Den syrlige og misantropiske digter bag ”Gullivers rejser”

Ny biografi kulegraver Jonathan Swifts liv, men forsømmer de idéhistoriske dimensioner i hans store klassiker

Jonathan Swift (1667-1745) blev født i Dublin af engelske forældre, og det var også her, han kom til at fungere som domprovst. I ”Gullivers rejser” (billedet) lader han hovedpersonen Lemuel Gulliver blive til en kæmpe under besøget hos lilleputterne. –
Jonathan Swift (1667-1745) blev født i Dublin af engelske forældre, og det var også her, han kom til at fungere som domprovst. I ”Gullivers rejser” (billedet) lader han hovedpersonen Lemuel Gulliver blive til en kæmpe under besøget hos lilleputterne. – . Foto: Mary Evans Picture Library/ ritzau.

Det fortælles, at Jonathan Swift ved et selskab engang havde fået en dame til bords, der spurgte ham: ”Sig mig, hr. domprovst, – når jeg hver morgen ser mig selv i spejlet og glæder mig over min egen skønhed, er det så en synd?”

”Nej,” svarede Swift irriteret, ”det er ingen synd, det er en fejltagelse!”

At forfatteren til ”Gullivers rejser” ikke var nogen stor diplomat, endsige charmør, fremgår da også af litteraten Johns Stubbs’ store biografi.

Jonathan Swift (1667-1745) blev født i Dublin af engelske forældre, og det var også her, han kom til at fungere som domprovst. I dag kender vi dog primært Jonathan Swift, fordi romanen ”Gullivers rejser” gjorde ham til den nok betydeligste engelske forfatter i første halvdel af 1700- tallet.

Swifts levnedsskildring kan berette, at selv om Swift helst havde set, at ”Gullivers rejser” var udkommet anonymt eller under pseudonym, så gjorde han sig samtidig umage for at sikre sig gunstige royalties hos forlaget.

Det viste sig at være en klog disposition, for bogen blev en succès de scandale og genstand for både forargelse og begejstring. Swift skrev nemlig ikke litteratur af kunstneriske grunde, men fordi han ville berøve folk deres illusioner.

Det fremgik allerede af fablen ”Fortællingen om en tønde”, hvori Swift anskuede hele kirkehistorien under synsvinklen ”klæder skaber folk”. Teologen Swift var rystet over det lave intellektuelle niveau blandt bisper, hvorfor han maliciøst skrev:

”Vi kalder en passende forening af fint linned og sort fløjl en biskop.”

I ”Gullivers rejser” lader han hovedpersonen Lemuel Gulliver blive til en kæmpe under besøget hos lilleputterne, hvorimod han optræder som dværg under opholdet i fantasilandet Brobdingnag. Som Stubbs understreger, forfattede Swift ”Gullivers rejser” under indtryk af de store opdagelsesrejser, der gjorde mennesket bevidst om det relative i sin egen eksistens.

Den tredje rejse førte Gulliver blandt andet til det fiktive Balnibarbi, hvor han besøger Lagado-akademiet og melankolsk konstaterer, at ”der ikke er nogen tanke så overspændt og fornuftsstridig, at ikke en eller anden filosof har hævdet dens sandhed”.

Her er således ansat en professor, der argumenterer for at skabe enighed mellem de forskellige partier ved at operere politikernes hjerner i harmoniserende retning.

Man forstår udmærket, at George Orwell kunne lade sig inspirere af Swifts satire i sit opgør med totalitarismen i ”1984”, men at Jonathan Swift blev en af verdens mest læste børnebogsforfattere er til gengæld et ejendommeligt paradoks.

For ligesom Gulliver var også Swift en sortseer.

Under den irske hungersnød i 1720’erne nedfældede han i en blanding af ironi og misantropi det berygtede essay om, hvordan sulten kunne afhjælpes:

”En meget kyndig amerikaner, som jeg kender i London, har over for mig forsikret, at et lille sundt og godt ammet barn i etårsalderen er en overordentlig lækker, nærende og sund spise, både stuvet, ristet, steget og kogt, og jeg nærer ikke den ringeste tvivl om, at det også kan serveres som frikassé eller ragout.”

Jo, der er sort galde i Swifts vid, og det bliver ikke mindre tydeligt, da Gulliver kommer til Houyhnhnmernes land. Houyhnhnmerne er rationelt tænkende heste, som er så ædle og dydige, at de knap kan begribe Gullivers beretninger om sin hjemstavns trakasserier og tvister, skønt disse heste er omgivet af yahooer, der er en degeneret form for menneskevæsner. Gulliver må bittert erkende, at han selv ligner yahooerne mere end hestene.

Det er en skam, at John Stubbs affærdiger Gullivers fjerde rejse som den ældre mands knarvorne indstilling til livet. For i modsætningen mellem hoyhnhnmer og yahooer kontrasterer Swift filosofferne Thomas Hobbes og John Locke. Yahooerne inkarnerer den dyriske tilstand, som Hobbes kaldte for alles krig mod alle. Hoyhnhnmenerne honorerer derimod Lockes forestilling om et liv i frihed baseret på fornuft.

Således trækker fjerde del af ”Gullivers rejser” modsætningsforholdet op mellem arvesyndens virkelighed og 1700-tallets oplysningstid og optimistiske menneskebillede. På den sidste side i ”Gullivers rejser” skriver den konservative teolog Swift, at problemet med oplysningstiden er, at den mangler ”en dybtgående kendskab til menneskenaturen”.

Den manglede Swift ikke selv. Alligevel testamenterede han hele sin formue til opførelsen af et psykiatrisk hospital, så måske var Swift alligevel mere menneskeven, end han gav udtryk for.

Hver mandag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.