Provst i Slagelse og tidligere feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen har skrevet en bog om dette vigtige emne: Hvordan overbringes det budskab, der vil ændre menneskers liv på et øjeblik? Det kan få langvarige negative konsekvenser, hvis det gøres forkert, og det kan være positivt, hvis det gøres rigtigt og godt.
Når et menneske dør i trafikken eller under en rejse til udlandet, er det politiets opgave at overbringe den tunge nyhed til de nærmeste pårørende. Politiet kan tage en præst med fra katastrofeberedskabet. Det er en ny mulighed. Tidligere var det to betjente, der blev sendt af sted med den tunge opgave, og som regel var det de yngste i korpset. Det kan man godt undre sig over. Hvorfor lægge den byrde på uerfarne betjente? Man skulle tro, at det var naturligt, at det var erfarne folk, der tog den opgave på sig.
I militæret er det at gå med dødsbudskabet lagt i hænderne på en militærperson og en feltpræst. Chefen for Dronningens adjudantstab og tidligere chef for Livgarden Lasse Harkjær skriver i forordet til bogen, at de gange, han har måttet gå dødsbud sammen med en feltpræst, har det været af stor værdi at gøre det sammen med præsten. Kombinationen er rigtig god, hvis det er den rigtige præst.
Det er udførelsen af denne pastorale opgave, som Ulla Thorbjørn Hansen vil optimere med sin bog, og hun skriver ikke kun til og for præster, men til alle, der skal gå den tunge gang.
Hun har selv stor erfaring med opgaven fra de mange år, hun var feltpræst fra 1999-2017. Hun har udsendelser til Kosovo og Afghanistan bag sig, så hun har noget at have sine synspunkter i, men der mangler lidt om hendes personlige erfaringer. Hun træder noget tilbage her og overlader scenen til andre.
Hun bringer brudstykker af interviews i bogen med pårørende, der efterfølgende fortæller om det øjeblik, hvor der stod to uniformerede personer uden for døren. Det er meget vigtigt, at budskabet overleveres så rigtigt som muligt. Mennesker reagerer meget forskelligt, så derfor er der ingen fast opskrift på, hvordan man gør, men der er alligevel nogle kodeord, som kan læres. Empati, ro og tid kunne være nogle af dem.
Ulla Thorbjørn Hansen citerer en norsk præst for at sige, at det for en præst handler om at udvise mod, tage familien alvorligt, ikke komme med forklaringer, bare være der, måske bede en bøn og lyse velsignelsen. I Norge er det almindeligt, at det er den stedlige sognepræst, der bærer dødsbudskabet ud til familien. Det sker sjældent i Danmark. Her er det mest politiets opgave. Faktisk sker det 10.000 gange om året, at en dansker dør pludseligt i en ulykke, tager sit eget liv eller findes død af sygdom eller drab. De militære tab er i øjeblikket faldende, men da kampene i Afghanistan var på deres højeste, var der desværre også dødsbud til familier, hvis pårørende gjorde tjeneste ude.
Bogen rummer mange bevægende beretninger om det øjeblik, hvor alt ændres i en familie, når budskabet overbringes. Den er lidt overlæsset med enslydende brudstykker af beretninger. Jeg savnede indimellem nogle længere historier. Jeg ved godt, at det kan være svært at bringe dem, men det ville have været udbytterigt. Bogen kommer endda med råd om, hvordan man ikke skal opføre sig. Ikke komme med klichéer a la ”jeg ved, hvordan du har det” og ”du skal huske at fortsætte/komme videre med dit liv”. Dér får bogen betydning for os alle, der møder mennesker i sorg.
Bogen lider under, at den ikke rigtig kan finde ud af, hvad den vil være. En lærebog eller en ”folkebog”. Undervejs antager den lige lovlig meget form af en manual for folk, der professionelt skal gå dødsbud. Det gælder især til sidst. Der er et afsnit et godt stykke inde i bogen, der har en tankevækkende titel: ”Har jeg sørget rigtigt?”. Det kunne godt have været udbygget til noget mere. Det virker noget sparsomt og skematisk. Det er lidt ærgerligt, at bogen ender tørt og for skolemesteragtigt. Det mister den en stjerne på.