Den strenge Sjostakovitj

Fokuseret fortolkning af Karen Gomyo

violin, klassisk musik, folkemusik, violiner
Violin, klassisk musik, folkemusik, violiner.

Sabeldans & Udstillingsbilleder det var den overskrift, man havde lanceret decembers første torsdagskoncert under. Forklaringen er, at programmet blev indledt med fem numre fra Aram Khatjaturjans balletmusik til Gajane, heriblandt Sabeldans, og at det blev afsluttet med Modest Musorgskijs Udstillingsbilleder som sædvanlig fremført i Maurice Ravels overdådige orkestrering.

Hermed havde man nedtonet aftenens sande storværk, Sjostakovitjs violinkoncert nr. 1 i a-mol. Man skal jo helst ikke forskrække folk. For denne koncert er yderst krævende, ikke blot for solist og orkester, men også for publikum. Den blev komponeret til den legendariske violinist David Oistrakh i slutningen af 1940erne, men på grund af tidens iskolde kulturpolitiske vinde først opført et par år efter Stalins død i 1953.

Her var det den unge canadiske violinist Karen Gomyo, der førte os gennem det unikke værk. Det er de to langsomme satser, den indledende nocturne og tredje-satsens passacaglia, der rummer værkets essens. De suppleres med to hvirvlende groteske satser, en scherzo som andensats og en afsluttende burlesque. Kunne en ung og endnu ikke helt eta-bleret nordamerikansk solist fortolke dette værk? Ja, den lille Karen Gomyo gjorde enhver forhåndsskepsis til skamme. Hun trængte fokuseret ind i denne musiks særlige væsen, spillede rent og stærkt gennem næsten fyrre minutter.

I sammenligning med denne fornemme præstation blegnede de øvrige værker trods deres notoriske effektivitet og bragende klange. Vi fik en rask tur gennem udstillingsbillederne, for den indledende promenade blev taget lige en kende for hurtigt, så man så at sige luntede ind i Musorgskijs udstillingssalon. Rundturen var ellers givtig nok, selvom man undervejs kunne have ønsket sig, at messingblæsernes indsatser havde siddet lige i skabet hver gang.

kultur@k.dk

Torsdagskoncert i DR Koncert-huset. Dirigent: Kirill Karabits. Solist: Karen Gomyo, violin.