Per Øhrgaard: Vi må erkende, at vi alle går rundt med ubevidst racisme, vi skal gøre noget ved

”Der er ingen racisme i Danmark” er et åbenlyst urigtigt udsagn. Vi bliver nødt til at erkende, at vi alle går rundt med en ubevidst racisme, og tænke over, hvad vi kan og bør gøre ved det

Al civilisation handler om ikke at blive stående ved det ubevidste eller angiveligt spontane, men at komme videre. ”Sådan er det jo,” siger man kun, når fantasien ikke rækker længere end til det, man er vant til, skriver Per Øhrgaard i klummen "Eftertanken".
Al civilisation handler om ikke at blive stående ved det ubevidste eller angiveligt spontane, men at komme videre. ”Sådan er det jo,” siger man kun, når fantasien ikke rækker længere end til det, man er vant til, skriver Per Øhrgaard i klummen "Eftertanken". Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Den tyske filosof Adorno fortæller en anekdote fra sit eksil i USA i 1940’erne: Ved en recep-tion, hvor også Chaplin var til stede, hilste gæsterne på hinanden. Adorno gav hånd til en mand, hvis hånd var kunstig, hvad Adorno ikke vidste. Ved berøringen med den gav det uvilkårligt et sæt i filosoffen, som straks fattede sig og smilede og nikkede. Kort efter hilste Adorno på Chaplin, som markerede et lille sæt, inden han smilte. Han havde overværet scenen forinden, og genial, som han var, havde han straks kopieret den. Adorno skriver, at han aldrig havde skammet sig så meget.

For han var blevet afsløret i en uvilkårlig reaktion, som han ikke ville være bekendt. Den slags reaktioner er velkendte også i andre sammenhænge. Det er et gammelt trick hos lommetyve at virke usoignerede, måske lugter de. Helt uvilkårligt vender man ryggen til dem i bussen eller metroen – og væk er tegnebogen eller telefonen fra baglommen.

Jeg tror ikke, at noget menneske kan undlade at reagere uvilkårligt, og det vil jo sige ubevidst, på noget, som er anderledes end det vante eller det, man lige ventede på dette tidspunkt. Derfor går vi alle sammen rundt med en ubevidst ”racisme” – og jeg mener alle sammen, for dem, vi reagerer ubevidst på, reagerer også ubevidst på os. Men det er flertallets forestillinger, som bliver til normer, bliver til det, som nogle ikke med urette kalder den strukturelle racisme eller den strukturelle diskrimination. Det er den, man ikke tænker over, fordi den er ubevidst.

Men det er jo først her, det hele begynder! Al civilisation handler om ikke at blive stående ved det ubevidste eller angiveligt spontane, men at komme videre. ”Sådan er det jo,” siger man kun, når fantasien ikke rækker længere end til det, man er vant til. Man spørger ikke, hvorfor det er sådan. Eller man affejer det hele ved at sige, at ”der er ingen racisme i Danmark” – et åbenlyst urigtigt udsagn, fordi det går ud fra en alt for snæver definition (men selv ud fra den er det urigtigt).

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi bliver nødt til at erkende, at vi alle reagerer ubevidst på noget.

Når vi bliver gjort opmærksom på det, som Chaplin gjorde det over for Adorno, kan vi så tænke over, hvad vi kan og skal gøre ved det. Så bliver vi enten nødt til at stå ved vores diskrimination – eller forhåbentlig prøve at komme ud over den.

I udgangspunktet må man tage den krænkedes reaktion alvorligt. Det er ikke nok bare at sige, at sådan var det jo ikke ment, for ubevidst var det netop sådan ment. Ellers havde vi ikke sagt eller gjort det. Så kan man diskutere, gerne med den krænkede og ikke kun med sig selv, om man finder reaktionen rimelig.

Et mindretals protest bør altid give flertallet anledning til at tænke nøjere over sig selv og sine holdninger. Ender man efter grundig efterprøvelse med at ville stå fast på dem, er de i hvert fald blevet bedre begrundet end blot med et ”Sådan er det jo!”. For ikke at tale om et: ”Det må du finde dig i!”

Men i de fleste tilfælde fører en nærmere overvejelse til justeringer, ændringer, måske endda noget helt nyt. Det er det, der hedder civilisation. Instinkter har alle levende væsener. Det er det, der rækker videre, som gør os til mennesker. Moral og omgangsformer skal der arbejdes med. Villy Sørensen har i ”Vejrdage” en lille refleksion fra en spadseretur i Dyrehaven. Den handler om hjorte og hinder og forskellen på dyr og mennesker og slutter: ”De er, hvad de er. Vi er, hvad vi er. Vi – kunne måske også være anderledes.”

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.