Harry Potter-bøgerne gjorde en hel generation til læsere. Historierne om drengen Harry, der kainsmærket og forladt ender med at redde verden, viste sig værdige arvtagere til C.S. Lewis og Tolkiens mægtige beretninger om mørket mod lyset. For J.K. Rowling formår som få at skabe et parallelt univers, hvor følelser og faktiske detaljer udgør et opslugende hele.
Og 2000’ernes filmatiseringer holdt, med få undtagelser, hele vejen hjem til trolddomsskolen Hogwarts. De blev endda, mod alle odds, bedre mod slutningen, da instruktøren David Yates tog over og med en blå palette i mol malede overgangsriterne indtagende og knugende op.
Pengene strømmede ind, Harry Potter blev et brand på linje med Pepsi og Burger King. Og nu har kapitalismens tentakler så også indholdsmæssigt bemægtiget sig det ellers så troldske himmelrum. For ”Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser” er ikke længere skabt i forlængelse af Harry Potter. Det er mere som endnu en Marvel-filmatisering, endnu en superheltefilm, endnu en fortsættelse af en opfølger til en toer.
Selvfølgelig har visuelle effekter spillet en stor rolle i Potter-filmene, det siger sig selv. Men det har nu alligevel været den eksistentielle søgen efter at høre til, der fyldte mest. Nu er det action-scenerne, kampscenerne, krigsscenerne, der fylder. Og det sjælelige er blevet et tvungent bagtæppe. Holdet bag må være blevet presset af de utallige computergenererede monsterhits, der spyttes ud uge efter uge. Rowlings poetik er detaljen, David Yates’ har indtil nu været stofligheden. Men det episke eventyr? Det er væk. Puf.
En klædeligt afdæmpet Johnny Depp er den ariske superskurk Grindelwald, der, omfavnet af nazi-æstetik, slår børn ihjel for en raceren verden, hvor troldmændene regerer over os almindelige dødelige. Hans hær består af alle dem, som ikke føler, de passer ind. Populismens kanonføde er i front. Demagogen svinger trådene. ”Fantastiske skabninger…” skal blive til sammenlagt fem film, der alle foregår, inden Harry Potter bliver født.
Men det passer ikke ind i det Potterske verdensbillede, at action overtager. Det klæder ikke Rowling, der har skrevet manuskriptet, at være højtråbende. Mellem bragene indfinder sig små kalkulerede lunser af genkendelighed. Men er nostalgi nok? Nej. En indelukket Jude Law som den unge rektor Dumbledore gør ingen klædelig helhed. Fans kan diskutere, om han måske er homoseksuel. Men det er ikke nok.
Rowlings rige univers er i princippet uudtømmeligt. Og det ender med at være ærgerligt. Forrige års første ”Fantastiske skabninger”-film havde en særegen charme, sin egen indre nødvendighed. Men nu virker det mere, som om fantasien skal fortsætte. Og der er noget ved dette uendeligt episodiske, der taler alt for godt ind i vores grænseløse tid, hvor streaming-tjenesterne sæson efter sæson stjæler verden uden for skærmen. Hvor bare det, at noget har fandtes før, giver det en aura af oprindelighed. Men der er ikke meget oprigtigt ægte over ”Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser”. Det føles mest som endnu en computergenereret pengemaskine.