Selvom vi mennesker hverken har røntgensyn som Superman eller en Batmobil med indbygget bombekaster som Batman, så kan vi lære en hel del om os selv og vores menneskelige vilkår ved at læse tegneserier eller se film med de to superhelte.
Det mener adjunkt i filosofi ved Aarhus Universitet Carsten Fogh Nielsen.
Hans portræt pryder - sammen med blandt andet et kranium, en planet, et amøbelignende dyr og et omfavnende par i hvidt porcelæn - forsiden på programmet til Aarhus Folkeuniversitets kommende festival Eksistens. Forskeren er desuden oplægsholder på festivalen.
På Carsten Fogh Nielsens kontor på universitetets afdeling for pædagogisk filosofi afslører hans særlige interesse for superhelte sig straks. Batman flimrer over computerskærmen, når den er sat på pause, og Superman svinger sin røde kappe i et stort billede på hans opslagstavle. Selv er Carsten Fogh Nielsen lettere fortravlet midt i eksamensopgaver, forelæsningstimer og forberedelse til en festival, der tydeligvis står hans hjerte nær, men som også kan være en svær størrelse at håndtere.
”Altså, eksistens er jo et noget ukonkret begreb, og det var da også lidt af en udfordring, da jeg blev bedt om at stille op til en illustration til programforsiden. Hvordan kan man illustrere eksistens grafisk?”, spørger han, og giver selv en del af svaret, når han derefter nævner begreber som dødelighed, universets opståen og kærlighed og fastslår, at Folkeuniversitetet i indholdet til deres festival har valgt den bredest mulige definition.
”Min egen definition lyder: Eksistens er de spørgsmål, der vedrører de helt basale kendetegn ved menneskets væren i verden. Det rigtigt interessante er, at vi er væsner for hvem vores egen eksistens ikke er givet, men udgør et problem. Hvis vi blot var, så var alting meget nemmere. Men vi mennesker er ikke bare, vi er i kraft af, at vi tænker noget om os selv,” siger Carsten Fogh Nielsen, der selv forsker i moralfilosofi og pædagogisk filosofi og sideløbende i flere år har arbejdet med spørgsmålet om superheltenes rolle for menneskers dannelsesproces.
Tilbage til superheltene, som Carsten Fogh Nielsen vil tage frem ved festivalens åbningsfest og ikke mindst ved et arrangement på Løve's Bogcafé under overskriften ” Eksistens, superhelte og popkultur”:
”Der er ret mange mennesker, inklusive mig selv, for hvem Superman og Batman har haft stor betydning. Helt personligt ved jeg ikke, hvordan mit liv var gået, hvis jeg ikke havde haft dem,” siger han og forklarer, at en superhelt har tre særlige kendetegn: Det er en person med overmenneskelige kræfter, en person med en hemmelig identitet og en person, der optræder i en verden, hvor der strides mellem det gode og det onde.
”Superman og Batman repræsenterer to forskellige syn på mennesker og to forskellige syn på samfundet, og de er begge filosofisk relevante. Superman har en overvældende grad af tiltro til mennesker, ja, faktisk langt mere end vi mennesker har til os selv, og han har en mission om at gøre verden til et bedre sted. Superman er en slags Kristus-figur, der er kommet til Jorden for at redde os. Stik modsat forholder det sig med Batman, der ikke har den store tillid til mennesker, men prøver ved hjælp af selvtægt at opnå retfærdighed. Hans mål er at sørge for, at vi gør hinanden mindst muligt ondt,” siger Carsten Fogh Nielsen, der kalder Superman en messias og Batman menneskehedens dommer.
Ifølge den aarhusianske filosof er dyrkelsen af superhelte grundlæggende et udtryk for en religiøs eller åndelig impuls om, at verden ikke er, som den bør være, og at vi mennesker har begrænsede muligheder for at gøre noget ved det.
Men det, vi blandt andet kan gøre, er at opstille et ideal - og derfor har vi brug for helteskikkelserne.
”Da jeg var dreng og kom hjem efter en dårlig dag i skolen, så læste jeg Batman. Det var det, at jeg kunne sætte mig ned og læse om folk, der havde den samme splittelse, over hvem de var og hvor de gerne ville være, som mig, der klarede mig igennem.” Jeg tror, det gælder for de fleste: Vil man vide, hvem man er, og hvad man bør gøre, så skal man have nogle idealer at se op til, fiktive eller virkelige,” siger Carsten Fogh Nielsen og nævner, at mønsterbrydere meget ofte viser sig at have haft en lærer eller en anden person, som de beundrede i deres barndom og ungdom.
Netop menneskers nysgerrighed efter at vide hvem vi er, er grundlaget for festivalen Eksistens. Men hvorfor er det godt for mennesker at tænke over vores egen eksistens?
”Jeg har i flere omgange undervist på Folkeuniversitetet og oplevet, at folk efterfølgende kommer og siger: 'Jeg fattede ikke en dyt af, hvad du sagde, men det var godt nok spændende!' Det er jo på den ene side rart, men også frustrerende. Oplysningsfilosoffen Kant siger, at man skal have mod til at betjene sig af sin egen fornuft, og at viden ikke i sig selv er nok til at gøre folk oplyste. Jeg mener, at det vigtigste er at få folk til at tænke. Netop fordi vi er de her væsner, hvis eksistens ikke bare er givet. Som filosoffer kan vi få folk til at stille spørgsmål ved det, som de hidtil har gået rundt og troet og dermed opnår de måske en større forståelse for andre mennesker og deres synspunkter.”
Med festival-formen bliver den akademiske viden spredt udenfor universitetets mure og målet er, at nå ud til et bredere publikum. Men er der ikke en fare for, at det hele bliver for populariseret?
”Man kan sige, at formidlingen får en mere interaktiv karakter. Det er ikke kun oppefra og ned, men også nedefra og op. Jeg har principielt ikke noget problem med det, men man skal gøre sig klart, at det ikke nødvendigvis er i forbindelse med indtagelsen af en masse mad og vin, at man tænker de dybeste tanker. Til gengæld kan jeg rigtigt godt lide den korte forelæsningsform, hvor vi som forskere tvinges til at være meget præcise og droppe alle de forbehold og nuancer, som vi ellers arbejder med. Det tager tid at vænne sig til, men når formålet er, at give folk en viden, der får dem til at tænke mærkelige tanker, der ikke nødvendigvis har nogen logisk konsekvens, ja, så er det det hele værd.”
Carsten Fogh Nielsen er en del af et moderne universitetsmiljø, hvor der er stigende fokus på formidling, og det hilser han meget velkomment.
”For 15 år siden ville de fleste universitetsfolk have rynket på næsen over det forsidebillede, jeg stiller op til, men i dag er det en del af det, man også kan gøre som forsker,” fastslår han.
