I en tid fyldt med debat om kristendommen i Europa og det sekulære samfund falder denne bog på rette sted. Der er tale om en ph.d.-afhandling af cand.mag. i filosofi og litteraturhistorie Matias Møl Dalsgaard med titlen Det protestantiske selv, der primært med hjælp fra Søren Kierkegaard beskriver mennesket i et protestantisk sekulært samfund. Men også med udgangspunkt i blandt andre Martin Luther, Augustin, filosoffen Charles Taylor og sociologen Max Weber.
LÆS OGSÅ:Kierkegaards tanker
Ifølge Dalsgaard er det protestantiske selv blevet til efter en udførlig teologi, der på den ene side gennem opgøret med gerningsretfærdigheden sætter den enkelte fri i en tilværelse, hvor det religiøse indhold er ubestemt. Men hvor mennesket samtidig stilles en opgave, det ikke selv kan løse. Nemlig syndens selvoptagne tilstand. Dalsgaard beskriver punktet, hvor mennesket med kristendommen kan erkende det gode, men hvor det stadig ikke vil det gode. En slags parallel til Kierkegaards tale om selvet, der har mulighed for at blive sig selv, men ikke vil være dette selv. Læseren føres gennem en analyse af den frie vilje og opgøret mellem Luther og Erasmus, hvor Luther med sit syn på det faldne menneske betoner syndens betydning. Under ingen omstændigheder må mennesket se sig i stand til at forstå eller menneskeliggøre Gud, og med Reformationens bevægelse fra det udvortes til det indvortes gode er en milepæl placeret.
Dalsgaard ser dette fokusskifte fra de specifikt gode gerninger til livets gerninger generelt som en bekræftelse af det jordiske liv. Hans tese er, at den protestantiske etik passer til det moderne liv, fordi protestantismen frisætter mennesket til det almindelige liv i en verden, der er sekulær. Affortryllet med et udtryk fra Max Weber. Og fordi den protestantiske etik ifølge Dalsgaard overtrumfer andre former for etik. Jorden er hverken god eller ond, men neutral, og mens mennesket i denne verden ikke kan hæve sig over sin iboende syndighed, kan det stadig stræbe efter at leve i lydighed mod Gud.
Det centrale ved bogen er således Dalsgaards forsøg på at kvalificere det sekulære samfund som grundet i kristendom. Her bliver Kierkegaard så vigtig, fordi han med sine tanker om menneskets placering mellem uendelighed og endelighed, netop vil fastholde den enkelte i det sekulære. Dals-gaard fremhæver Kierke-gaards trygge spidsborger som det menneske, der i sin manglende bevidsthed faktisk slet ikke har opdaget, at verden er sekulær. Og han skriver om spidsborgeren: Han har ikke højere begreber om frihed eller forpligtelser end dem, som den menneskelige verden stiller ham, og hans liv er som sådant et liv i afguderi. Verden er hans Gud. Hans verden er endnu ikke sekulær. For at forstå at verden er det, skal man nemlig først gennem gudsforholdet sande, at man er sat fri af en højere forpligtende instans til at leve i denne neutrale verden. Spidsborgeren forstår det ikke og dyrker derfor verden som sin afgud, hvilket jo faktisk kan læses som et portræt af en moderne protestantisk nordeuropæer. En moderne dansker, med andre ord.
Det protestantiske selv udgør et særdeles relevant forsvar for kristendommen, der ses som en så vital byggesten, at Dalsgaard til sidst stiller spørgsmålet: Vil sekulariteten nødvendigvis forfalde til jordisk absolutisme hvis ikke den holdes i skak af et ikke-jordisk guddommeligt modbillede? Svaret giver forfatteren med sin bærende tese om, at det sekulariserede selv også er et kristent selv, og hans bog er som skabt til disse års diskussion om kristendommens betydning og europæernes forsøg på at definere egen identitet.
Bogens skisma er naturligvis, at den protestantiske kristendom, der hyldes, også er den kraft, der ikke mindst med sit opgør med gerningsretfærdigheden rummer en stor fare. Nemlig, at det hele kan blive så indvortes, at al religiøsitet nærmest synes borte. Sagt med Kierke-gaards ord: Christelig gives der to Arter Uorden. Den ene er Tumulten, Udvorteshedens Spektakel. Den anden Uorden er: Dødsstilheden, Uddøetheden; og denne er maaske den farligste.
Dalsgaard erkender denne risiko, men viger ikke fra sin opfattelse af protestantisk kristendom som en helt afgørende kvalitet. Netop derfor vil han opfordre til overvejelse. Hvad sker der, hvis sekulariseringen bortfalder fra egne præmisser og helt afskæres fra kristendom? Vil sekulariseringen dermed blive til religion, og verden til guddom, alt imens den enkelte vil størkne i den tavse tumult? Helt nødvendige spørgsmål at stille i vor tid, og denne bog kan med stort udbytte læses.