Den tidlige fagbevægelses retorik stødte mange kristne arbejdere væk

Arbejdsmarkedshistorie bliver kulturkamp i denne fascinerende beretning om Kristelig Arbejdsgiverforenings historie

Bogen "Det frie valg" er et angreb på det, vi traditionelt opfatter som arbejdsmarkedets parter, skriver anmelderen
Bogen "Det frie valg" er et angreb på det, vi traditionelt opfatter som arbejdsmarkedets parter, skriver anmelderen.

I 1931 blev Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) stiftet. I forbindelse med deres 90-årsjubilæum her i 2021 har de udgivet bogen ”Det frie valg – Kristelig Arbejdsgiverforening gennem 90 år”. Den er skrevet af historiker og ph.d. Lars Christensen, der er forfatter til en række bøger om foreninger i omegnen af Det Konservative Folkeparti – først og fremmest partihistorien ”En sikker borgerlig stemme” fra 2016. For et par år tilbage fik han desuden et velfortjent gennembrud med sin anmelderroste bog ”Svenskekrigene”.

Selvom ”Det frie valg” både i sit udgangspunkt og i sit resultat fremstår som et klassisk jubilæumsværk, der fra omslag til omslag er skrevet inden for rammerne af den skildrede organisations selvforståelse, fortjener KA ros for at have ladet en dygtig historiker dykke ned i materialet.

Selve eksistensen af KA er en rød klud i ansigtet på mange. Rigtig mange. Ikke mindst på det arbejdsmarked, hvor organisationen gør sig. Derfor klæder Christensens nøgternt skildrende, men ikke uindignerede, pen også formålet. Det bliver ikke for meget – nogle gange måske for lidt.

Bogen er en historisk fremstilling og en apologi. Men den er også et angreb på det, vi traditionelt opfatter som arbejdsmarkedets parter. Det vil sige LO-fagbevægelsen og sekundært arbejdsgiversiden, organiseret under Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Jeg bruger her ordet apologi helt uden bagtanke. Sagen er nemlig, at såvel den kristelige fagbevægelse, Krifa, som deres mod- og medpart på arbejdsgiversiden tilsyneladende altid står under anklage.

SF’eren Karsten Hønge har tidligere i sommer forklaret, at man som solidarisk arbejder næsten er forpligtet til at mobbe kolleger, der er organiseret i den kristelige fagbevægelse.

”Som tømrer havde jeg aldrig accepteret at sidde og spise frokost sammen med nogle, der tog røven på mig,” forklarede den altid høviske folkesocialist.

Og han står ikke alene.

Faktisk er langt størstedelen af de konflikthistorier, som Lars Christensen har gravet frem i ”Det frie valg”, sammenstød mellem de kristelige fag- og arbejdsgiverorganisationer på den ene side og så den socialdemokratiske fagbevægelse på den anden.

DA har spillet en mere tilbagetrukket rolle, men man behøver ikke at være i tvivl. Historisk har DA også ønsket de kristelige hen, hvor peberet gror. At dømme efter bogens anekdotiske bevisførelse er ønsket da også blevet opfyldt. Tilsyneladende har rigtig mange af konflikterne i hvert fald udspillet sig i mere eller mindre obskure midtjyske provinsbyer i missionslandet.

Men det er der naturligvis andre grunde til end de mere eller mindre fromme bønner fra arbejdsmarkedets parter. Det skyldes snarere, at de kristelige arbejdsmarkedsorganisationer er vokset ud af missionske kredses oprør mod det samfund, som opstod omkring dem i slutningen af 1800-tallet.

Oprøret fandt sted ved at opbygge parallelinstitutioner. Den avis, læseren sidder med i hånden, opstod som bekendt i samme bestræbelse og på samme tidspunkt. Det er her mindre interessant, at forfatteren kan forsikre om, at KA skam stadig har ”de kristne værdier” som fundament. I hvert fald, hvis man som denne anmelder har ualmindeligt svært ved at forbinde kristendom og evangelium med en konkret arbejdsmarkedspolitisk position.

Det interessante er snarere den historiske konstatering af, at den tidlige fagbevægelses strengt antikristelige retorik stødte mange kristne arbejdere væk. Det var med til at skabe plads for en bevægelse, som så netop forsøgte at hamre en såkaldt kristelig position ud.

Denne indebar en afvisning af socialismens grundmyte om klassekampen. Der var ikke først og fremmest en modsætning mellem arbejdsgiver og lønmodtager, men derimod et interessesammenfald. Konkret afviste de kristelige arbejdsmarkedsorganisationers ophavsmænd centrale værktøjer som strejke og lockout. Denne afvisning af konflikt skulle imidlertid vise sig at være ganske konfliktfremkaldende.

For de store spillere på arbejdsmarkedet, det vil sige de organiserede arbejdsgivere og den socialdemokratiske fagbevægelse, havde i en titanisk kamp i 1899 helt grundlæggende afklaret reglerne for konflikt og forhandling på arbejdsmarkedet. Her opstod det, vi i dag kalder ”den danske model”.

Den er kendetegnet ved, at arbejdsmarkedets parter i det store og hele ordner deres forhold indbyrdes. Staten derimod spiller en relativt tilbagetrukket rolle. Det var – og er – en bivirkning ved denne model, at arbejdsmarkedets parter faktisk ikke er interesserede i at lukke andre spillere ind på markedet. Der er ideelt set én lønmodtagerside og én arbejdsgiverside.

De kristelige organiserede sig samme år i et parallelt system. Det var en fællesorganisation for både lønmodtagere og arbejdsgivere, der hed Kristeligt Dansk Fællesforbund (KDF). Først i 1931 udskiltes arbejdsgiversiden formelt i KA.

Men parløbet mellem arbejdsgiver og lønmodtagerorganisationen, Krifa, fortsatte i virkeligheden frem til 1999, hvor KDF blev nedlagt. Denne ordning har den socialdemokratiske fagbevægelse haft ringe forståelse for. De har opfattet det som fup slet og ret. Ikke desto mindre har de kristelige parallelorganisationer vist sig i stand til at forhandle glimrende overenskomster til lønmodtagere.

Dette forhold er bærende for den indignation, der i kraft af mange eksempler bærer bogen hele vejen igennem. I sidste ende er de kristelige organisationers salgspunkt langt mindre kristendom end frihed. Denne organisationsfrihed er i de senere år blevet styrket, mens den traditionelle fagbevægelse er under pres. Organisationer som KA og Krifa hører ingenlunde fortiden til. Ej heller konflikterne med LO-fagbevægelsen.