Kunstneren Peter Callesen har fundet sin helt egen niche i sit arbejde med papiret. Gennem mange år har Callesen (født i 1967) undersøgt, hvad man kan få ud af det hvide papirark. Både når man skærer i det, men også når man rejser det udskårne til figurer og altså går fra det todimensionelle til det tredimensionelle udtryk.
I vinteren 2016-17 kunne man se en stor udstilling på Faaborg Museum, hvor han blandt andet viste værker, der gik i dialog med udvalgte værker fra museets egen samling: Anna Sybergs sarte blomsterakvareller, Johannes Larsens naturalistiske, blide dyretegninger samt to skulpturer af Kai Nielsen. Nu er udstillingen rykket ind i Øre- gaard Museums stemningsfulde stuer. Det er i store træk den samme udstilling, men i Øregaards rammer og farvesætning har den fået en ny form og en sart og forårsagtig karakter.
Udstillingen hedder ”Skindød”, som er betegnelsen på en dødslignende tilstand, hvor livstegnene er så svage, at de ikke umiddelbart kan erkendes. Angsten for at blive begravet skindød var reel i 1800-tallet, dengang Johannes Søbøtker, for penge, han havde tjent på kolonierne, lod sommerresidensen Øregaard opføre. I dag hører den angst gyserfortællingen til. Tanken er jo hårrejsende; at vågne op i et lukket rum dybt nede i den sorte jord, hvor ingen kan høre en. Angsten fik H.C. Andersen til at sove med en seddel på natbordet med ordene: ”jeg er kun skindød”.
Når Peter Callesen bruger betegnelsen skindød, griber den fint fat i det Andersenske efterladte papir (Andersen var jo i øvrigt selv en uforlignelig papirklipper), og der er meget død i Callesens værker. Men skindød peger også på selve kunstens væsen, kunsten er tilsyneladende død materie, men rummer dog sit eget liv. Selv har Callesen i en performance engang ladet sig mumificere i hvidt papir, næsten et billede på en levende begravelse.
Anna Sybergs douce akvarel- og tuschtegning ”Blomstrende æblegren” fra 1910, hvor æbleblomsterne næsten vælter ud inde fra papiret og samtidig virker som en drøm, fordi hun har ladet en del af motivet stå tilbage som spinkel streg, er i Callesens version blevet til to værker: ”Blomstrende bier” og ”Faldne æbler”.
I det første står hans hvide klip mod en svagtrosa papirgrund, der gør det delikat, våragtigt og let i tonen, blomsterne er skåret ud af det hvide papir, så de opstår som negative lyserøde former, og af fraklippene har han formet små blomster, som er limet på og gør værket tredimensionelt. Blomsterne drysser, som æbleblomster gør, men de forvandler sig også, en del af dem er blevet til små, hvide papirbier, mens nogle af dem er fanget netop i metamorfosens øjeblik. Bierne i dette værk er betingelsen for den frugt, vi ser i Callesens anden version, hvor grenen fra Anna Syberg nu har fuldt udfoldede efterårsblade og æblerunde frugthuller. Æblerne har Callesen konstrueret af fraklippet, de ligger i rammen, det ene er runkent, de andre allerede skrog.
Således føjer Callesen i sine arbejder (hvis fremstilling må være uhyre tidskrævende) tiden og dens evige transformation af det organiske liv ind i en fortolkning af Sybergs værk, som hun malede fire år før, hun døde som 44-årig i 1914.
Transformation eller metamorfose som livets vilkår er det gennemgående tema hos Peter Callesen. ”Hvad I er, var vi. Hvad vi er, bliver I,” fortæller de mange skeletter, der rejser sig fra hans papirklip, ligesom vi kender det fra middelalderens gravmæler.
Johannes Larsens indfølte studier af døde duer og spurve har Callesen omsat til store vægværker, hvor fuglene flyver – og samtidig måske falder til jorden, for bevægelsen går fra højre mod venstre, altså imod den normale læseretning, mens fine papirfjer flagrer fra dem. Fraklippene har han brugt til at lave tredimensionelle modeller, dels af den døde due, dels af en lillebitte spurveunge, der netop har forladt sin papirshvide skal, måske levende, måske død.
Den hvide due bærer alle de religiøse konnotationer, som gennemsyrer hele Callesens værk, men samtidig er den helt tydeligt skabt med de menneskelige fingres møje, der aldrig kan sætte det mindste blad på nælde, og det forlener den med en øm og humoristisk dimension, som altid er til stede i Callesens værker. Og som også resonerer helt tilbage til 1998, hvor han iklædt ællingekostume forsøgte at danse Den Døende Svane.
Hovedværkerne på udstillingen er Callesens to versioner af Kai Nielsens (1882-1924) henholdsvis hvide og sorte stenskulptur ”Marmorpigen” (1909-10) og ”Granittøsen” (1915). Callesen har genskabt dem begge, i fuld størrelse, porøse som æggeskaller. ”Noter til en pige”, som den første er blevet til, står i den midterste stue, gennemlyst og sart, fra hendes sokkel flyver de løse ark ud, mens pigen selv på en gang er der og ikke er der, som et omrids af et levende liv, der engang var. Det er et bevægende syn. Den sorte granittøs er derimod, med kunstnerisk selvironi, blevet til et ”Sort uheld”, hun er faldet fra sig selv og ligger nu som sorte tomme klumper på gulvet.
De fleste værker hænger på væggene, men de allernyeste værker, som ikke var med på Fyn, hænger midt i rummet. Fem hvide skjorter i papir, som hver rummer deres symbolske fortælling om den skjortebærende art, mennesket: Der er skjorten med skyhuller, skjorten, der afslører skelettets benrad, skjorten, der bærer sin angst udenpå i form af dagbogsnotater, skjorten, hvor alle vinduer står åbne, og skjorten, der længselsfuldt slipper en hær af bittesmå hvide sommerfugle ud i luften, på vej videre væk i deres sommerfugleforvandlende korte liv.