Jens Smærup Sørensen har store evner for at skabe scener, situationer, i alle mulige skalaer. Man kan tænke på mesterværket ”Mærkedage” (2007), som blandt andet bestod af vældige tableauer af familiefester med årtier imellem sig. Eller den intense far-søn-roman ”Hjertet slår og slår” (2012), hvor flere scener var svære at ryste af sig på grund af deres grumhed eller omvendt lyser smukt og poetisk i erindringen flere år efter endt læsning.
Desværre afstår Smærup Sørensen i vid udstrækning fra at bruge sin magi, som sandt at sige ikke er alle forfattere beskåren, i ”Feriebørn”, der udkommer i dag.
Der er ellers muligheder nok i stoffet, som set fra det nordjyske fortæller historien om afviklingen af det danske landbosamfund. Romanen er fortalt af Arne Beltoft, som vokser op på en gård, der hver sommer besøges af de københavnske feriebørn Freya og Thor. Et par nabopiger, Malene og Charlotte, er med til at fuldende kliken.
Som voksen bevarer Arne forbindelsen til dem alle. Han forelsker sig skæbnesvangert i Freya, og Thor kommer livet igennem tilbage til gården, når det småkriminelle liv på Amager bliver ham for broget. Arne får selv et meget omskifteligt arbejdsliv. Som ung overtager han gården efter sin far, der dør i utide. Senere begynder han dog, til overraskelse for sig selv og alle andre, at læse teologi og bliver præst i sognet i en årrække, indtil han på sine ældre dage bliver brugtvognsforhandler. Der tjenes gode penge undervejs, blandt andet ved at sælge jord fra gården til parcelhusbyggeri. Dette er i grove træk historien i romanen.
Desværre folder Smærup den som nævnt ikke rigtig ud. I stedet satser han hele butikken på en utroværdig og akavet fortællekonstruktion, hvor Arne sidder og skriver det hele, i et vidtløftigt erindrings- og testamenteskrift, som hans samlever, Malene, og hans sagfører, kaldet Den Retfærdige, skal læse engang for at forstå, hvorfor han vil have sin arv forvaltet, som han vil. Til overflod handler beretningen også om hans to læsere, hvorfor han omstændeligt må forklare og undskylde, at han nu omtaler dem i tredje person og så videre. Det er ret græsseligt at læse.
I almindelig omgang virker Arne som en tung og træg type, men når han skriver, forvandler han sig til et ordrigt og vidtløftigt ævlehoved. På toppen af det hele får man alligevel ikke rigtig noget at vide. Den dårende dejlige Freya og hans store følelser fortoner sig i omsvøb og blufærdighed. Beslutningen om at læse teologi fremstår som en uudgrundelig impuls. Fortælleformen pakker historierne sammen. Det er frustrerende.
Man hører ofte - Smærup har også selv nævnt det i et interview om denne roman - at forfatteren får ideen til sin bog, når han pludselig hører en stemme i sit hoved, som viser sig at være fortælleren. Men måske er det ikke altid en god idé at lytte efter. Eller måske skal man nogle gange lade stemmen lede sig til historierne og så kvæle sin følgesvend, når man er vel ankommen.
Arne vil dog gerne snakke teologi, kristendom og kirke med naboerne og med den stedlige biskop, Eskild Gunnarsen. Det kommer romanen desværre ikke op at flyve af.
Mindre end Marilynne Robinson og den gamle præst i ”Gilead” kan selvfølgelig gøre det i dansk sammenhæng, men emnerne afhandles fjollet og småsatirisk. Det virker, som om Smærup har en del aversioner, han skal ventilere.
Der er spydige hints til Martin A. Hansen og til ”det grundtvigske” rundt omkring, ikke mindst i portrættet af Arnes sværmeriske far.
Ironisk nok står skildringen af fortiden altid litterært set meget stærkere hos Smærup end skildringen af nutiden, så han kan selv være Martin A. Hansen, kan han. De fineste øjeblikke i romanen er, når Arnes slægtshistorie langsomt falder på plads: Hans far var en forsømt dreng, ud af en slægt af rakkere og småkræmmere, og Arnes morfar, der selv er hestehandler, tager drengen til sig og lader ham vokse op under mere betryggede kår. En spinkel forbindelse opretholdes dog til den landevejsridderagtige farfar, som i bogens fineste scene gæster den voksne søn i hans nye, fine omstændigheder og med hele sin lurvede og uimodståelige charme falbyder julepynt.
I det hele taget spiller handel en stor rolle i romanen. Der er intense analyser af de mange faser af overtalelse og maskerade i en vellykket handel, og romanen tangerer et budskab om, at handel nu engang er en god, kontant og pragmatisk virkelighed, mens landbrug og kristendom er drømmerier, der fører på afveje, medmindre man omgås lidt fiffigt med dem. En form for kærligheds- og taknemlighedsgerning viser sig dog at ligge bag Arnes testamente.
Som man måske kan fornemme, er der en del på færde i Smærups nye roman. En genlæsning vil bare kræve, at jeg igen skal være i selskab med fortællingens Arne, og ham vil jeg altså ikke slå en handel af med.
kultur@k.dk