Da tyske tropper den 9. april 1940 invaderede Danmark, stod regeringen i et dilemma. Skulle man give hæren ordrer til at kæmpe, eller skulle man give op med det samme? Det var ikke uventet, at tyskerne ville invadere landet, men der var ikke gjort forberedelser til at imødegå truslen.
I filmen ”9. april” fra 2015 kan man se, hvordan det gik. Få timers umulig kamp i Sønderjylland og skudepisoder i København ved Amalienborg. Tidligt på morgenen kom kapitulationen, og kongen og regeringen udsendte en opfordring til ikke at yde modstand. Danmark lagde sig fladt ned og indledte et samarbejde med den tyske værnemagt. Det var jo ikke en rigtig besættelse, sagde tyskerne, men en fredsbesættelse! Regeringen og demokratiet kunne fortsætte.
Nyheden løb verden rundt. De danske ambassader rundtom i verden modtog instruks fra København om de nye forhold. I Washington sad den danske gesandt Henrik Kauffmann. Hans stilling var klar. Den danske regering var i lommen på nazisterne. Det kunne han ikke acceptere.
”Vi tager ikke mere imod ordrer fra en ufri regering. Vi erklærer os uafhængige,” siger han.
Dermed blev han rullet ind på den store historiske scene. Han er manden, der under krigen tager nogle store beslutninger, der ændrer Danmark.
I København sad lederen af udenrigstjenesten, Nils Svenningsen, og sagde:
”Vi har selv valgt at få det til at glide. Vi har valget mellem overgivelse eller total ødelæggelse af København.”
Derfor kunne København ikke acceptere den selvstændige gesandt og afskedigede ham og ville have ham sendt hjem til Danmark, hvor en anklage for højforræderi ventede ham.
Det er den historie, Christina Rosendahl fortæller i sin store og medrivende film ”Vores mand i Amerika”. Hun rører dermed ved det problem, om embedsmænd bør handle efter, hvad de synes er rigtigt, eller bare følge ordrer. Det problem hører ikke kun til i krigstid, men er hele tiden aktuelt. Bare tænk på de mange kommissionssager, der kører lige nu.
Instruktøren lader filmen begynde i 1939, hvor Kauffmann kommer til sin nye diplomatpost i Washington, mens krigsskyerne samler sig over Europa.
Sideløbende med den store historie fortæller instruktøren den lille historie. Henrik Kauffmanns private historie. Det giver filmen en særegen spænding, at der er disse to historier samtidig. Det er jo sådan, at historien folder sig ud i flere lag. Det viste den italienske forfatter Elsa Morante i sin store roman ”Historien” fra 1974, hvor hun folder den store krigshistorie ud på et plan og en italiensk families oplevelser på et andet plan i samme tidsrum.
Henrik Kauffmanns lille historie er den, at han er gift med den amerikanske rigmandsdatter Charlotte, der har forbindelser til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Charlotte har en søster, Zilla, som Henrik Kauffmann er forelsket i og måske har haft et forhold til før krigen, da han var gesandt i Peking. Dette drama har sin virkningshistorie på godt og ondt filmen igennem.
Christina Rosendahl mestrer at holde disse to historier levende for os de to timer, filmen varer. Mens Kauffmann laver aftale med USA om Grønland og sikrer amerikanerne en flybase på det strategiske sted og samtidig sikrer Danmark en plads blandt de allierede, foregår der et jalousidrama, der er ved at ødelægge dem. Filmens slutning er meget spektakulær, hvad angår den lille historie.
Den store historie kender vi jo. Kauffmann sikrer Danmark en plads blandt vinderne i krigen, en plads blandt FN’s stiftende nationer og senere en plads i Nato. Han er en vigtig spiller i det store spil. ”Du er en farvestrålede lille fisk blandt de mange grå,” siger Charlotte på et tidspunkt til sin mand.
Skuespillerne er eminente. Ulrich Thomsen som Kauffmann og Mikkel Boe Følsgaard som Kauffmanns højrehånd Povl Bang-Jensen er lysende. De to amerikanske søstre Charlotte og Zilla spilles fornemt af irske Denise Gough og britiske Zoe Tapper. Det er en ren fornøjelse at se dem. Der er mange ting at glæde sig over i Christina Rosendahls film. Ikke mindst filmens swing-musik. Den sidder lige i ørerne.