Prøv avisen

Den tabte tid genopstår i digtet

TEGNING: MORTEN VOIGT

"Når jeg oplever, at folk dør omkring mig, minder det mig da også om, at det vigtigste er kærligheden og arbejdet," siger digteren Søren Ulrik Thomsen, der med digtsamlingen "Rystet spejl" kan fejre sit 30-års-jubilæum som digter

Det første, jeg tænker på, er et bibelvers, da jeg sidder med en stak halvhemmelige papirer fra forlaget Gyldendal. "Rystet spejl" står der på første A4-side. Titlen dækker over den danske digter Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling, der udkommer den 1. marts. Og pludselig dukker et par af Paulus' kendte linjer op i erindringen: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt". Rent litterært kan man også hurtigt få fornemmelsen af at se ind i et rystet spejl, der både er en gåde og en kilde til ny klarhed, når man bladrer gennem Thomsens nye digte. For de synes konstant at kaste nye betydninger af sig, når man ser nærmere på dem.

Søren Ulrik Thomsen er selv en erklæret kirkegænger og bibel- og salmebogslæser, men han skelner meget markant mellem sin tro og sin digtning. For, som han siger, han er "kristen og digter", men ikke en "kristen digter". Og den nye digtsamlings titel er heller ikke direkte inspireret af Paulus, fortæller han, da vi mødes til en samtale om døden, erindringen, den tabte tid og alt det, der trods alt er tilbage at glæde sig over og håbe på – herunder det kristne håb:

"Som jeg skriver i noten til min digtsamling står enhver tekst i gæld til en uoverskuelig mængde andre tekster, så Paulus' tekst kan sagtens have været en ubevidst inspiration. For du har jo ret i sammenligningen. Så vidt jeg forstår, gengav de spejle, man lavede på Paulus' tid, ikke virkeligheden på samme perfekte måde som nutidens spejle. Og min titel refererer også til et rystet spejl, hvor man ikke ser 'ansigt til ansigt', men 'i en gåde', når man for eksempel prøver at spejle en følelse eller en erindring om en tabt tid i et digt," siger Søren Ulrik Thomsen og slår ud med hånden, hvor en spejlblank vielsesring glimter i lyset fra vinduet og vidner om, at der også findes en lovende fremtid, han er i færd med at skrive.

"Rystet spejl" er Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i ni år. Det er hans ottende digtsamling, og den markerer samtidig hans 30-års-jubilæum som forfatter. Ved samme lejlighed har han skiftet forlag til Gyldendal, efter at hans mangeårige redaktør blev fyret på Vindrose under det kriseramte forlag Borgen. Men Søren Ulrik Thomsen må være et scoop for Gyldendal. For det er altid en betydelig bogbegivenhed, når han udsender en bog. Søren Ulrik Thomsen er ikke kun kendt som en eminent essayist og en af Danmarks dygtigste digtere, men han regnes også for landets måske mest perfektionistiske poet. Til gengæld skal ejendomsmæglerne i Hvidovre nok ikke glæde sig for tidligt til de nye digte. For det er ikke just god reklame for forstaden at læse Thomsens nye digt:

"I Hvidovre, på novemberdage (...)hvortil fortvivlelsen flygter/ fordi den selv er fortvivlet/ over at findes."

Anderledes livsglæde er der at finde midt i samlingen, hvor der er: "blevet plads til 11 linjer/ om mælkebøtterne/hvis lys jeg igen i år havde glemt/ med ét blir tændt som et tivoli". Og måske skal man også se en slags håb i, at samlingens mange skrifttematiske vintermetaforer som "sorte roser i sneen" netop bliver udsendt på årets første officielle forårsdag.

"Der er altid en modstrøm i mine digte, for i samme digt om mælkebøtterne står nulpunktet og kærligheden klos op ad hinanden i linjerne ... og vågne mens natten er dybest/ og stilheden størst/ med en hånd så let på sin skulder.." siger Søren Ulrik Thomsen, der dog ikke er meget for selv at tolke sine nye digte. Men med samlingen stikker Thomsen sin sproglige syl ned i de store almenmenneskelige paradokser som tiden, døden og erindringen:

"Når man har rundet 50 år som jeg, har man jo allerede fået meget fortid foræret. Og jeg tror, at det er en meget almenmenneskelig erfaring, at tiden opleves, som om den går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Da jeg var ung, syntes jeg, at et år var uoverskuelig lang tid. Jeg kunne ikke forestille mig, hvor jeg selv ville være henne om et år. Og når der var gået et år, kunne jeg næsten ikke kende mig selv, hvis jeg kiggede på mig selv som et år yngre. Jeg syntes, at de plader, jeg havde hørt, og de bøger, jeg havde læst, var latterlige, fordi jeg mente at have udviklet mig kolossalt meget på det ene år. Men pludselig opleves et tiår, som om det er gået sådan her," siger Søren Ulrik Thomsen og knipser ud i rummet.

"Men jeg tror, at der er en god logik i, at man oplever det sådan. Som ung skal man jo føle, at man har al tid i verden, så man altid kan begynde forfra på noget helt femte. For det er takket være dén sorgløshed, at der opstår noget helt nyt. At nogle unge menne- sker uden videre bruger årevis på at skrive nye, uhørte digte, at opfinde ny medicin eller springer fra jura til antropologi, fordi det pludselig viser sig at være det rigtige studium. Men det er også vigtigt, at den oplevelse ændrer sig, så man bliver klar over, at den tid, man har på jorden, er begrænset, så man skal sørge for at få gjort det, man skal, nydt det, man skal, og sagt det, man skal, til folk. Derfor tror jeg, at der er en logik i, at der er et skift i tidsfornemmelsen."

Men har døden og tiden ikke altid spillet en rolle i dit forfatterskab?"Jo. Tid har altid spillet en stor rolle i mine digte. Der er for eksempel nogle billeder, der bliver ved med at optræde i mine digte, og det er "tænder" og "kalendere". Man kan sige, at et tandsæt også er en slags kalender. For som tiden går, ændrer ens tandsæt sig, og i den nye samling er der også en sætning om "at falde i søvn med kæben fuld af guldtænder". Jeg har også skrevet om døden fra min tidlige ungdom, men, som der står i et af de nye digte, "som ung forekom barndommen mig lige så uvirkelig/ som døden/ vi diskuterede som et matematisk bevis". I min poetik "Mit lys brænder" (fra 1985, red.) bliver døden måske diskuteret som et matematisk bevis, men denne gang er det nogle konkrete dødsfald, der har sat mine tanker i gang. Begge mine forældre lever heldigvis i bedste velgående, de nærmer sig 80 år, holder Kristeligt Dagblad og Politiken og cykler dagligt til Charlottenlund for at vinterbade. Men jeg har oplevet mange andre, der pludselig er døde. Min kone oplevede, at hendes mor og hendes søster døde med en måneds mellemrum, og en dag sad jeg med avisen og så dødsannoncerne for to af mine gamle gymnasiekammerater på samme side. Det er ikke mindst den slags oplevelser, der ligger bag digtsamlingen."

Hvordan har du ændret syn på døden, siden du var ung?

"Jeg har ikke ændret syn på døden. Jeg er stadig rædselsslagen for den. Det er jeg selvfølgelig, fordi det er den komplette udslettelse, men også, fordi ingen ved, hvad den er. Jeg er godt klar over, at nogle taler om, at de har været "på den anden side" og er kommet tilbage, men det giver jeg ikke noget for. De er jo ikke døde. Og døden er en uro og en anfægtelse for mig, men jeg håber aldrig, at jeg bliver så ophøjet buddhistisk, at jeg får "et syn på den". Og selvom jeg selv er troende, er mange af mine inspirationskilder ateister, for eksempel den svenske digter Werner Aspenström. Og Freud, som er en mine helte, hvis blufærdige motto "Lieben und arbeiten", jeg helt kan tilslutte mig. Og når jeg oplever, at folk dør omkring mig, minder det mig da også om, at det vigtigste er kærligheden og arbejdet. Og jeg bliver altid glad, hvis det lykkes i et digt at fastholde alt det kaotiske, uforudsigelige og komplekse i tilværelsen, men i en klar form."

I digtsamlingen skriver Thomsen om et gravsted "som nu engang er det sted i verden/ hvor du ikke er". Men håbet om en opstandelse spiller dog også sin egen underspillede rolle i samlingen, når Thomsen skriver om en afdød ven, at det nu er "lige så umuligt/at tro du helt er forsvundet/ som det dengang var svært at forstå/ at du stadig gik rundt på Nørrebro." Og i det efterfølgende digt skriver han ligefrem, at "tanken om opstandelsen ikke (er) mærkeligere/end at vi virkelig findes".

"Det er jo ikke nogen stor og dramatisk apologi for opstandelsestroen. Den slags hører hjemme i trosbekendelsen. Men det er bare en påvisning af, at nok er tanken om opstandelsen helt mærkelig, men jo egentlig ikke mærkeligere, end at vi overhovedet findes. Man kan sige, at det er en indirekte eller blufærdig måde at tale om opstandelse på. Og min opgave som digter er heller ikke, at mine digte skal passe til nogen dogmatik. For kunsten har sit eget liv, og selvom jeg ikke selv skulle genopstå, har jeg da et håb om, at et par af mine digte i det mindste kan leve videre efter min død, så mine digte er måske også et forsøg på at redde noget af den tabte tid i land ved at spejle den i digtene."

ohrstrom@k.dk