Den tvetydige sandhed

Norske Jan Kjærstad har parallelforskudt det nationale Utøya-traume i sin seneste roman, der handler om et femdobbelt drab. Ifølge anmelderne er ”Storefjeld” et storslået stykke skønlitteratur, velorkestreret, intelligent og vellykket, omend enkelte finder, at idéerne af og til bliver pointeret lidt rigeligt

Jan Kjærstads roman ”Storefjeld” er en bog om Utøya, der ikke handler om Utøya, men om de følelser, en national tragedie kan vække. –
Jan Kjærstads roman ”Storefjeld” er en bog om Utøya, der ikke handler om Utøya, men om de følelser, en national tragedie kan vække. – . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

”Spørgekraft er det vigtigste kriterium, en god roman har spørgekraft. Det er Ibsens gamle lektie. Jeg har ikke nogen svar, jeg skal spørge.”

Sådan sagde Jan Kjærstad i et interview med Thomas Thurah i Information i forbindelse med den danske udgivelse af ”Storefjeld”. Og hans nye roman er, hvis man skal tro anmelderne, en klassisk Kjærstad.

Dermed er han tilbage på det stærke spor, som han slog ind på med den nyklassiske Wergeland-trilogi, mener Klaus Rothstein i Weekendavisen:

”Hvor Jan Kjærstads ambition om totalitet tit kan tynge, er doseringen nu helt præcis. Det eneste lille problem er, at bærende idéer bliver gentaget lidt for tit. At Norge er en provins i udkanten af verden, fatter vi både første og anden gang.”

Også Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske noterer sig det til tider lidt for pointerede i ”en stort anlagt, velorkestreret og postmoderne fortælling”, som han giver fire stjerner:

”Vel binder han lovlig mange sløjfer og knuder, vel går lidt for meget op eller (over) forklares, men han skriver godt og formår på samme tid at være nærværende i sine skildringer af selv det mindste og bevare det store kølige overblik. Så læs endelig ’Storefjeld’.”

”Storefjeld” (Rosinante) er en forskudt skildring af Breivik-sagen eller – som det hedder i forlagets pressemateriale: ”En bog om Utøya, der ikke handler om Utøya, men om de følelser, en national tragedie kan vække, og de problematikker, der rejser sig i efterspillet.”

Den nationale tragedie er i romanen et femdobbelt drab, der finder sted i 2008, hvor Arbejderpartiets joviale og bramfri Arve Storefjeld bliver fundet død i sin skovhytte sammen med sin ægtefælle, sin voksne datter Gry, hendes kæreste og dennes lille datter, alle med halsen skåret over.

Romanen fortælles af tre stemmer, nemlig journalisten Ine Wang, der har skrevet en biografi om Arve Storefjeld, byretsdommeren Peter Malm, der bliver udpeget til dommer i sagen, hvor blandt andet romanens tredje stemme, Nicolai Berge, ekskæreste til Gry, engang fremtidens mand i Arbejderpartiets ungdomsorganisation, kommer under mistanke.

”Storefjeld” får fem stjerner i Kristeligt Dagblad, hvor Michael Bach Henriksen betegner romanen som ”både medrivende og tankevækkende”. I sin anmeldelse skriver han blandt andet:

”Hvordan reagerer en nation på en massakre? Hvordan cirkler man sig ind på ofre og gerningsmænd? Hvem er egentlig hoved- og bipersoner i det fælles, nationale liv? Og hvad kan kunsten – romankunsten – bidrage med, når terroren rammer? Et sted i Peter Malm-afsnittet tænker byretsdommeren: ’Hvad er en god bog? En bog som forvirrer læseren. En af digtningens opgaver er at sætte spørgsmålstegn ved grundlæggende forestillinger, man hidtil har taget for givet.’ Sådan en bog er ’Storefjeld’.”

Også Karen Syberg er begejstret i Information. Hun anmelder uden forbehold under overskriften ”Jan Kjærstads mesterlige forskudte Utøya-roman” og konkluderer:

”Kjærstad gennemlyser i sin nye roman den proces, hans norske landsmænd gennemgår efter Utøya, fra uskyldstabet over hele følelsesregisteret af bestyrtelse, raseri, hævntørst og had til fascination, nyfigenhed og ’sorgporno’. Der skal et vist mod, en veludviklet psykologisk sans, seriøs politisk refleksion, en ikke ringe dybsindighed, en overlegen kompositionsevne samt en elegant og finurlig pen til at løfte et emne, som norske Jan Kjærstad har givet sig i kast med i sin nyeste roman, ’Storefjeld’. Men han indfrier det hele, det er slet og ret et storslået stykke skønlitteratur, og desuden et stykke politisk erkendelseslitteratur, der er kommet ud af det. Tilmed et stykke suspenselitteratur, hvor spændingen holder til sidste side.”

Såvel Karen Syberg som Michael Bach Henriksen lader sig altså forføre af Jan Kjærstad, af hans evne til at holde læseren i tvivl og af hans velkendte uafgørlighed, præcis som Klaus Rothstein i Weekendavisen, der finder opklaringsarbejdet ”behageligt fraværende” i en ”intelligent og vellykket” roman, der ”kan læses som en spændingsroman, ikke som en krimi, men som en roman om en forbrydelse”.

Men sådan har Søren Vinterberg det ikke just i Politiken. Han giver dog fire hjerter ud af seks, omend han synes at lade sig irritere mere over det uafklarede og spørgende end de øvrige anmeldere. Han kalder ”Storefjeld” for ”en meget spaltet roman” og ”en analyse i fiktionsform” og sammenfatter sine for- behold – samt sin ros – så- ledes:

”Livet som ’en tekst’, der skal læses, men hvordan? Det optager unægtelig Kjærstad mere, end mordene og deres opklaring gør. Men med mordene som påskud giver Kjærstad et lidet smigrende – nærmest misantropisk? – billede af offentlighedens unuancerede reaktion på en tragedie. Ikke den på Utøya, men dog en med tilknytning til Arbejderpartiet. En krimi? Jo, men nej. Især journalisten og dommeren har noget skematisk postuleret over sig, og deres maniske selvoptagethed står i vejen for forbrydelsens virkelighed. ’Storefjeld’ er især en analytisk begavet forfatters idéroman i gammeldags forstand.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om modtagelsen af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.