Prøv avisen

Den tid hvor dmonerne flokkes

Så forskellige emnerne er, ser jeg mine bøger som en række af titler, hvor den ene blot er en fortsættelse af den anden, siger Kirsten Thorup. Foto: Gyldendal.

INTERVIEW: - Dt, der kan virke dystert p lserne, er for mig en renselsesproces - det er den rene katarsis for mig at skrive, siger Kirsten Thorup, der for jeblikket befinder sig i en truende tid - mellemrummet mellem to bger

D et er mellemrumstid lige nu. Den tid, hvor trdene fra mneders arbejde skal samles. Hvor det liv, som bevger sig uden for bogen, skal genopdages. Men ogs den tid, hvor dmonerne flokkes.

Mellemrummet mellem to bger er p n gang en lykkefyldt og smertefuld tid for Kirsten Thorup. En tid, hvor den gamle bog afvikles i ro og mag, men hvor den ny bog samtidig river og flr.

Vist er det sidste punktum sat for lngst. Anmelderne har luftet deres mening. Ikke en linje kan ndres. Alligevel stiller bogen stdigt krav om forfatterens opmrksomhed. Den vil flges ordentligt til drs - af lserne. Og lserne danner ved hver ny bog flok om Kirsten Thorup. Utrtteligt og med lige dele glde og nysgerrighed rejser hun land og rige rundt for at holde andres mening op for sit eget spejl. Frst nr det er sket, er bogen helt ude af systemet. S er den fdt ind i den lange rkke af titler, det er blevet til gennem rene.

- Sdan er det hver gang. Jeg skal aflevere ordentligt, fr jeg kan komme videre med nste bog. S frst er jeg fri. Det er altid en srlig berusende oplevelse at hre andres mening. Det er som at vre p metadon. Jeg lytter og suger til mig. Og nr en lser fortller, at hun har fet noget helt andet ud af romanen end jeg selv, bliver jeg glad. For der er jo en mulighed, jeg slet ikke har kalkuleret med.

At mde lserne er ikke alene oplftende, men ogs en livsndvendig mde at arbejde sig ud af historien p. For Kirsten Thorup.

- For mens jeg giver slip, fortstter den jo hos andre.

Samtidig med denne flelse af frihed banker dmonerne ogs p dren.

- Jeg fr altid kraftige abstinenser mellem to bger. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vnner mig til at g rundt p den mde ... Det er som at g ind i en slags oplst tilstand, en tilstand, man m blive i. Det river og flr. Kaster jeg mig ud i andre skriverier, forhaler jeg bare tiden, den giver ikke slip p mig. Jeg tnker kun p at st op en morgen og stte mig ved skrmen ... det gr bare ikke.

Men der er flere grunde til, at Kirsten Thorup bliver ndt til at trkke tiden ud.

- Det er altid fatalt at starte. Indledningen binder - ogs selv om jeg siger til mig selv, at jeg jo bare kan smide den vk. Jeg er bundet til de frste ord. De er s vigtige.Ogs derfor m jeg holde igen, inden jeg begynder.

Hun har mange drmme. Gr for eksempel, efter alle disse r, stadig rundt med en drm om at begynde p en ny bog - lige nr den gamle er frdig.

- Men det er ikke lykkedes endnu. Jeg gr jo rundt i flere r og tnker, inden jeg begynder p en ny bog ... dn, jeg skal i gang med nu, har jeg haft i tankerne i de sidste 10 r, mske lngere, men nu str den alts forrest, og jeg kan mrke, den er kommet tttere p nu. Mske kan jeg begynde allerede i nste mned ... mske. Jo, der er noget p vej. Det er kun et sprgsml om hvornr ... Og det dr hvornr har jeg ingen indflydelse p. Jeg venter s lnge, jeg kan. Og en dag sker miraklet, s springer jeg igen ud i euforien. S er jeg igen midt i den lykkeligste tid.

M ellemrummet - af- standen mellem to b- ger - er ogs den tid, hvor formen til den ny bog bliver til. Formen er det vigtigste. Den rumsterer, om hun sover, skriver breve, har besg af et af sine fire brnebrn eller er i gang med et af tusind andre greml, som har vret skubbet til side i de mange mneder, hvor hun skrev p Ingenmandsland, og hvor hun kun ndtvungent forlod sin skrm.

Personerne og rammerne for historien er som regel faldet p plads p det her tidspunkt. Men formen. Det er et sprgsml, som fylder meget i denne tid. Men der er blevet plads til familien, vennerne, foredragene, lserne, osv.

- Formen er min lidenskab. Jeg m vide helt prcis, hvordan jeg skal skrive om mit emne, inden jeg begynder. Fr formen er p plads, kan jeg ikke komme ud af stedet. Det kan jeg bare ikke ...

T iden foran skrmen be- tragter hun som en mental renselse. Frygtls som et barn begiver Kirsten Thorup sig ind i dystre miljer, hvor hun gr syge og socialt udsatte personers tanker til sine egne. Tanker om alderdom, dd, livssmerte.

- Dt, der kan virke dystert p lserne, er for mig en renselsesproces - det er den rene katarsis for mig at skrive. Jeg lander nsten altid efter rejsen og har s ikke mere at frygte. S har jeg jo levet det emne - mit traume - ud.

Kirsten Thorup fortller, at hun fik det godt af at skrive sin seneste roman Ingenmandsland.

- Jeg synes, de gamle bliver behandlet rigtig drligt, men ved at g ind i den gamle mands liv fik jeg en indsigt i, hvad der venter p et plejehjem - jeg har levet min frygt igennem, og s kan det ikke senere komme bag p mig, hvis jeg en dag selv skulle ende dr, siger hun og glatter fravrende hen over det fine stykke bomuldstof i afstemte jordfarver, der dkker spisebordet. Med en hnd s rolig som en bud- dhistisk munk sknker hun teglasset fuldt for sin gst og sig selv og laver, med et undskyldende smil, en lille tematisk afstikker:

- Jeg er ikke blevet rigtig god til at lave te endnu.

Engang drak hun masser af kaffe - og rg 30 cigaretter om dagen. Men for fem r siden skrottede hun bde nikotin og koffein, og begyndte at drikke te.

- Det er jo et mrkeligt ensomt liv at sidde ved computeren, og s er det hyggeligt at tnde sig en smg, men jeg er blevet enig med mig selv om, at det nok var klogest at holde op.

Og s tager hun trden op fra fr:

- Nr jeg gr ind i den anden verden, er det formentligt, fordi jeg har behov for at gennemleve de dramaer, jeg beskriver. Den eneste roman, jeg virkelig har haft det skidt med, ja, hvor jeg ligefrem har oplevet en skriveblokering, var, da jeg skrev Elskede ukendte. Den roman tog det mig, af uvisse rsager, meget lang tid at komme ud af igen. Det er frste og eneste gang, jeg har overvejet, om jeg skulle fortstte med at skrive.

S forskellige emnerne er, ser hun hver af sine bger som en fortsttelse af den anden.

- Jeg har det godt med at se dem p den mde, s er det ogs, ligesom jeg ikke har forladt dem helt. De holder stadig fast i hinanden.

F or otte r siden flyttede Kirsten Thorup ind i en rummelig lejlighed ved Radiohuset i Kbenhavn. Her er p alle mder hjt til loftet. Sm detaljer i indretningen signalerer, at her bor et rigtigt levende menneske. P en hylde springer op til flere fotografiske serier af brnebrnene gsten i jnene. En lav brun sofa. Et glasbord. Et antikt kinesisk lakskab. Strandskaller - minder fra det for lngst solgte sommerhus - lagt i sirlige mnstre i vindueskarmen. Lysestager hist og her. En hel vg med bger fra loft til gulv. Alle mulige bger. Som hun har lst. Hver og n. Harmoni, harmoni.

En stak billeder str lidt forknyt og klemmer sig bag skrivebordet.

- Ja, man skulle mske tro, jeg lige var flyttet ind, men jeg har alts ikke kunnet beslutte mig til, hvor de skal op. Jeg kan godt lide mange billeder, og jeg vil s ufatteligt gerne have dem op p vggen, men det tager lang tid for mig at blive enig med mig selv. Jeg er langsom til alting, men nr tiden er inde, kommer de helt sikkert op.

Hvad betyder de ydre omstndigheder for forfatteren Kirsten Thorup?

- Jeg er flyttet s mange gange, at jeg aldrig har net at knytte mig til mbler eller ting. Har get i den tro, at jeg havde det bedst med at bo lidt huleagtigt. Derfor har jeg ikke haft behov for mange mbler. Men mine bger har jeg altid hget om. Dem har der skullet vre plads til - hvor sm forholdene end har vret.

Men nu er rummene store, og der er lange gange at g rundt i?

- Ja, der er dejligt langt ud til kkkenet. Og det passer mig fint. Jeg har opdaget, at jeg har det godt med at bo i store rum. Det er nok indbildning, men jeg fler, at det er meget nemmere at arbejde med luft mellem vggene og hjt til loftet. Men det er ogs en dejlig fornemmelse, nr jeg ikke skriver, som i denne her tid. Bare at kunne g rundt og fle, at der er plads til at lade tankerne flyve - og dt, har jeg opdaget, er vigtigt for mig i dag.

Derimod betyder ting ikke s meget for Kirsten Thorup.

- Det er klart, at jeg kan lide de mbler, jeg omgiver mig med. Men de er ikke en del af min livsfortlling. De er ikke afgrende for, om jeg kan trkke vejret. Jeg har ingen arvede ting. De eneste mbler, der har fulgt med mig gennem rene de steder, hvor jeg har boet, er det lille bord derovre og s spisebordet, vi sidder ved. Jeg er glad for at omgive mig med pne ting, men jeg er ikke knyttet til ting og falder aldrig for noget, uden det er strengt ndvendigt.

moe@kristeligt-dagblad.dk