Vladimir Nabokov (1899-1977) kendte engang en ung mand, der følte en panisk angst, da han for første gang så en hjemmevideo, der var filmet et par uger før hans egen fødsel. Panikken opstod, fordi han kunne se, at alting var det samme – verden stod – selvom han endnu ikke var født.
Hans mor vinkede til kameraet, og et sted stod en helt ny barnevogn, antageligvis tiltænkt ham selv. Fra den unge mands synsvinkel lignede den mest af alt en ligkiste: ”Som om hans knogler, i tidens omvendte løb, havde opløst sig selv.” Denne unge mand var, ifølge Nabokov, en kronofob. En, der frygter tid.
Det gjorde Vladimir Nabokov på en måde også. Hans hyldede erindringer, ”Speak, Memory” (oversat til dansk som både ”Min europæiske ungdom” og ”Sig frem, erindring”), der udkom på engelsk under Nabokovs amerikanske eksil, er netop kampen mod menneskets kronofobi:
”Sund fornuft siger os, at vores liv blot er et kort lysglimt mellem to evigheder af mørke … At dette mørke udelukkende skyldes tidens vægge, der skiller mig og mine skrammede knoer fra tidløshedens frie verden er en overbevisning, jeg gladelig deler med den mest prangende overmalede barbar,” konstaterer han på de første sider.
Men det liv, vi alle lever, fanget mellem tidens vægge, kan protestere mod denne tingenes tilstand gennem mindet. Det var dét oprør, der skabte nerven i ”Speak, Memory”, der udkom første gang under en anden titel i 1951 og i kraftigt revideret form i 1966.
Vladimir Nabokovs opvækst var dybt privilegeret som en del af adelen med elskede, sekulære og vestligt orienterede forældre, spraglede unge mænd som huslærere og de første forførende forelskelser. I genfortællingen bliver det til en smertefuldt melankolsk tro på, at mindeprosaen er en modmagt til tidsligheden.
Som eksempelvis barndommens husholderske: ”En mat, utroligt rynket gammel dame (født som slave omkring år 1830) med en melankolsk skildpaddes lille ansigt og store, sjokkende fødder. Hun bar en nonneagtig brun kjole og afgav en lille, men uforglemmelig duft af kaffe og forfald.”
Hun havde været hans mors sygeplejerske, men var i sin halvsenile alderdom blevet det, Nabokov kalder ”nominelt” ansvarlig for husholdningen i barndomshjemmet.
Man kan mene, at beskrivelsen lyder kynisk, men man ville i så fald overse både Nabokovs stil og ærinde; en særpræget evne til hårde og overrumplende metaforer, der skal genskabe en svunden tids tilsyneladende uigenkaldelighed. Den elskede husholderske lever i mindet, og prosaens formål er her mindets liv. Som den ubønhørlige stilist, Vladimir Nabokov var, kan kun tekstens perfekte overensstemmelse med mindet sørge for, at det bevares.
Måske det var passager som denne, der fik den legendariske amerikanske forfatter og kritiker John Updike til rammende at beskrive Nabokovs erindringer som ”en ateists tro på similiens magi og den svundne tids hellighed”.
Mange vil nok forbinde Nabokov med den (i det ydre) rå ”Lolita” (1955), men måske ”Speak, Memory” kan bidrage til en forskydning i forestillingerne. ”Lolita” er ikke god, fordi den er hårdkogt – selvom det ikke skader – og Nabokovs blå erindringer er ikke engang i det ydre hårdkogte.
Da jeg engang dyrkede ”Lolita” og talte med et par venner om, hvorfra aggressionen og råheden kom, foreslog jeg, at man nok også selv ville være i det mørke hjørne, hvis venstreorienterede ideologer havde taget alt, hvad ens familie ejede, inklusive stederne for ens blå og gyldne barndomsminder.
Det var ikke korrekt, at det handlede om ejendom, og Nabokov var nok aldrig rigtig rå:
”Min foragt for den (russiske) emigrant, der ’hader de røde’, fordi de ’stjal’ hans penge og land, er total. Den nostalgi, jeg i alle disse år har hæget om, er en forstørret følelse af tabt barndom, ikke sorg over tabte pengesedler. Jeg forbeholder mig ret til at længes efter en økologisk niche: ’Under himmelen/ i mit Amerika at sukke/ efter et sted i Rusland’.”
At kalde Nabokovs erindringer for de største kan være tvivlsomt med tanke på, at Stefans Zweigs verden af i går også stadig findes genskabt i prosa. Men Nabokovs suk, brugt som kronofobens oprør mod mørkets to evigheder, har i sandhed en vis litterær hellighed over sig. Og de er på 50-året for deres udgivelse ikke engang svundne.