”Vi er en lys familie”. Sådan lyder moderens besværgende mantra i Linda Boström Knausgårds roman ”Velkommen til Amerika”. Mor insisterer på lyset, og med sin flagrende skuespillerkarakter (sig ordet på svensk: ”skådespelare”, og hele Bergmans indstændige udforskning af den karakter klinger med) bringer hun også lys ind i den store seksværelses stockholmerlejlighed. Men det er, som om hun slet ikke ænser, hvor underdrejet familien er.
Den alkoholiserede og psykisk syge far, som trods skilsmissen gennem mange år har tyranniseret familien, er død. Det burde være en lettelse og give anledning til en sorg, som de tilbageblevne kunne forenes i. I stedet er de alle tre som sårede dele af en familieorganisme, katapulteret ud i hver deres afkrog af lejligheden.
11-årige Ellen er romanens fortæller. Hvilket i sig selv er et paradoks i og med, at Ellen ikke taler mere, ligesom hun også vægrer sig ved at skrive i den notesbog, hendes mor har givet hende.
Ellens voldelige storebror har simpelthen forskanset sig ved at sømme sin dør til, også han har opgivet sproget og i stedet valgt musikken. Ellen har ønsket sin far død i årevis. Hun har bedt til Gud om det hver aften, hun har forestillet sig, hvordan hun helt konkret selv kunne slå ham ihjel:
”Man tror, man ønsker sig, at ens ønsker går i opfyldelse. Men det gør man ikke. Man vil aldrig have sine ønsker til at gå i opfyldelse. Det forstyrrer en orden. Den orden, som man egentlig ønsker sig. Man vil blive skuffet. Man vil blive såret og kæmpe for sin overlevelse. Man vil have forkerte gaver til sin fødselsdag. Man tror måske, at man vil have det, som man har tænkt sig, men det vil man ikke.”
Man vil have, hvad man ønsker sig, og så alligevel slet, slet ikke. Barnets ønsker er grandiose og skal afgrænses af den voksnes forankring i realiteten.
Da Ellens far dør, giver det forfærdelig mening inden for hendes barnligt magiske tænkning. Hun har haft Gud på sin side: ”Jeg havde tilgang til Gud. Det var mig og Gud, der havde slået min far ihjel.” Den lille pige påtager sig en helt urimelig skyld, uden at nogen omkring hende forstår, hvad der er sket. Tilmed idømmer hun sig selv den hårdeste straf ved at blive tavs som graven.
Ellens tavshed er den ypperligste opvisning af kontrol. En måde, hvorpå man kan holde sammen på sig selv, gøre sig selv uimodtagelig som en fæstning. Men måske er tavsheden også et nødvendigt selvforsvar, hvis Ellen ikke bogstavelig talt skal gå i sin mor igen, forsvinde i moderens altfavnende blinde kærlighed. Vægring som en måde at mestre sin verden på.
”Velkommen til Amerika” kan også læses som en bog om at blive skrivende. To gange skriver Ellen i notesbogen. Hun skriver, da skolen brænder, og hun skriver for at gennemhulle de tanker, der pludselig føles som virkelighed, og som får hendes far til at sidde lyslevende på hendes sengekant. Skriften som kommunikation og som virkelighedspåkalder.
”Velkommen til Amerika” har mor sunget fra scenen, hvor hun spillede en falden frihedsgudinde (med referencer til Kafkas ”Amerika”). Drømmen om Amerika er ikke Amerika.
Linda Boström Knausgårds roman er imidlertid ikke en sort fortælling. Dens kvalitet ligger netop i dobbeltheden. Der er så meget sanseligt nærvær mellem mor og barn, så meget lys, der måske bliver ekstra tydeligt i kraft af Ellens mørke. Midt i alt det svære indeni er der den varme konkretion, et morgenmåltids omhu, blåbær og grapejuice.
Linda Boström Knausgårds roman er en tæt lille fortælling. Det er ikke en realistisk roman, men nærmere et symbolsk og psykologisk drømmespil om et følsomt barn. Knausgård skriver ikke, som barnet taler, men hun er i stand til at formulere barnets egenartede og ensomme indsigter, så man ikke glemmer det igen.