Den store messe og den lille anfægtelse

Trods det store flotte opbud af forfattere til BogForum kan det være svært at samle sig om det vigtigste: ordene

Bogforum i Bella Center.
Bogforum i Bella Center. Foto: Nils Meilvang.

Så fejrer vi endnu en messe for bøgerne. Det sker, som man nok vil vide, i Bella Center i København. Jeg har selv prøvet lidt af hvert på denne messe. Jeg har holdt tale, har interviewet forfattere og har fortalt om og læst op af egne værker. Jeg har været almindelig, nysgerrig tilskuer, og jeg har mødt kolleger og venner, som jeg har talt med. Det har været meget sjovt alt sammen, men uroen, larmen og de mange mennesker har skabt en sådan distraktion, at jeg har følt mig helt ved siden af mig selv og meget fjern.

LÆS OGSÅ: Vidde og prægnans

Jeg ville rigtig gerne være nærværende og høre, hvad mine yndlingsforfattere havde at fortælle, men når jeg har stået ved en stand et øjeblik, er jeg blevet rastløs og ukoncentreret og er gået videre. Jeg kan kun samle mig i kort tid ad gangen, og jeg kan se, at mange andre har det lige som mig. Man kan ikke rigtig tale med folk, fordi øjnene flakker, og fordi alle synes at være på vej et andet sted hen, lige som jeg selv er.

Sådan er det med messer og receptioner og den slags. Jeg kommer til dem, men jeg er der ikke rigtig alligevel. Så trods det enorme opbud af oplevelsesmuligheder og interessante mennesker kommer jeg alligevel til at kede mig lidt, spise for mange pindemadder, drikke et glas for meget og ønske mig et helt andet sted hen.

LÆS OGSÅ: Den litterære lemming-effekt

Langt borte fra BogForums mængder af bøger, højttalende forfattere på podier og publikum i uendelige rækker, i en egn i den fjerne del af litteraturen, hvor ikke så mange kommer, findes der et ganske lille digt, som ser sådan ud:

Stenene rører uroligt på sig
i katedralerne.
Noget kalder dem hjem.

Ordene er skrevet af Peter Laugesen, og de er sært foruroligende, for hvad er det, der er på færde?

Stenene bliver besjælet. Men er det så omvendt også sådan, at vi er som sten? Det handler næppe om sten, men om mennesker. Hvad er det for en uro i katedralerne, som i vor tid ikke kun er katolske domkirker, men også i metaforisk forstand mægtige bankpalæer, kulturhuse, operabygninger og bogmesser? Hvad er det, der kalder os væk fra disse katedraler, og gør os urolige, fordi det rykker ved vores vante forestilling om en urokkelig orden?

Vi skulle være del af Guds eller den store menings hus, og så er der alligevel et eller andet galt. Og hvor er hjem? Et sted, vi ikke kan komme tilbage til, fordi den oprindelige naturlige orden alligevel er så forstyrret. Eller et sted, vi kan komme hjem til, hvis der er en Gud, der kan og vil hjælpe os?

Laugesens ord foruroliger. Der er et mål, men der er ingen vej, som også Franz Kafka pointerer. På bogmessen er der dog hjælp at få. Her er masser af ord til opmuntring og trøst, hvis man skulle føle sig dårligt tilpas i sit liv. Alene lørdag formiddag kan man på messen høre adskillige velmenende forfattere, der vil os det godt, og som vil dele vejen til det gode liv med os. Her bliver der talt om titler som Hvordan kan vi forhindre, at smerter bliver en vej til helvede, Spis dig fra overgangsalderen, Håndbog til et lattermildt liv, Lige nu har jeg det godt, Alt om sundhed tanker om det gode liv og Din egen slankekurs.

Profeter er der nok af på bogmessen, og de nye er slet ikke foragtede i deres fædreland, sådan som de gamle plejede at være. Men nu er det nok heller ikke så kontroversielt, det, de har at sige, for det gælder jo ikke om at forulempe os, men om at få os til at havde det godt.

Når bogmessen lukker i morgen, og jeg føler mig overvægtig af ord og fede pindemadder, lægger jeg min egen slankekurs og lover mig selv at indtage færre ord. Færre ord, men gerne mangetydige og foruroligende.

I denne klumme skriver Lars Han-desten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.