Kristoffer Garne er sognepræst i Himmerland. Han er blot 28 år, og vi vil givetvis komme til at høre meget mere fra ham i årene, der kommer. Garnes lille bog om Grundtvig vidner nemlig om omfattende kirke-, salme- og liturgihistorisk viden. Men forfatteren tager munden for fuld, når han i sit forord postulerer, at bogen kan læses som en samlet helhed. Der er tale om et opkog af oplæg og artikler, og kvaliteten er svingende.
Garne citerer vidt og bredt fra tysk og latin og husker ikke altid at forsyne citaterne med en oversættelse. Den alment interesserede læser, som ikke har en kandidatgrad i teologi, vil nok hurtigt føle sig hægtet af. Men det nytter at bide sig fast i bogen, der paradoksalt bliver mest interessant, hvor Garne forholder sig kritisk over for salmedigteren. I en sammenligning med Luther påpeger pastor Garne, at der nogle steder er en ”tendens i Grundtvigs salmer til at pege længere og længere ind i den mystiske forening med Gud i stedet for som i de klassiske, lutherske salmer at pege fra foreningen ud mod livet i kald og stand og kærlighed til næsten”.
Garne forholder sig ligeledes skeptisk til den ”mageløse opdagelse”, der som bekendt bestod i Grundtvigs påstand om, at den kristne menighed og trosbekendelsen eksisterede før Bibelen, hvilket har ført til et ”for ensidigt fokus på sakramenterne og gudstjenesten i modsætning til skriften”.
På Grundtvigs tid var man fortrolig med Bibelen, men i dag er det sådan, at ”selv teologerne ikke nødvendigvis kender deres Bibel godt nok. Til gengæld er den kirkelige anskuelse – bevidst eller ubevidst – i en eller anden form à la ’menigheden var der før skriften’ blevet allemandseje i folkekirken og den internationale akademiske teologi”, pointerer forfatteren.
Og det er en form for teologisk dvaskhed, hvor det meget vel kan vise sig, at det, man troede man forstod, havde man slet ikke fattet en brik af:
”Det ord, der kommer til elementet, så sakramentet bliver til, bør være intet mindre end den samlede, bibelske frelseshistorie i Guds eget ord, Jesus Kristus og ikke blot en fortælling om børnevennen Jesus.”
Garne er inspireret af den canadiske litterat Northrop Fryes diktum: ”Fortiden er ikke noget, man vender tilbage til, men noget, der genskabes.”
Garne understreger i første kapitel, at sådan fortolker han selv gudstjenesten: Kirkegængeren bliver under højmessen inddraget i en gentagelse af frelseshistorien. Derfor er det måske ikke så meget brødet og vinen, der bliver forvandlet i nadveren, men os, der går til alters, ”fordi vi spiser Gud selv, der dermed lever i os”.
Med sin markante fremhævelse af ”skriftteologien” repræsenterer Garne en strømning blandt unge præster af grundtvigsk og tidehvervsk observans, som søger fast grund under fødderne i en situation, hvor det selvfølgelige er blevet alt andet end selvfølgeligt. Den strømning skal blive spændende at følge.