”Du er ikke kunstner. Og det bliver du aldrig.”
Det er den store maler Bear Bavinsky, der med to sætninger knuser sin unge søns drømme efter at have kastet et blik på hans malerier, og det er en af de mest bevægende scener i Tom Rachmans stort anlagte roman ”Den italienske mester”.
Bag sig har Rachman den knaldgode debut ”De ufuldkomne” og den udmærkede ”Storhed og fald”. Og herfra er to temaer rejst med over i ”Den italienske mester”, nemlig den komplekse relation mellem far og søn og kunstens plads i verden og i mennesker.
Det hele begynder i Rom i 1955, hvor Bavinsky lever og maler sine ekspressive, sanselige værker, mens kuratorer og kunstsamlere tripper og fedter for ham. Ingen af dem ser andet end ”Bjørnen” og da slet ikke hans hustru, Natalie – en mindst lige så begavet kunstner – og deres søn, den klejne Pinch.
Det er Pinch, der er romanens centrale karakter, selvom han fra første til sidste side kredser om sin far. Det er hans kærlighed og anerkendelse, der for alvor betyder noget, men han får den aldrig, og Rachman skildrer ham med fintmærkende psykologisk indsigt, mens han med et satirisk anstrøg portrætterer faderen, der ligner en fusion af Picasso og Pollock, og som ikke føler ansvar for andet end sine malerier. Men de fleste brænder han faktisk, så snart de er færdige. For kun mesterværker må slippe ud af hans atelier.
En anden, knap så flatterende forklaring dukker dog op i løbet af romanen, hvor Pinch efter en kuldsejlet karriere som kunstteoretiker bliver italiensklærer i London og lever et liv langt fra Bavinskys intensitet og genialitet. Men frustrationen og trangen til at male vokser trods faderens knusende ”Du er ikke kunstner. Og det bliver du aldrig”. Begge dele får afløb i en afsindig plan, der ikke skal røbes her, men involverer plagiat, stor kunst og en eksplosion i interessen for Bavinsky.
Men Pinchs spejling i Bavinsky hører aldrig op. Som her, hvor han er blevet skaldet, har fået topmave og er blevet ”den midaldrende søn – en lavere, grimmere udgave af Bear – der arbejder som lærer i London. Hvis han havde haft en anden far, ville de synes, at det var helt og aldeles respektabelt. Men slægtninge vurderes i forhold til hinanden”.
Det sidste sætning ligner romanens hovedpointe, og Rachman giver sig god tid til at underbygge den, men evner heldigvis også, lidt over halvvejs gennem de 346 sider, at skifte kadence og slå ind på et mere udvendigt og suspense-fyldt spor, hvor Pinch realiserer sin vilde plan.
Romanen fremstår trods gearskiftet lidt altmodisch: Fortællingen er klassisk kronologisk fra barndom til død, og Rachman har valgt en alvidende fortæller, der beskriver karakterernes handlinger, men også deres tanker og følelser. Det er som at læse ”voice-over”’en til en Woody Allen-film, og det virker altså lidt besynderligt, at Rachman (født 1974) benytter en så gammeldags fortælleteknik.
Hans satiriske beskrivelser af kunstverdenens aktører – kritikere, kuratorer, agenter, skribenter – virker også noget slidte og forudsigelige med deres påstand om, at det er penge og kynisme, der driver det hele.
Nej, så er ”Den italienske mester” helt anderledes interessant i sine skildringer af ikke bare forholdet mellem far og søn, men også mellem mor og søn, der begge er visnet som mennesker og kunstnere i faderens lange skygge.
Det er rørende og sørgeligt, og Rachmans velkendte melange af vemod og stilfærdig humor gør det kun mere bevægende, og det samme gør de brudstykker af erkendelser, der indimellem river sig løs og vælter ned om ørerne på Pinch. Som da hans søster udbryder: ”Åh, far. Kunsten var så meget bedre end manden.”
Men er det så i orden? At ofre familien for mesterværkerne? Rachman stiller spørgsmålene mellem snart sagt alle linjer i ”Den italienske mester”. Men er lykkeligvis alt for klog til at give alt for entydige svar.