Prøv avisen

Den svære vej til voksenlivet

-- Selv om jeg havde en god og tryg barndom, har mine forældre senere bekræftet mig i, at jeg blev meget ulykkelig og ensom over at blive forladt af én, jeg holdt af, siger Lisbeth Brun med henvisning til at hendes et år ældre søster skulle begynd ei skolen. (Foto: Kathrin Graber)

INTERVIEW -- Jeg tror på, at vi mennesker har nogle hjælpere, skytsengle, kan du kalde det, som dukker op, når vi har brug for dem, siger Lisbeth Brun, der debuterer med en roman om et barns ensomhed

Hvem er Lisbeth Brun? Og er romanen "Nord for Fjorden" mon hendes egne erindringer om en ensom barndom i et alt for stort hus? Spørgsmål, som denne nysgerrige læser har stillet sig selv et utal af gange, mens hun som en anden Sherlock Holmes har vendt side for side for at finde svaret. Og så er det hele egentlig lige ud af landevejen. Lisbeth Brun er netop sprunget ud som forfatter – ikke til en erindringsroman – men til en fiktiv historie om et ensomt barn og den svære vej til voksenlivet. Men huset. Det store hus da?

– Sådan ét voksede jeg selv op i, men i modsætning til romanens hovedperson havde jeg en tryg og lykkelig barndom. Alligevel har jeg som som de fleste andre børn haft følelsen af ensomhed tæt inde på livet, siger den 41-årige forfatter.

Lisbeth Brun er i dag lærer på en Rudolf Steiner-skole i Schweiz, men gør her opmærksom på, at romanen på ingen måde bygger på en antroposofisk filosofi. Det er vigtigt for hende at signalere, at de to sider af hendes tilværelse, antroposofien og romanen, er helt isoleret fra hinanden.

Af andre vigtige oplysninger kan den nyklækkede forfatter bidrage med, at hun ikke er født nord for Limfjorden, men syd for den. Nærmere bestemt i Hobro. Hun er heller ikke enebarn, som pigen i det store hus, men voksede op med to søskende. I det hele taget er det meste af dét, der står både på og mellem linjerne, ikke hentet ud af virkeligheden, men er produktet af en kreativ fantasi.

– Når jeg har ladet romanen foregå nordenfjords, hænger det sammen med, at jeg på vej hjem fra det Rudolf Steiner-seminarium i Oslo, hvor jeg i sin tid læste, ofte tog færgen til Hirtshals og kørte mod Hobro ad de små veje. Her lærte jeg det flade nordjydske landskab og hurtigt skiftende vejrlig at kende.

Hun så også alle de små, uddøde byer, der kun "levede" i turistsæsonen. Det var på de ture, hun fik ideen til scenariet. Det var også i dette landskab, hun placerede det store hus, en imponerende bygning med nyklassicistisk symmetri, som hun lader et ungt par, pigens forældre, flytte ind i. Herefter folder historien sig ud.

Lisbeths Bruns far var dyrlæge og hendes mor skolelærer. Ikke sagfører og tandlæge, som forældrene i romanen. Pigens moder har store drømme om at blive en berømt forsker. Drømme, hun lever ud i sit laboratorium i kælderen, hvor hun med en lille sav sønderdeler tand efter tand for at finde det endegyldige bevis på, at tandsættet kan forudsige senere sygdomme. Imens er pigen overladt til sig selv og sine egne tanker.

– Lige som pigen kommer jeg fra et godt borgerligt hjem, men mine søskende og jeg fik megen varme og opmærksomhed. Vores forældre læste højt for os om aftenen, og jeg husker, ud over de gode historier vi fik læst højt, med glæde min fars og mors stemmer, mens de læste op. Lige som jeg husker det hyggelige gule lys fra lampen over spisebordet og de smukke solnedgange, vi kunne se gennem vinduet. Men til trods for, at jeg har mange gode minder fra min barndom, har jeg lige som andre børn kendt til ensomhed. Og det er netop det, jeg gerne vil med min bog: På den ene side beskrive ensomheden, og på den anden side den kraft, der gør, at det lykkes et lille menneske, imod alle odds, at overleve.

Hvorfor er det lige barnets ensomhed, du beskriver?

– Jeg kunne også have skrevet om gamle på et plejehjem eller valgt skilsmisse som tema. Men jeg valgte at skrive om barnets ensomhed, fordi børn ikke ligesom voksne har mulighed for at trække sig tilbage. Barnet kan ikke krybe i ly bag avisen eller dulme sin fortvivlelse med spiritus eller cigaretter. Barnet er nådesløst overladt til virkeligheden. På godt og ondt.

Lisbeth Brun husker det tomrum, der opstod i hendes liv, da en ældre søster, som hun havde været meget sammen med, kom i skole.

– Selv om jeg havde en god og tryg barndom, har mine forældre senere bekræftet mig i, at jeg blev meget ulykkelig og ensom over at blive forladt af én, jeg holdt af. Den lille pige i romanen har slet ingen at henvende sig til. Jeg tror ikke hendes forældre, på linje med mange moderne forældre, er gearede til at tage sig af hende ... de har jo deres. Man kan sige, ensomhed handler om at høre til og ikke høre til. Ligesom huset ikke hører til på Herrens mark, hører pigen heller ikke til i det hjem. Der er plads nok, men det er ikke et sted for et barn at vokse op.

Hvad sker der med pigen?

– Man kan sige det sådan, at hun gennem hele barndommen ikke er til stede i sin egen krop, men går rundt som en mekanisk dukke. Ingen slår hende, ingen piner hende eller skælder hende ud, ingen gør hende i det hele taget bevidst ondt. Men det er ondt at mangle nærvær, kærlighed og ondt at blive udelukket af fællesskabet, fordi man mangler forståelse for, hvordan man omgås andre, for eksempel kammeraterne. Ingen har lært hende det. Derfor får hun ingen venner før i gymnasiet. Og først da hun får sin hest, får hun øjnene op for tilværelsen og dens muligheder.

Hesten og dens rytmiske bevægelser bærer hende bogstaveligt talt gennem puberteten.

– Hun klarer sig igennem dels på grund af sit stærke forhold til hesten, dels fordi hun er en overlever. Hun gjorde jo ikke alvor af at drikke den flaske gift, hun fandt på moderens bord, men vælger at kæmpe videre. Alene. Man kan gøre et barn fortræd på mange måder. Vi ved godt, det er forbudt at slå børn, men korporlig afstraffelse er ikke den eneste vej til smerte. Verbale ydmygelser, manglende kontakt og isolation kan gøre lige så stor fortræd.

Pigen får også hjælp fra det mere metafysiske univers. Blandt andet bliver hun hjulpet af "stemmen".

– Jeg tror på, at vi mennesker har nogle hjælpere, skytsengle, kan du kalde det, som dukker op, når vi har brug for dem. Stemmen er både en hjælper og en udfordrer. På et tidspunkt insisterer den på at ville opdrage hende til at tænke selv, men hun afviser den ... vil hellere drømme ... men får så, overraskende nok, hesten som gave af forældrene ... Og hesten redder hendes liv, så hun kan fortsætte den farefulde færd mod voksendommen.

moe@kristeligt-dagblad.dk