Denne bog kan ikke bedømmes efter traditionelle normer, for den er i enhver forstand sin egen historie. Den 30. september gik Kim Larsen bort, og vi mistede den helt usædvanlige stemme, der i de seneste 50 år har erobret så mange danske hjerter. Inden sin død begyndte Kim Larsen at fortælle sin livshistorie til forfatter Jens Andersen, og dette er bogen, der kom ud af det.
Sammen nåede de to frem til 1971, og resten af historien får vi desværre aldrig. ”Mine unge år” består af én lang monolog fra Kim Larsen selv, bortset fra forordet skriver Jens Andersen intet, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt at opleve Kim Larsen tale så frit, efter at han i årevis har værnet omhyggeligt om sit privatliv.
Bogen er svær at anmelde, for først og fremmest er det bare fascinerende at blive lukket ind i Kim Larsens univers, idet man fornemmer, at Jens Andersen vist nærmest i ærefrygt blot har skriblet alt ned, hvad manden sagde.
Mere nøgternt set kunne man godt hist og her have udeladt et par anekdoter, der ikke rigtig fører én videre, og af og til presset Kim Larsen lidt, når han springer lovlig let hen over tingene. Det var imidlertid ikke præmissen. Kim Larsen ville bare fortælle, Jens Andersen har lagt øre til, og sådan må det være, når et menneske fra en særlig position omsider byder én indenfor.
Fortællingen er kronologisk som i en klassisk krønike. Kim Larsen fortæller om sine familierødder og barndommen i København med storebror Tore og mor Eva og faderen, der forsvandt, da Kim var ganske lille. Faderen beskrives som en forvirret og rodløs mand, der ikke kunne tage vare på sin familie, mens moderen til gengæld fremstår som en klippe af tryghed.
Kim var en dydig og genert dreng, der på de mange ferier hos sin troende morfar ved Kerteminde lærte at bede Fadervor og gøre sig tanker om Gud. Så meget, at han, når moderen fik gæster, kunne finde på at stille sig op i entréen og spørge: ”Tror De på Gud?”. Bortset fra nogle obligatoriske ateistiske måneder som ung forlod barnetroen aldrig Kim Larsen, og på mange måder kendetegner den hans livsforløb. Hele vejen anes en rød tråd af noget indre urokkeligt, alt imens Kim Larsen bestemt også som de andre drenge gerne ville være med på det sidste nye.
Han gik til spejder, blev bidt af cykling, dyrkede gymnastik, drømte om piger, klædte sig som Elvis, fik smag for at drikke øl og gå i byen og var i øvrigt en habil tegner. Flere af hans tegninger er med i bogen sammen med privat billedmateriale, der, så vidt jeg ved, aldrig er set før.
Da vi når op i 1960’erne, tager Kim Larsen på Askov Højskole og oplever en afgørende tid, hvor folk som Niels Højlund og Knud Hansen nærer hans ånd og selvstændighed. Her indser han også, at han dybest set ikke er i pagt med alt det nye. Modernistisk litteratur siger ham intet, og han opsummerer sin oplevelse af de oprørske år således:
”Som sagt væltede hele verden rundtomkring mig i de år. Jeg så ligesom ingenting og følte mig ikke som en del af ungdomsoprøret. Når jeg spørger mig selv hvorfor, har jeg ikke andet svar, end at det var noget i mig selv. Noget konservativt, der altid har været der. Det er jo det samme i dag, hvor jeg ikke ænser den digitale revolution. Den interesserer mig ikke en millimeter, ligesom hippierne, provoerne og 68’erne heller ikke interesserede mig dengang.”
Kim Larsen befandt sig uden for tidens strøm og havde sit sind grundet i den mere tidløse fortælling. Helt fra barndommen var han begejstret for mytologi og det moralske eventyr, og hans møde med Odysseus både i skrift og på film var en åbenbaring.
Ud over planen om at blive skolelærer drømte Kim Larsen længe om at blive forfatter, og han skrev i flere år på en stor roman, der blev afvist af en redaktør på Gyldendal, der dog yderst profetisk skulle have sagt:
”Hvor er det egentlig ærgerligt med ham Kim. Jeg håber, at han skriver en bog til, for han er muligvis en af de sidste skjalde herhjemme.”
I stedet kom Kim Larsen til at skrive sange, og beretningen om, hvordan han lærte at spille guitar og gennem inspiration fra Little Richard og The Beatles opdagede sin egen stemme, er i forvejen kendt. Han flyttede til Christianshavn sammen med sin første kone og gik på seminariet, mens den pligtopfyldende side i ham kæmpede med trangen til at leve mere ”løst på tråden”. Det blev hans frie sind, der vandt, og han besluttede, at han ville være musiker. I Christianshavns kulørte miljø mødte han Wili Jønsson og Franz Beckerlee, og de øvede sammen første gang og fandt på navnet Gasolin’. Længere rækker denne bog ikke.
”Mine unge år” beskriver både et menneske og en tid. Kim Larsen beretter om en verden af i går, hvor det var en begivenhed at gå i biografen, hvor man sagde ”De” til de voksne, og hvor det blev set som en dyd, at der var forskel på piger og drenge.
Han er vidunderligt politisk ukorrekt, han taler på én og samme tid bramfrit og blufærdigt og fremstår som en person, der har lyst til både at jage lykken og bare gøre sin pligt og være i fred. Men som det helt afgørende overgiver Kim Larsen sig til følelsen af at stå på scenen og finde harmoni i det rum, hvor han kan være ét med det drømmende øjeblik og frigjort fra tidsånd, ideologier og dogmatisk tænkning.
I dette rum blev hans stemme og sind forløst, og når Kim Larsen blev så stor, har det at gøre med hans evne til at formidle den rene og gudfrygtige tilstedeværelse, der minder os om, at mens historien farer af sted, er vi stadig grundet i en tilstand, der overgår vores forstand.
Naturligvis er man undervejs i denne bog usikker på, hvor meget Kim Larsen egentlig fortæller sandheden om sig selv. Han er fuldt bevidst om sin hang til at digte og blive revet med af fortællingens energi, og vi sidder tilbage med et testamente, der er blevet til efter Kim Larsens eget hoved.
Men det er ganske enkelt fascinerende at opleve ham fortælle om sit liv og sin tid, og jeg ville have gjort det samme, om jeg havde været i Jens Andersens sted. Jeg ville også i respekt have ladet Kim Larsen fortælle og blot skrevet beretningen ned. Sådan er vilkårene, når den store stemme fra den gamle verden omsider tager ordet. Jeg giver bogen seks stjerner, fordi et sidste vidnesbyrd fra netop denne mand er seks stjerner værd. Anderledes kan jeg ikke anskue det.