Hvorfor var vi så mange, der tilbage i tiden omkring 1970 talte begejstret om revolutionen med Marx i baghovedet og havde Den Russiske Revolution i oktober 1917 som forbillede? Bent Jensen, der selv har bevæget sig fra venstre mod højre i det politiske spektrum, har samlet et langt livs forskning i Sovjetunionens historie i en uhyre grundig redegørelse for tidsrummet 1917-1922, for bolsjevikkernes magtovertagelse og ikke mindst Lenins rolle i denne.
Historikeren Bent Jensen beskriver revolutionen og den efterfølgende magtudøvelse som en direkte terror mod civilbefolkningen, der mange steder modsatte sig det samfundsforandrende eksperiment, som Lenin stod i spidsen for. Ikke mindre end 12 millioner mennesker skal være døde som følge af dette eksperiment.
Det er de nyåbnede arkiver i Rusland fra 1991 efter Sovjetunionens fald, der har givet indblik i det, der nok blev fortalt af fordrevne fra Sovjetunionen, men som systematisk blev holdt skjult af den officielle sovjetiske historieskrivning og derfor ikke er blevet vægtet tilstrækkeligt af den vestlige historieskrivning. De civile tab ved eksperimentet med proletariatets diktatur var enorme, og samfundsstrukturen blev helt knust.
Bent Jensen fortæller historien uhyre pædagogisk og afbalanceret kapitel for kapitel, næsten som i en historiebog for gymnasiet. Han stiller grundspørgsmålet: Hvis skyld var det, at forløbet blev så blodigt og så ødelæggende?
Var det bolsjevikkernes; var det bøndernes hævntørst mod deres tidligere herremænd; var det Første Verdenskrig, som Rusland jo var deltager i og tabte; eller var det borgerkrigen mod de hvide kontrarevolutionære styrker, og fordi de var støttet af vestlige finanser?
Eller var det den særlige fortolkning af marxismen, som Lenin stod for? Marx mente jo, at revolutionen skulle gennemføres i et land med en veludviklet kapitalisme, men var Rusland et sådant land i 1917?
Derfor starter Bent Jensen sin gennemgang i det før-revolutionære Zar-Rusland, som var et meget løst sammenhængende samfund med en zar i spidsen, der satte sig imod fundamentale forandringer, også selvom der var forslag om det fra de rådgivere, der kunne se problemerne. Revolutionen kom imidlertid ikke uden hjælp fra omverdenen, Tyskland støttede i begyndelsen revolutionen, fordi den kunne trække Rusland ud af krigen til Tysklands fordel. Og sådan væver stormagternes forskellige interesser sig sammen, så der ikke blev taget noget samlet initiativ mod det bolsjevikkiske styre, som man længe betragtede med overbærenhed som en kortvarig hændelse i historien.
Bolsjevikkerne var i virkeligheden et mindretal blandt de socialrevolutionære, der tog magten ved en meget lidt spetakulær indtrængen gennem åbne vinduer i Vinter-paladset, men som senere beskrev det i propagandaen som en ”storm” på paladset. Og sådan viser propagandaen overalt sit væsen i denne revolutionshistorie, hvor sandheder bliver fortiet og fordrejet for at holde de revolutionære ved magten. Det var vigtigt for dem, og især for Lenin og Trotskij som ledere, at holde sig ved magten, for skulle det gå galt, var der ikke noget land, de kunne finde tilflugt i. Og der var meget, der gik galt, ikke mindst den verdensrevolution, som de ventede forgæves på skulle starte med deres magtovertagelse som første dominobrik. Intet land fulgte dem. Men også myrderier på genstridige elementer i den revolutionære bevægelse, og ikke mindst den modstræbende bondebefolkning, der ofte fik konfiskeret deres korn af staten og derfor gjorde modstand, skulle nedkæmpes. Heller ikke de hvide på den anden side i borgerkrigen holdt sig tilbage i myrderierne på de røde.
Intet fik Lenin til at ændre strategi, før situationen i 1921 fik partiet til at vælge en blødere praksis for at få hele det ødelagte rige fra Petersborg i vest til Vladivostok i øst til at fungere. Året efter blev Lenin syg – han, der havde set sig selv som den, der havde grebet historiens moment og ført Marx’ tanker ud i livet ved sit grusomme og nådesløse samfundseksperiment med at forandre det gamle zar-rige til en socialistisk stat.
Stalin tog over efter Lenins død i 1924, og omkring 1930 iværksatte han det andet stormløb: tvangskollektiviseringen af bøndernes jorde, og grundlaget var dermed lagt for den sovjetiske indenrigspolitik helt frem til Gorbatjov i 1980’erne.
Den stat, som alle i Vesten frygtede under den kolde krig, brød sammen, ineffektiv og uden sammenhængskraft, fordi den var bygget på den kæmpe illusion at skulle varetage arbejderklassens interesser, hvad der imidlertid kun var propagandafraser som for eksempel ”proletariatets diktatur”, som i virkeligheden var partiets diktatur hen over befolkningen: ”Et parti, som i den grad havde spillet fallit og demonstreret, at dets løfter var gjort af samme stof som drømme, ville være blevet tvunget væk af oppositionen og vælgerne” (i et demokrati).
Men det holdt sig ved magten med terror og hemmeligt politi.
Det er en meget vedkommende historie, Bent Jensen fortæller, for den prøver at vise, hvordan den samtidige europæiske venstrefløjs fascination af det sovjetiske eksperiment bundede i uvidenhed om befolkningens lidelser. Også jeg husker fra min ungdom fascinationen af alle de marxistisk-leninistiske slagord, som har dannet grundlag efter Anden Verdenskrig for flere staters overtagelse af deres drøm om étpartisstyring af alt i samfundet.
Det kunne se ud som, at verdensrevolutionen da endelig kom, men studiet i arkiverne i Rusland har overbevisende godtgjort, at disse stater også vil løbe ind i voldsomme problemer i fremtiden, for opløsningen er bundet til den umulige tankegang om en styring ovenfra af alt i et samfund.
Jeg har været optaget af Bent Jensens afdækning af den ene illusion efter den anden fra dette tidsrum i historien. Vi anede det nok, men ville ikke vide det. For vores håb var jo, at verden skulle blive bedre, og hvis socialismen faldt, hvilken idé skulle så redde det fællesskab, som vi så gerne ville styre mod en mere ligelig fordeling af goderne?
Sådan tænkte de revolutionære i Petersborg 1917 sikkert også, men det blev bare til terror, mord og styring.
Men hvem uden fortid i denne propagandaverden vil orke at læse en så lang og detaljeret bog? Og vil de unge have deres drømme dementeret? Næppe. Den holder vist aldrig op, denne totalitære drøm om en bedre verden styret af de bedrevidende.