mere ammunition til slaget, og i skjortelommen på sin ”fjende” finder Esben et fotografi af den franske soldats familie, der minder uhyggeligt meget om hans egen. Og så skyder Esben sig selv i hånden for at komme hjem fra dette meningsløse blodbad.

Sådan udstiller Kasper Torsting Første Verdenskrig, der ikke for ingenting er blevet kaldt Europas selvmord. For under Den Store Krig blev bondesønner sendt ud for at kæmpe mod andre bondesønner, måske endda med hvert sit familiefoto nær hjertet. Og særlig meningsløs må Første Verdenskrig have føltes for alle de dansksindede sønderjyder, der blev tvunget til at kæmpe i en krig, der ikke engang var deres.

”Når man sidder her på Vesterbro og drikker cafékaffe, kan man godt glemme, hvor meget Første Verdenskrig stadig fylder i Sønderjylland. Jeg insisterede derfor på, at vi skulle optage filmen på sønderjysk jord, fordi jeg var sikker på, at det ville inspirere os til at lave en bedre film, og det, der har gjort mest indtryk på mig, er, hvor levende Første Verdenskrig stadig er i Sønderjylland, hvor alle har en familiehistorie om dem, der mistede livet, forstanden eller førligheden under Den Store Krig, som måske for mange danskere er ’Den Glemte Krig’,” siger Kasper Torsting, der tidligere har stået bag roste dokumentarfilm som ”Vores krig” og ”Armadillo”, men Første Verdenskrig virker voldsommere, mener han.

”Jeg har rejst rundt i mange krigszoner i Afghanistan, Eksjugoslavien og Centralasien, og hver gang jeg oplevede en dansk soldat miste livet, var det selvfølgelig en stor, tragisk begivenhed, som blev nævnt i medierne derhjemme, mens kisten kom hjem med Dannebrog over. Men tabstallene er småting i vores moderne krige i forhold til alle dem, der døde i Første Verdenskrig, hvor der faldt over 5000 sønderjyder, mens endnu flere kom forkrøblede hjem i sind og krop, så det smadrede hele familier. Der er ikke noget at sige til, at Første Verdenskrig stadig er et traume i Sønderjylland. Traumer har det jo med at blive nedarvet fra generation til generation. Og hver familie, der blev ramt dengang, var jo i lige så stor sorg som de familier, der har mistet en dansk soldat i dag,” siger Kasper Thorsting og peger på, at selve krigsførelsen ikke har ændret sig meget på 100 år.

”Skyttegravskrigen eksisterer ikke længere, men under Første Verdenskrig udkæmpede mange soldater faktisk også kaotiske kampe fra hus til hus, som minder en del om de kampe, jeg har fulgt i Afghanistan.”

I ”I krig og kærlighed” udkæmpes dramaerne også på husplan – både i kampscenen i begyndelsen af filmen og på hjemmefronten senere, hvor Esben gemmer sig på sit eget loft som desertør for at undgå at blive udsendt igen. Historien er inspireret af virkelige hændelser, idet filmen både er inspireret af interview med sønderjyder og af Karsten Skovs virkelighedsbaserede roman ”Knacker” om en virkelig desertør, der gemmer sig på sit eget loft. Men filmen er også krydret med fantasi. Og i filmen tror alle, Esben er død, bortset fra hans egen hustru, så fra loftet kan han følge med i, hvordan en tysk officer forsøger at gøre kur til hans hustru, og det er måske i virkeligheden det trekantsdrama, der er kernen i filmen.

”Det er virkelig en gyser, og sådan spørger filmen også, hvor langt man ville gå i krig og kærlighed, når man skal sluge så store kameler for at overleve. Det er hverken en sønderjysk eller dansk, men en universel historie om, hvor langt hjertebånd kan strækkes, før de brister.”

Uden at afsløre for meget spiller kirkerummet en stor rolle som sandhedsrum i filmen, da Esben vælger at genopstå for øjnene af de tyske myndigheder med de konsekvenser, det har.

”Det var vigtigt for mig at få kirken med i filmen. For jeg forestiller mig, at kirken fyldte mere i samfundet dengang. Men det var også et rum, der blev okkuperet på den tid, hvor det blev forbudt at tale dansk, så der skulle prædikes på tysk, så på den måde blev selv kirken ramme om en konflikt, men kirken er også et rum, der løfter alting ind i en større sammenhæng.”

Hvad er dit eget forhold til kirkerummet?

”For mig er kirkerummet en naturlig ramme for de overgange i livet, som vi ikke helt kan rumme selv. I de lykkeligste og største øjeblikke i livet, men også i de største tragedier kan vi altid gå i kirke. Det er sådan, jeg bruger og holder meget af kirkerummet som en rituel ramme og som en konstant. Jeg betaler min kirkeskat, fordi der i enhver flække og enhver storby i det her mangfoldige lille kongerige står en kirke, der ofte har stået der flere hundrede år. Og tårnet peger altid mod vest i de her flydende tider,” siger han og tilføjer:

”Min kone er også kirkekunstneren Sven Havsteen-Mikkelsens barnebarn, og i kraft af hendes familiehistorie er jeg også begyndt at tænke på kirken som et stort lærred for kunst og for fortællinger, så præstens prædiken altid spiller sammen med en anden fortælling i kirkekunsten og det lys, der strømmer ind i kirken gennem vinduerne, så det er jo endnu en god grund til at bevare kirkerummet.”

I filmen går Esben også i kirke, da han ikke selv har løsningen på sin egen situation. Og sådan kan Kasper Torsting også godt forholde sig til kirken, ligesom han har pakket sin filmfortælling ind i salmer som ”Se, nu stiger solen af havets skød” og ”Sov sødt, barnlille” sammen med Steen Steensen Blichers gamle sang ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”, der også bærer et ekko af et evighedshåb.

”Jeg ville føle, at jeg snød mig med i en klub, hvis jeg sagde, at jeg var kristen. Men jeg kan godt forstå og misunde kristendommens håb om, at der findes et evigt liv, der også giver nuet mere trøst og fylde. Senest jeg var i kirke, var det i forbindelse med en begravelse. Da tænkte jeg også over, at kirken tilbyder en fast dramaturgi, som ikke ændrer sig. Og når man står i en sorgsituation, har man ikke brug for dybe tallerkener, men en fast dramaturgi, hvor tingene kommer i bestemte rækkefølger, fordi det hele ellers er så kaotisk inde i hovedet. Men kirken tilbyder noget solidt og robust, som man kan læne sig op ad,” siger han og tilføjer:

”Selvfølgelig kan man sagtens leve livet uden at være religiøs. Det har jeg selv gjort, men det er alligevel interessant, at mange mennesker, der har haft en nærdødsoplevelse, er vendt mere religiøse tilbage til livet. Og efter mit bevidsthedstab for nylig føler jeg, at jeg kraftigt må gen-overveje min status som ikke-religiøst menneske.”

Hvad håber du, at folk får ud af filmen?

”Jeg håber, at den får mange til at åbne deres familiealbum for at fortælle deres historier. For uanset om man tror eller ej, kan man jo holde de døde i live ved at tale om dem.”