Den nordiske tone er på samme tid mærkbar og umulig at sætte fingeren på. Her blandes melankoli med poesi på særlige måder, her mødes skønhed med smerte, og her stemmes sanselighed op mod det eksistentielle.
Alt dette er også til stede hos den norske instruktør Joachim Trier, som med “Verdens værste menneske” afslutter sin såkaldte Oslo-trilogi. Og nu hvor den sidste film er realiseret så smukt, snurrigt og smertefuldt, står det klart, at de tre film ikke bare udgør et hovedværk i norsk, men også i nordisk filmhistorie.
Trilogien indledtes i 2006 med “Reprise” om to unge mænd, der begge vil være forfattere. Den enes manuskript afvises, mens den andens udgives, og han bliver med ét en stjerne i Norge. Men opmærksomheden og en usund besættelse af kæresten får hans psyke til at kollapse. Velsignelsen – den smukke kvinde og skrivetalentet – er altså også en forbandelse.
Den er et eksistentielt drama. Den er en romantisk komedie. Den er satire over tidsånden. Den er så meget. Præcis som livet ikke er ét.
I den mørkere “Oslo, 31. august” fra 2011 er hovedkarakteren tæt på at blive udskrevet fra et afvænningsophold uden for Oslo. Efter år på år med hårde stoffer. Men opholdet har været så stor en succes, at han nu får lov at tage ind til en jobsamtale på et litterært tidsskrift. Men han bryder aftalen om at vende tilbage til afvænningscentret. I stedet beslutter han sig for at opsøge sine gamle venner og elskede og på den måde se, hvordan hans liv kunne have formet sig, hvis ikke misbruget havde ødelagt det.
Hvor ungdomslivet her er tabt, er knust af tidens tragiske gang, er det stadig levende i “Verdens værste menneske”; den tredje og aktuelle film i trilogien, hvor Julie efter år med uforpligtende og vibrerende liv og byliv nu skal forsøge at finde sin plads i voksenlivet. Først vil hun være læge, så vil hun være psykolog, så fotograf, og undervejs i sin søgen, møder hun den ældre tegneserietegner Aksel. Han vil snart have børn, fortæller han, men hun er et helt andet sted i livet, så han mener ikke, de bør blive kærester. At det uvægerligt vil ende med et brud. Hun insisterer dog og flytter ind hos ham. Men hun mærker snart, hvordan voksenlivets vaner og krav trænger sig ind på hende, og flirter derfor med en anden mand, den troskyldige Eivind.
Julie er rastløs, sulten efter oplevelser, og giver mange mennesker blå mærker på vejen. Først da Aksel bliver dødeligt syg, trækker livets alvor hende helt tæt på. Ind hvor det ikke længere er muligt at løbe videre og med skønhed og sensualitet charmere sig ud af forpligtelser og voksenliv.
Som i de to andre film i trilogien klinger den nordiske tone gennem “Verdens værste menneske”. Som den også gør det hos Ingmar Bergman eller den tidlige Bille August. I scenerne og i den eksistentielle alvor. Men Joachim Trier har en helt egen, meget stimulerende måde at forholde sig til alvoren på. For hvor historien om Julie i referat er tung og mørk, er filmsproget det så langtfra.
Som i “Reprise” er fortællingen overordnet kronologisk. En udvikling følges. Men i kronologien er indlagt små fortælletricks, små elegante tidssløjfer, og stilistiske greb, hvor realismen pludselig brydes. Som da Aksel er ved at hælde dagens første kop kaffe op og en ny voksenlivsdag truer Julie. Men så fryser billedet. Kun Julie kan bevæge sig, og hun løber ud af lejligheden og ned på gaden, hvor alle mennesker er stivnede midt i deres gøremål, og hun løber gennem Oslo og hen til Eivind.
Scenen er filmens tydeligste udtryk for Julies ønske om at kunne stoppe tiden og gøre sig fri af alle krav og bånd. I stedet bare bevæge sig frit i livet. Gøre præcis som lysten og begæret dikterer, flygte fra pligt og inerti.
Det er også derfor, hun tiltrækkes af Eivind den første aften. Fordi de er nye for hinanden, ingen forventninger har. De taler som unge gør, prøvende og nysgerrigt, og scenerne til festen, som Julie bare går ind til ude fra gaden, giver Trier mulighed for at gøre dét, han gør bedst: Replikkerne er både troværdige, sjove og med en dyb klangbund, og Julie og Eivinds måde at bevæge sig på i forhold til hinanden er naturlige og sigende. Som da hun midt i den seksuelt ladede samtale tager hans ølflaske og drikker af den. Eller da hun ryger og lader røgen drive fra sin mund og ind i hans.
Cigaret-scenen er som så mange andre i “Verdens værste menneske” vidunderlig med sin skønhed og dobbeltbund. For nok er det smukt at se røgen bevæge sig, men den er jo også giftig. Og Julies måde at være i verden på, midt i de andres voksenliv, er farlig. I sidste ende måske også dødelig.
Netop døden er et gennemgående tema hos Trier. Tænk bare på hans uhyggeligt vellykkede psykologiske horror-film “Thelma” fra 2017. Eller hans mere end solide engelsksprogede forsøg, “Louder Than Bombs” fra 2015, der også er interessant i forhold til den særlige nordiske tone.
For hvor vellykket og stærk filmen end er, så besidder den ikke den særlige blånen og egenart, som tegner Oslo-trilogien og vel vokser ud af flere forhold: Lyset over Oslo, de klare nordiske ansigter, det syngende norske sprog, fjordens glitren og skovens mørke i byens kanter.
Om det også skyldes Triers fortrolighed med de norske skuespillere, må forblive gætværk. Spillet i Oslo-trilogien er under alle omstændigheder helt suverænt, og i “Verdens værste menneske” er Renate Reinsve både bevægende og irriterende som den selviske og sødmefulde Julie, der forsøger at strække sin ungdom helt ind i 30’erne. Mens Anders Danielsen Lie er fremragende som Aksel, der ikke kan holde på hende. Og ved det.
Hvor Reinsve også spillede med i “Oslo, 31. august”, har Danielsen Lie været med i alle film i trilogien. Han spillede hovedroller i såvel “Reprise” som “Oslo, 31. august”, og selvom han har forskellige navne i de tre film, opleves han som ét og samme menneske. Som Trier – som en anden Gud overfor stakkels Job – udsætter for forskellige situationer og lidelser.
I “Verdens værste menneske” er Danielsen Lie altså en cirka 40-årig mand uden børn, som møder en smuk kvinde, der slet ikke er klar til børn og alt, hvad det indebærer. Men som vi nok er mange, der har oplevet, så viser livet sig at slå uforudsigelige sving. Som når man en dag går ned ad gaden og pludselig ser en tidligere kæreste med en barnevogn.
Livet er ikke en film med en klar og meningsfuld fortællelinje. Det er snarere en flimren. Det ved Trier, og det spejler hans film, der langtfra er stringente Hollywood-historier, men lever deres eget liv. Og det gør hans karakterer også. Måske er det derfor, de virker så troværdige og ægte. Midt i det hyper-kunstige filmmedie.
Hvad “Verdens værste menneske” er for en type film er da heller ikke sådan at sige. Den er et eksistentielt drama. Den er en romantisk komedie. Den er satire over tidsånden. Den er så meget. Præcis som livet ikke er ét. Og med det sidste værk i Oslo-trilogien har vi fået “noget”, som vil blive stående. Mens de fleste andre film vil blive revet med i glemslens flod.
Verdens værste menneske. Instruktør: Joachim Trier. Medvirkende: Renate Reinsve, Anders Danielsen Lie. Premiere over hele landet.