Prøv avisen

Den svære ligning mellem krig, krudt og kirke

Danmark i krig. Redigeret af Jens Torkild Bak, Mette Bock og Peter Lodberg. 222 sider. 250 kroner. Anis.

Ny bog indeholder mange lidt for mange vinkler på Danmarks krige i Afghanistan og Irak. Den røde tråd mangler

Hvordan er det gået til, at Danmark er blevet en krigsførende nation efter i 125 år at have været en bange småstat? Og hvorfor er det sket?

Den slags spørgsmål ville man forfærdelig gerne høre statsministres og udenrigsministres ærlige svar på. I bogen Danmark i krig må vi foreløbig nøjes med en række professorers og lektorers bud.

En af dem er professor Nikolaj Petersen, der meget grundigt skriver om forskellen på stormagter, mellemmagter og småstater. I middelalderen var Danmark for det meste en regional stormagt, men i 1600-tallet blev landet svækket til en mellemmagt, ikke mindst på grund af Sveriges ekspansion. Med Danmarks inddragelse på fransk side i Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet fortsatte derouten, og katastrofen blev som bekendt fuldbyrdet med nederlaget i 1864 med tabet af Slesvig-Holsten til Preussen, svarende til 40 procent af helstatens befolkning og økonomiske formåen.

Herefter fulgte 125 år som småstat med tilstræbt neutralitet og forsøg på at falde i et med det internationale tapet. Med Murens fald i 1989 trådte landet imidlertid ind i en ny epoke, hvor det ifølge Nikolaj Petersen gradvist begyndte at opfatte sig selv som en mellemmagt. Et land, der gennem sin aktivistiske udenrigspolitik skulle engagere sig ikke bare med fredsbevarende, men med fredsskabende styrker rundt omkring i verden. Det begyndte med et engagement i Baltikum og østeuropæiske landes optagelse i EU, og det er foreløbig endt med de skarpe militære bidrag i Afghanistan og Libyen.

Professor Ove K. Pedersen fortsætter ad samme spor og spørger, hvorfor det har været i dansk interesse at agere stadig mere krigerisk i så vidt forskellige situationer og så langt fra det nærområde, der traditionelt har været af geopolitisk interesse for landet.

LÆS OGSÅ: 2013 gjorde Kierkegaard mere kendt

Han beklager også, hvor lidt den problemstilling er blevet diskuteret, og læseren får den tanke, at det nok netop er meningen med denne bog at skabe en sådan diskussion.

Men det er det måske ikke alligevel. For ligesom man er godt i gang med kapitlerne om dansk krigsdeltagelse, skifter antologien tema.

Seniorforsker Peter Vedel Kessing og tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olesen får lige netop gjort rede for de folkeretlige dilemmaer ved krigsførsel og de etiske problemer, der opstår, når militæret skal sikre humanitær hjælp.

Men så skal vi til noget helt andet. Nemlig de vanskelige spørgsmål om kristendom og krig. Domprovst Thomas Frank, lektor Kurt Villads Jensen og professor Kirsten Busch Nielsen skriver om så forskellige temaer som de formelle regler for værnspræsteordningen, middelalderens krige og korstog og reformatoren Martin Luthers syn på retfærdig krig. Kan man som kristen gå i krig? I sig selv et spørgsmål, der kunne bære en hel bog.

Endelig afrunder professor Uffe Østergaard Danmark i krig. Han tager udgangspunkt i et udsagn af den amerikanske sociolog Charles Tilly, der i 1975 skrev, at krigen skabte staten, og staten skabte krigen. Et provokerende udsagn, fordi det antyder, at krig kan have positive og konstruktive følger.

Uffe Østergaard bruger det til at vise, at siden krudtets opfindelse og indførsel på kontinentet i 1400-tallet har Europa udviklet sig gennem statsdannelser, der indbyrdes har konkurreret. Indimellem er konkurrencen blevet til krig det vil sige politikkens videreførelse med andre midler, som det er blevet formuleret.

Som det sikkert allerede fremgår, repræsenterer bogen et overflødighedshorn af viden. Læseren kommer dybt ind i de politiske, filosofiske og kristelige spørgsmålstegn, som krig rejser. Litterære noter, henvisninger til lovtekster og latinske fagudtryk bliver gavmildt strøet ud undervejs.

Netop derfor bliver det også alt for meget. De 0tte artikler har de seneste to år været diskuteret i Forum for Europæisk Kirkekundskab, hvor jurister, økonomer, politologer, historikere og litteraturhistorikere en gang om året samles for at tale om væsentlige emner.

Det kunne der uden tvivl været kommet en debatskabende udgivelse ud af. Det havde bare krævet en skarpere redigering.

For at begynde et sted burde redaktionen fra begyndelsen have besluttet sig for, om bogen skulle problematisere Danmarks krigsengagement, eller om den skulle handle om forholdet mellem krig og kristendom. Det er faren ved enhver antologi, at den mangler en rød tråd, og at der mangler sammenhæng mellem kapitlerne. Den fare har desværre ramt Danmark i krig.