Osip Mandelstam er ligesom Anna Akhmatova en af de russiske poeter fra det 20. århundrede, som i de seneste årtier er blevet oversat til dansk, og hvis fællestræk er, at de har skrevet nogle exceptionelt gode digte under umenneskelige lidelser fra forfølgelse, fængsling og ophold i Stalintidens straffelejre. Mandelstam bliver 47 år og dør i 1938 i en af regimets lejre nær Vladivostok.
At oversætte Mandelstam er ingen let opgave, men det gøres fint af Jon Kyst, der tager fanen op fra Ivan Malinowski, der oversatte et udvalg af Mandelstam i 1985. For det første er stort set alle Mandelstams digte rimede og metriske. For det andet er hans digte ofte komplekse og sofistikerede og trækker på æstetiske erfaringer fra de franske symbolister Baudelaire og Verlaine, der dyrkede et poetisk særsprog med fremmedartede klange og dunkle billeder.
Lad mig fra Mandelstrams svære og fascinerende lyrik fremhæve digtet ”Århundrede” fra 1922, hvor hele samtiden anråbes i et billedsprog, der udtrykker en intens følelse af magtesløshed og smerte i en verden præget af moralsk opløsning og destruktivt kaos:
”Knopperne af saft skal lække, / marken vokse, grøn og vid, / men din rygrad, den er knækket, / du, min skønne, sølle tid! / Meningsløst du sender smilet, / spinkelt, grumt og uden ord, / som et dyr, der før var smidigt, / ser sit eget potespor.”
Som i W.B. Yeats berømte digt ”The Second Coming” fra 1921 inkarneres de apokalyptiske visioner efter verdenskrigens lidelser i et grumt og bizart dyr, og den sataniske civilisationskritik foldes grænseløst ud som i andre værker fra moderniståret 1922 som T.S. Eliots ”The Waste Land”, James Joyces ”Ulysses” og R.M. Rilkes ”Duino Elegier”.
Mens den tidligere symbolistiske eller ekspressionistiske Mandelstam skriver vildt, dunkelt og visionært, så bliver en del af den senere lyrik mere direkte i sin sociale og politiske kritik. Et digt fra 1933 handler specifikt om Stalin, der omtales som ”en bjergbo i Kreml”, og den får ikke for lidt:
”Om ham flokkes der hirdmænd med meget tynd hud, / og han leger med udyr, der lyder hans bud. / En kan fløjte, en mjave, en summe, / det er ham, der kan pege og brumme. / Ret som hestesko smeder han ordrerne frit: / Slag mod pande, mod øje, mod bryn og mod skridt. / Dødsstrafdomme som hindbær på snore”.
Man kan naturligvis ikke læse dette digt uden at tænke på, at det og andre lignende tekster blev hans skæbne, og Mandelstram døde et halvt årti efter, at han har skrevet disse linjer.
Digtet kan næppe heller siges at være blevet mindre aktuelt i den allerseneste tid. Og der er vel kun en ting at sige: En stor digter med et mod, der aftvinger enorm respekt! Og også tak til det lille forlag OVO press, der har gjort det, som vi aldrig kan få nok af, nemlig at sørge for oversættelsen og udbredelsen af kvalificeret og højrelevant poesi fra den store verden.
Osip Mandelstam: Kun min fælle kan slå mig ihjel. Udvalgt og oversat af Jon Kyst. 90 sider. OVO Press.