For cirka halvandet år siden meldte 69 personer sig på banen i debatten med 21 teser om åndsfrihed. Flokken rummede repræsentanter fra de kirkelige, videnskabelige og folkelige kredse, der var enige om, at åndsfriheden er under pres.
Det skabte dengang diskussion, da nogle fandt projektet enten overflødigt eller mangelfuldt, og nu har én af initiativtagerne, Carsten Hjorth Pedersen, leder af Kristent Pædagogisk Institut, som opfølgning til teserne skrevet bogen Respekt! om åndsfrihed i dag. Med fokus på bestemte områder som blandt andet islam, kirke, familie og skole indkredser Hjorth Pedersen nogle problemer, der i hans øjne er opstået i Danmark i de senere år. Det sker med støtte fra mentale pejlemærker som især Grundtvig og Holger Kjær, der var lærer på Askov Højskole og en flittig debattør og skribent. Denne bog udgør altså en blanding af overblik over åndsfrihedens væsen og rødder og et forsøg på at vække til omtanke i vores omgang med den i dag. Og den vil forhåbentlig blive læst af mange. For mens Hjorth Pedersen af og til kommer lidt for let om ved det, hvilket vi skal se, har han nogle yderst vigtige pointer, der kendetegner tiden og er vigtige at forstå.
LÆS OGSÅ: 1000-årig læsekultur redder islandske boghandlere
Overordnet peger forfatteren på, at der må skelnes mellem åndsfrihed og tålsomhed. Åndsfrihed defineres som dette, at man ikke blot accepterer anderledes tænkende mindretal, men værdsætter dem og aktivt kæmper for deres ret til at eksistere. Tålsomhed, derimod, betyder, at man lige nøjagtig affinder sig med de andre, og denne underskudsagtige mentalitet præger os i for høj grad i dag, mener Hjorth Pedersen. Vi bestræber os ikke nok på at møde de anderledes med både respekt og konfrontation, for vi anerkender ikke deres egenart, men indtager i stedet det passive, tålsomme syn på dem. Og derudover pointeres det, at dyrkelsen af lighed i dag i realiteten modarbejder åndsfriheden. Hjorth Pedersen skriver: Jo mindre sandhed og ret betyder for mennesker, og jo mere relativistisk mennesker tænker og lever, desto mere ligegyldig forekommer åndsfriheden. Dette er vise ord, der burde indprentes i de mere fanatiske lighedsdyrkere, der ikke forstår, at den største respekt mennesker imellem jo netop består i at kunne være ligeværdige i en sammensat verden. Denne kritik af lighedsideologien og den golde ensretning er i mine øjne bogens vigtigste budskab, og man bladrer spændt frem til kirkekapitlet for at se, om tanken føres igennem i synet på de homoseksuelle vielser. Og det gør den. Det slås fast, at det ud fra åndsfrihedens synsvinkel kan forsvares at arbejde for, at kirken ikke skal vie homoseksuelle, hvis man i øvrigt opfatter dem som ligeværdige medlemmer af samfundet. Dette er god tænkning og tilmed oplagt sommerlæsning for kirkeministeren.
Problemerne med Hjorth Pedersens ellers fornuftige omgang med åndsfriheden opstår især i forholdet til islam. Her konfronteres dansk åndsfrihed på særlig vis, da islam rummer problematiske elementer af tvang. Klassisk er spørgsmålet om, hvorvidt man med respekt for åndsfriheden kan lovgive for religiøs påklædning, fordi man mener, at den gør vold på den enkeltes frihed? Nej, siger Hjorth Pedersen, vi må ikke hindre andres religiøse praksis.
Han erkender, at åndsfriheden er sårbar over for dem, der inden for lovens rammer vil begrænse friheden, men han fastholder, at muslimerne skal bearbejdes gennem omsorg, forståelse, ord og argumenter. Og hvis nogen skulle mene, at det lyder en kende naivt, lyder svaret: Nu er åndsfrihed og tillid imidlertid ikke naivitet. For når man parrer dem begge med omtanke, undgår man som regel den stupide godtroenhed. Omtanke! Så er vi ude på åbent land, hvor alle dilemmaerne opstår, og dermed også derude, hvor denne bog rummer lidt for mange ubesvarede spørgsmål og løse holdninger. For eksempel kaldes Jyllands-Postens Muhammed-tegninger for et åndløst projekt, selvom dette vel netop udøvede den konfrontation, der nævnes som en kvalitet ved åndsfriheden. Også moské-problematikken omgås for let. Hjorth Pedersen opremser de selvfølgelige punkter angående religionsfrihed, mens faren for radikalisering i stormoskéer blot nævnes som noget, der jo skal tages alvorligt. Det er en svaghed ved bogen, at Hjort Pedersen ikke går dybere ind i netop de spørgsmål, der sætter hans omtanke-princip allermest på prøve, og af og til forfalder han til snusfornuftig spejdermoral. Han er stærkere i de store linjer end i de konkrete dilemmaer, men til gengæld er netop de store linjer og ikke mindst kritikken af den golde lighedsdyrkelse uhyre velanbragt. Respekt! er en nyttig bog på rette sted.