Den svære kærlighed

Ni nøgler skal hjælpe os til at få et bedre parforhold, men kan man bedrive hjælp til selvhjælp og mine terapisituationen uden hjælp fra tredjemand? Ny bog gør et forsøg

Det er ikke alle, der har det som Karl Ove Knausgård, der i sidste bind i ”Min Kamp” skriver: ”Hun vidste, at jeg hellere ville dø end gå i parterapi. Hvis valget stod mellem parterapi og døden, ville jeg uden tvivl have valgt døden.”

Hvis alle havde det som ham, ville Dimitrij Kielland Samoilow, der er psykolog med speciale i klinisk voksenpsykologi og klinisk familiepsykologi, ansat på Enerhaugen familieværnskontor og underviser i familieterapi ved Oslo Universitet, måske have svært ved at få smør på brødet. Men det er heldigvis ikke tilfældet. For han har haft mange par med ondt i samlivet i terapi i den aftapning, der hedder emotionsfokuseret parterapi (EFT), og hans erfaringer danner grund for bogen ”Kunsten at elske. 9 nøgler til det gode parforhold.”

Forskning viser, at hele 70 procent af de par, som går i terapi, får et bedre samliv, og det gælder også for det par, som vi møder i bogens gennemgående case, nemlig Marie og Anders.

Det viser sig dog senere, at de er fiktive størrelser, og selvom man nok tiltror Dimitrij Kielland Samoilow at kunne genskabe et par i problemer, svækker det alligevel troværdigheden, at de er en konstruktion.

Men uanset hvad: Med dem som ledsagere bevæger vi os op ad ni trin, der mimer en terapisituation, og får ni nøgler til nærhed og kærlighed.

Undervejs får vi både teori og eksempler samt tests og øvelser, som vi kan lave for at afklare, hvor vi selv befinder os, for eksempel når det gælder tilknytningsstil, som skal hjælpe os med at få kontakt med vores krop, eller som skal afklare, hvor trygge vi er.

Forfatteren nævner, at det kan være svært selv at bruge de ellers så udmærkede nøgler, der nok er elementære, men ikke desto mindre vanskelige at implementere i en helt almindelig hverdag, hvor ting som romantik og kommunikation kan have svære kår – at man kan komme til at mangle hjælp fra en tredjeperson. Og det har han formentlig ret i.

Det er i hvert fald svært at læse bogen som en decideret selvhjælpsbog, som kan erstatte terapien, selvom den dygtigt peger på en række af de ufordelagtige mønstre, som man kan havne i.

Men om bogen byder på nok til at forandre dem, kan man diskutere. ”Kunsten at elske” er snarere en bog, der kan anskueliggøre, hvad der er vanskeligt i det moderne parforhold, og hvad man skal være opmærksom på, men det er svært at se det par for sig, der sammen går op ad de ni trin uden at have en terapeut til at massere den modvilje, som uvilkårligt må opstå undervejs, og det mudrer bogens præmis – og selvom den er skarp i sin skildring af de mange klassiske situationer, man kan havne i som par, er og bliver den stærkere i det deskriptive end i det anvisende.

Dimitrij Kielland Samoilow lader sin bog dele titel med den tysk-amerikanske psykolog, sociolog og psykoanalytiker Erich Fromms ”Kunsten at elske. Et essay om kærlighedens kultur” fra 1956, og selvom de begge bekender sig til den sociale påvirknings dominans over den biologiske, kan man godt have sine tvivl om, hvorvidt førstnævnte også vil blive læst om et halvt århundrede, selvom han har skrevet en solid og sober bog om det moderne og svære samliv, hvor kærligheden ofte er det eneste, der legitimerer.8