Prøv avisen

Den uforklarlige Hitler

Forfatteren søger at forklare Hitler gennem en nærlæsning af "Mein Kampf". Foto: Arkivfoto

Filosoffen Søren Gosvig Olesen har skrevet en introduktion til "fænomenet Hitler", der er lige dele inspirerende og skuffende

Udgangspunktet for den danske filosof Søren Gosvig Olesens bog om Hitler og nationalsocialismen er umiddelbart meget sympatisk. Olesen søger efter at befri fænomenet Hitler fra fortidens mange banale forklaringsforsøg, hvor man eksempelvis ud fra en psykoanalytisk, sociologisk eller medicinsk tilgang har søgt efter den ene og entydige tolkning af nationalsocialismen og Hitler.

At årsagen til Hitlers jødehad skulle forklares ud fra bestemte erfaringer i hans ungdom, for eksempel, eller at patologiske træk hos ham kunne være den direkte konsekvens af en eller anden seksualforstyrrelse eller medicinsk skavank.

Olesen afviser med rette sådanne forklaringsforsøg, der reducerer et komplekst historisk fænomen til en bestemt og angiveligt afgørende detalje og dermed samtidig undgår at forholde sig til, hvilke konsekvenser vi kan drage af den historiske erfaring. Imod sådanne reducerende tolkninger forsøger Olesen at nærme sig "fænomenet Hitler", som han kalder det, ved hjælp af filosofien. Personen Hitler står her med rette ikke i centrum. Den er ifølge Olesen "uinteressant". Derimod forsøger Olesen sig frem ved at læse Hitlers "Min kamp", der ifølge forfatteren kan hjælpe med at belyse fænomenet Hitler og den nationalsocialistiske magtovertagelse uden at forklare det med alt for simple entydigheder.

Og lad det være sagt med det samme: Olesens læsning af Hitlers programskrift, hvis to bind er blevet publiceret i henholdsvis 1925 og 1927, er den absolut stærkeste del af bogen. Hans tilnærmelse til "fænomenet Hitler" ved hjælp af en tolkning af de to bind er inspirerende og spændende læsning. I stedet for blot at distancere sig fra den nazistiske forestillingsverden sigter Olesen efter at sætte sig ind i den for at forstå, hvordan den kunne overbevise så mange. Han beskriver præcist og klart grundtrækkene i Hitlers argumentation og viser, hvordan disse bygger på et samspil med publikum og "folket". Hitlers tanker er nemlig, som Olesen med rette skriver, "fuldstændig konsekvente", når man følger deres indre logik.

Og det er én af pointerne i Olesens bog, at den tyske nationalsocialisme som "verdensanskuelse" er kendetegnet ved, at den tilbyder en helhedstolkning af tilværelsen, der er koncentreret om en forsvarskamp mod "jøden". Det er derfor rigtigt, som Olesen skriver, at man ikke kan argumentere imod nationalsocialismen uden at overtage dens indre logik.

Samtidig er det ikke overbevisende, at Olesen på baggrund af en ellers rigtig læsning konkluderer, at Hitler unddrager sig enhver tolkning, og at der derfor ikke er tale om nogen politisk ideologi. Sådanne konklusioner kan kun drages, fordi Olesen ikke forbinder den nationalsocialistiske verdensanskuelse med de allerede eksisterende forestillinger i samfundet, som denne benytter sig af.

Eksempelvis er en af pointerne hos Olesen, at den retoriske figur "jøden" hos Hitler personificerer alle jødiske egenskaber i ental; et kneb, som man imidlertid finder i alle antisemitiske forestillinger og ikke blot i den nationalsocialistiske. Nazisterne opbygger her ikke, som Olesen synes at mene, et særligt verdenssyn, men inddrager simpelthen allerede i tiden eksisterende forestillinger. Her ville det have klædt Olesen at inddrage den relevante litteratur om antisemitisme, som dog helt forbigås i bogen. Havde han gjort det, ville man have kunnet se, at nationalsocialismen ikke blot er en indholdstom retorik, men bygger på bestemte antagelser, som er udbredt også uden for nationalsocialismen.

Endnu mere problematiske er imidlertid de dele af bogen, hvor Olesen diskuterer konsekvenserne af den nationalsocialistiske arv for nutiden. Især er det kapitel, hvor Olesen diskuterer konkrete mindesmærker og måden, man mindes nationalsocialismen i dag, decideret ulæseligt. Hvor han tidligere fremviser en inspirerende og udfordrende skrivemåde, falder han, især i diskussionen af tyskernes forhold til deres historie, ned på et niveau, som jeg som herboende tysker nok af og til har hørt mumlet rundt om i krogene, men på ingen måde kan tage alvorligt. Eksempelvis er det fuldstændig uforståeligt, hvordan Olesen uden videre kan påstå, at de såkaldte mindesten i tyske byers gader – hvor man på små skilte i fortovet mindes de deporterede personer, der engang boede på adressen – skulle have til formål at udløse skyldfølelser og "skam" hos beskuerne, og dermed skulle være medvirkende til at opretholde en angiveligt stadig dominerende tysk skyldfølelse. Jeg kender ingen yngre tyskere, der har disse skyldfølelser, og da slet ikke over disse små mindesten, som især skal vise respekt for individet – i modsætning til den ellers herskende officielle mindekultur. Og argumentet om, at tyskerne stadig er fanget i den nationalsocialistiske arv, i og med at de stadig henviser til, at det var jødiske tyskere, der blev deporteret, er simpelthen absurd. Olesen er her ikke på højde med de aktuelle diskussioner i Tyskland og de mange nuancer, der gør sig gældende her.

Olesens bog om fænomenet Hitler har dybt inspirerende afsnit og kapitler, og desværre samtidig voldsomt skuffende dele, som især viser forfatterens manglende indsigt i visse af de emner, han hér har taget op.

Søren Gosvig Olesen: Hitler – en introduktion. 224 sider. 249 kroner. Gyldendal.