Prøv avisen

Venstrefløjs-sociolog udstiller Sveriges ugennemtænkte "mangfoldighedsstrategi"

4 stjerner
Foto: Adam Ihse/Ritzau Scanpix

Op til valget i Sverige i morgen udkommer denne tankevækkende venstrefløjskritik af den officielle svenske mangfoldighedsstrategi. Venstrefløjen tror, den er progressiv, men i virkeligheden er den konservativ, konkluderer Göran Adamson

Det er godt timet, at denne bog af den svenske sociolog Göran Adamson med en uddannelse i Storbritannien bag sig når at udkomme inden det svenske valg i morgen. ”De gode viljers land” udkom oprindelig i 2014 og er også kommet på engelsk, men har ikke indgået i den danske debat om multikulturalisme som politisk ideologi.

Det er en skam, for som detaljeret undersøgelse af den officielle svenske strategi for at fremme ”mangfoldighed” i de videregående uddannelser de seneste 20 år giver bogen et vigtigt bidrag til at forstå vælgeroprøret mod Socialdemokraterne og den store fremgang for de hidtil isolerede Sverigedemokraterne.

I efteråret 1999 fik Sveriges statslige myndigheder som opgave af den socialdemokratiske regering med Mona Sahlin som drivkraft at udarbejde såkaldte ”mangfoldighedsplaner” til fremme af etnisk ligestilling blandt deres medarbejdere. Opfordringen blev mødt med entusiasme, hvad enhver der kommer på svenske institutioner kan overbevise sig om ved selvsyn. Uddannelsessektoren afspejler meget mere end i Danmark befolkningens etniske sammensætning, idet mindst 20 procent af de ansatte på universiteterne er født uden for Sverige.

Det, skulle man mene, var en ubetinget succes, men Adamson påviser med stor grundighed de utilsigtede følger af denne politik. Som han slagkraftigt formulerer det, er diskussionsniveauet sunket, men farvepragten taget til. Han taler politisk ukorrekt om forskelle i begavelse mellem etniske grupper. Det er et minefelt, og han skulle nok have holdt sig til at tale om forskellige traditioner.

Men hans kritik af den etniske diskurs og den svenske modernitetsforståelse, som selv tror, at den er progressiv, men reelt konserverer medbragte kvindesyn og manglende demokratiske traditioner fra lande, vi ellers ikke tøver med at kritisere, er berettiget og tankevækkende. Også i en nordisk kontekst.

Adamsons inspiration til kritikken af den særlige svenske udgave af multikulturalismen er den afdøde britiske politiske tænker Bernard Crick, der især er kendt for den bedste biografi om George Orwell. Vi kender Orwell bedst fra dystopien ”1984”, men han var en forsvarer af engelsk national identitet (modsat britisk imperial) fra et venstreorienteret standpunkt.

Den samme opfattelse formulerede Bernard Crick tilbage i 1963 med profetisk klarhed ved åbningsceremonien for ”Society Against Racial Discrimination” på London School of Economics and Political Science. Her krævede han til forsamlingens undren, at vi bør behandle indvandrergrupperne som ”lige”, men ”ikke som mere end lige”. Det blev ikke forstået i 1960’erne og slet ikke af det officielle Sverige, hverken i 1990’erne eller i dag.

Positiv diskrimination lyder godt, men er farligt, hvis det går ud over kvalitet og målbare resultater. Og går ud over den sociale mobilitet, der reelt er gået i stå i de nordiske samfund. Forunderligt nok som resultat af en velmenende socialdemokratisk lighedstænkning kombineret med doktrinær liberalisme.

Hvor meget det vil ændre sig efter søndagens valg, er svært at forudsige, men det er godt, at vi i Danmark har fået dette casestudie i risikabel multikulturalisme. En politik, der er velment, men sætter de værdier på spil, som mange af indvandrerne oprindeligt efterspurgte, da de søgte til de nordiske velfærdsstater. Multikulturalismen tror selv på at fremme lighed fra et venstreorienteret standpunkt, men er i virkeligheden konservativ og bevarende på en dårlig måde, samtidig med at den passer til den neoliberale globaliserings ønsker om at undergrave de kollektive ordninger, der har tjent de nordiske velfærdsstater så godt.

I Danmark er vi ved at besinde os på de historiske forudsætninger for denne model under overskrifter som lutheranisme, grundtvigianisme og socialt demokrati. Der er Sverige og Adamson ikke – endnu. Det kommer måske i hans næste bog, som forhåbentlig kommer hurtigere på dansk.

Og denne gang med noter og litteratur, der i den foreliggende udgave skal findes på nettet. Det er en dårlig løsning. Enten e-bog eller papirbog. Blandingen af medier fører bare til, at man ikke læser de righoldige noter, og det er synd, for vi får her en velorienteret indføring i en vigtig britisk-canadisk debat oven på en harmdirrende gennemgang af følgerne af den ugennemtænkte svenske ”mangfoldighedsstrategi”.