Forfatteren Simon Jacobsen er vokset op i en frikirke og har blandt andet været med til at grundlægge Nordjysk Bibelcenter, en selvstændig frikirke i Hjørring. Derudover har han været nordisk chef for den globale kristne tv-kanal, GOD-TV – og har herigennem, efter eget udsagn, fået et stort kendskab til alt, hvad der rører sig i den kristne verden i Norden.
Det er dog ikke den store verden, der er temaet for denne detaljerige bog. Det er derimod den store vækkelse, som fandt sted på et lille sted, nemlig Løkken, Simon Jacobsens hjemegn. Hertil ankom en dansk-amerikansk evangelist i maj 1910. Hans navn var Morris Johnson, og det er beretningen om Johnsons liv og virke og evangeliske tjeneste, som er bogens omdrejningspunkt. Selv skriver den unge Johnson om sine vækkelsesmøder i Løkken: ”Vi har for en tid holdt møder i en liden landsby ved navn Løkken. Byen ligger på kysten ved Vesterhavet og har cirka 1000 indbyggere (…) Det er herligt at se, at mennesker kommer grædende til korset. De, som har søgt Gud, er mest unge. Vi har følt Herrens nærvær i hvert møde, og Guds ånd har arbejdet mægtigt på menneskenes hjerter. Pris ske Gud.”
Antallet af Johnsons tilhængere og mødedeltagere voksede, og der skete også helbredelser. Folk kom til tro. De blev frelst – og døbt! Særligt dåben gav anledning til stridigheder. Dåbshandlingerne foregik offentligt i Vesterhavet eller i vandhuller og samlede mange tilskuere. Der blev spyttet og gjort grin, og Johnson mødte stigende modstand. Men, som han gentog: Når Herren er på vor side, hvem kan da være imod os?
Vækkelsen vakte også stor opmærksomhed i den danske presse. De mange presseudklip, som er samlet i bogen og indeholder en del unødvendige gentagelser, viser, at det ikke kun er i dag, aviserne kan være hårde og bruge store overskrifter. Man kunne blandt andet læse følgende overskrift: ”Falsk Profet i Danmark afsløret som hvid Slavehandler. Hr. Johnson fra Amerika stiftede en ny Religion og døbte splitternøgne unge Piger i Vandhuller.”
Der kommer da også klager over Johnson til både provst, biskop og kirkeminister, men klagerne må afvises som grundløse.
Møderækkerne fortsætter med kraft og ånd og under meget frie former, som står i modsætning til den almindelige gudsdyrkelse. Som Johnson skrev:
”Den kolde teoretiske religion, som består af former og ceremonier, holder på at kvæle livet ud af de troende på så mange steder. Forleden var jeg til en begravelse. Bønnen og prædikenen blev læst ud af en bog.”
Og han spørger, hvad Luther mon ville sige til det?
Til gengæld glæder Johnson sig over, at lyset snart vil skinne klart her, og ”denne reformation skal vinde tusinder af tilhængere, som vil stå under sandhedens hellige banner”. Johnson dannede ”Guds Menighed”, som fik sin første kirke i Hjørring i 1914. Menigheden findes dog ikke længere.
Siden rejste Morris Johnson tilbage til Amerika, hvor han var præst i næsten 30 år. Han døde i 1947 kun 57 år gammel, slidt efter mange år i evangeliets tjeneste.
Beskrivelserne af denne store vækkelse minder på mange måder om den aktuelle tv-dokumentar ”Guds bedste børn”, hvor man følger forskellige frikirker og deres møder. Bogen giver ingen teologiske svar på vækkelserne, ligesom der heller ikke trækkes paralleller til nutidige vækkelser, hvilket ellers kunne have været interessant.
Alt efter tro og temperament kan man sukke, glædes eller bare undre sig over disse vækkelser. For hvad er det, som sker?
Det korte svar er vel: både godt og skidt. Et sted i bogen hedder det, at det er de sorteste skyer, som giver de kraftigste regnbyger. Måske kan det være et billede på disse vækkelsesbevægelser. Indimellem har vi også i kirken godt af en ordentlig plaskregn. Om ikke andet kan det give en længsel efter den blå himmel, og bagefter en desto større glæde over den stille, sagte, svalende brise.