Fire ud af seks stjerner
Som anmelder risikerer man på det nærmeste at blive begravet i de mange bokse med spændende klassiske indspilninger, der lander på ens matrikelnummer. Som regel er der imidlertid ingen grund til at klage, og det er da heller ikke tilfældet med en af de nyeste sværvægtere fra Deutsche Grammophon Gesellschaft: en boks med hele 100 cder, som giver et klingende tværsnit af den klassiske musiks historie, lige fra den første skive med gregoriansk sang og franske chansons af Guillaume de Machaut (cirka 1300-1377) og til det 20. århundredes pionerer som Steve Reich, John Adams og Philip Glass.
LÆS OGSÅ: Dansk diva med format og overskud
Det er naturligvis tankevækkende at foretage en simpel optælling af, hvilke komponister der er repræsenteret på hvor mange plader, al den stund det kan give os et indblik i de valg, DGGs redaktion under ledelse af projektleder David Butchart har måttet foretage; eller banalt udtrykt: hvem er fundet værdig til hvad? Hvem er blevet kåret som de mest betydningsfulde/bedste komponister?
Tre af de største genier gennem tiderne deler førstepladsen med hver fem cder: Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven. Det afføder ikke de vilde protester fra min side. Fjerdepladsen indtages af Schubert (fire cder), og så er der en række komponister, der hver er blevet tilgodeset med tre cder: Haydn, Händel, Schumann, Chopin, Brahms og Tjajkovskij og ikke at forglemme: de to giganter inden for 1800-tallets opera, der er blevet fejret så massivt i det forgangne år i forbindelse med 200-året for deres fødsel, Richard Wagner og Giuseppe Verdi. Meget populært sagt: Tyskland og Italien har spillet uafgjort 3-3 i så henseende.
Dermed har man formentlig undgået at støde nogen af deres mest brændende tilhængere, der ofte har det med at vogte nidkært over stort og småt.
For fuldstændighedens skyld nævner vi også de komponister, der er blevet betænkt med hver to skiver: Mahler, Debussy, Richard Strauss, Puccini og Stravinsky. Øvrige kendte navne må affinde sig med en enkelt cd, vi nævner i flæng: Vivaldi, Telemann, Rossini, Berlioz, Liszt, Mendelssohn, Dvorák samt de nordiske repræsentanter Edvard Grieg og Jean Sibelius. Som dansker kan man godt ærgre sig over, at Carl Nielsen ikke har fundet nåde for den strenge udtagelseskomité, og det tæller jo ikke rigtigt, at han optræder i en ydmyg parentes i den medfølgende booklet.
Udvalget er med andre ord yderst traditionelt, og det samme gælder i store træk de fortolkninger, man har valgt at lægge i paphylstrene. Det er dog et stort plus, at der i store træk er tale om hele værker, og hvor det ikke er tilfældet det gælder især operaerne er der tale om ganske fyldige uddrag. Både hvad dirigenter og orkestre angår, er der unægtelig tale om kræm-dø-la-kræm, som en af mine mange onkler i sin tid yndede at formulere sig. Navnene har rang og klang, som det fremgår af følgende eksempler:
John Eliot Gardiner dirigerer The English Baroque Soloist og det fremragende Monteverdi Choir i et timelangt uddrag af Johann Sebastian Bachs Matthæuspassionen, mens Trevor Pinnock og The English Concert tager sig af et endnu fyldigere uddrag af Händels Messias.
I begge tilfælde er der tale om fremragende sangsolister. Amadeus-kvartetten spiller tre af Haydns mest populære strygekvartetter, heriblandt kejserkvartetten (den med melodien til det, der senere skulle blive Tysklands nationalsang). Karl Böhm dirigerer Mozart: Eine kleine Nachtmusik samt den 40. og 41. symfoni sidstnævnte desværre uden de repetitioner, man næppe ville finde på at udelade i en nutidig indspilning.
Beethovens 9. symfoni kommer i en berømmet indspilning med Wienerfilharmonikerne og Leonard Bernstein, mens det er Herbert von Karajan, gennem årtier DGGs grå eminence, der tager sig af den døve komponists 5. og 6. symfoni, Skæbnesymfonien og Pastoralen, der jo blev uropført samme dag, den 22. december 1808. Schuberts gribende sangcyklus Winterreise, som Bo Skovhus for nylig fortolkede så fornemt i Mogens Dahls Koncertsal i København, kommer med barytonen Dietrich Fischer-Dieskau akkompagneret af Daniel Barenboim.
En af boksens mest elektrificerende indspilninger er Leningradfilharmonikerne og Jevgenij Mravinskijs fortolkning af Tjajkovskijs 6. symfoni. Den fik i slutningen af 1950erne berettiget kultstatus blandt pladesamlere.
Også Wagner og Verdi bliver fortolket på ypperste niveau. I den ultimative opera, i hvert fald ifølge mange Wagner-fans, synges Tristan og Isolde af Wolfgang Windgassen og Birgit Nilsson i en indspilning fra Bayreuth anno 1966, hvor Karl Böhm dirigerede husorkestret på Den grønne Bakke. Verdis majestætiske og suverænt melodiske Aida spilles af Scala-Operaens orkester, hvor det er Claudio Abbado, der svinger taktstokken, og hvor titelrollen synges af Katia Ricciarelli, mens Plácido Domingo optræder i rollen som Radamès. Det gør han formentlig bedre end nogen anden.
Og sådan kunne man blive ved. Der er virkelig tale om høj klasse og safety first-valg hele vejen igennem, så det kan måske opfattes som en form for utaknemlighed, at den forkælede anmelder godt kunne have tænkt sig at blive bare en lille smule overrasket. Fået præsenteret noget, der ligger bare en smule ude i periferien noget i stil med Carl Nielsens blæserkvintet eller en af Mendelssohns oratorier eller måske et par heftige Vivaldi-koncerter. Men ejer man ikke mange klassiske indspilninger, og ønsker man at opbygge et fundament, er denne boks et ideelt valg.