Da jeg for nylig spurgte en af mine musikalske venner, en tidligere kontrabassist i Det Kongelige Kapel, hvad han syntes om Dmitrij Sjostakovitj – komponisten, der i årevis måtte kæmpe for at få sine værker godkendt af Josef Stalin – var han fuld af lovord.
Han elskede at spille ham og anså ham for en af de allerstørste i det 20. århundredes russiske musik. Da jeg derefter spurgte, om han slet ingen forbehold havde, sagde han, at Sjostakovitj genbrugte sine temaer lovlig meget, men at disse er så smukke, at det er svært at blive træt af dem.
Så var det, at han tilføjede: ”Sjostakovitj udtales i øvrigt med tryk på anden stavelse og med vokalen a i første – Sja’stakovitj!”.
Den udtale afprøvede jeg efterfølgende på min familie og udvalgte venner, men ingen forstod, hvad jeg sagde.
Nogle af dem kendte godt navnet, men først når jeg udtalte det med tryk på tredje stavelse: Sjosta’kovitj.
Derfor fortsætter jeg med at udtale navnet sådan. Det viser sig at være en god idé, for fra professionelt, sprogligt hold har jeg netop fået at vide, at Sjostakovitj faktisk udtales med tryk på tredje stavelse.
At genbrug af egne temaer kan været okay, gav mig mod på at skrive om udtalen i udenlandske navne, selvom jeg tidligere har udbredt mig om dette emne i en anden avis. Så her kommer først noget om komponistnavne. Navnet Hector Berlioz udtales på fransk med et (stemt) ”s” til sidst, og på dansk udtaler musikkyndige det også med et ”s” (ganske vist ustemt). En udtale uden denne slutkonsonant er ikke sjælden, men klog at ændre, hvis man vil begå sig i det bedre selskab. Også efternavnet på komponisten, digteren og sangeren Georges Brassens udtales på fransk med ”s” til sidst. Men også her dropper danskere jævnligt konsonanten.
I navnet Mozart udtales ”z” på dansk som ”s”, mens det er krukket at udtale det med ”ts” ligesom på tysk. Wagner udtales hertillands med ”au” og stød i første stavelse, men nogle musikkendere udtaler det med langt, dybt ”a”, uden stød og med et ”g” i midten. Ligesom Mozart udtalt med ”ts” opfattes også dette af mange som blær.
Det samme gælder i endnu højere grad for udtalen af Bach med en tysk harkelyd til sidst. Til gengæld udtales Mahler af næsten alle som på tysk, altså med et langt, dybt ”a”.
En af mine tidligere kolleger udtalte dog – på formfuldendt højkøbenhavnsk – navnet med ”æ” og stød i første stavelse (ligesom i ”hun maler”). Men han er afgået ved døden og kan ikke have mange efterfølgere.
Navnet på den colombianske forfatter Gabriel García Márquez udtales på spansk med tryk på anden stavelse i mellemnavnet og på første stavelse i det sidste efternavn.
Det signaleres jo faktisk af de to accenttegn, men alligevel udtaler danskere det typisk med tryk på første stavelse i García og på anden i Márquez. Hvorfor de gør det, ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke sværere at sige Gar’cia ’Marquez end ’Garcia Mar’quez. Vi har jo ikke svært ved at sige for eksempel Ma’ria og ’marmor.
Navnet på forfatteren Vladimir Nabokov udtales på russisk med tryk på anden stavelse i både fornavnet og efternavnet.
Men i Den Store Danske Udtaleordbog anføres udtalen af efternavnet at være ’Nabokov, og længere inde i bogen anføres også Vladimir at have tryk for første stavelse. Denne udtale anses altså for at være så indarbejdet i dansk, at trykkene placeres anderledes end i russisk.
Som det fremgår, volder udtalen af udenlandske navne ofte danskere problemer. Mit råd til læserne er at udtale sådanne navne med de danske lyde, der ligger nærmest ved oprindelsessprogets, samt – hvor det ikke virker for påfaldende – med trykket placeret som i oprindelsessproget.
Hvis man følger dette råd, skal Berlioz og Brassens udtales med ”s”, Bach med ”k” og Márquez med tryk på første stavelse.
Hvis nogen, efter at jeg i en samtale har sagt Márquez med tryk på første stavelse, spørger: ”Mener du Mar’quez?”, svarer jeg, at jeg mener, hvad jeg sagde.
Det er irriterende at få rettet noget rigtigt til noget forkert. På en restaurant har jeg for eksempel været ude for at få rettet min udtale af crème de cassis.
Spørger man mig derimod, om jeg mener Sjosta’kovitj, når jeg for sjovs skyld har sagt Sja’stakovitj, vil jeg svare ja.8