Den ukendte kvinde bag de berømte Pippi-tegninger

Kunstneren og børnebogsillustratoren Ingrid Vang Nyman skabte billedet af den anarkistiske Pippi Langstrømpe. Selv tog hun ikke dessiner fra nogen, hverken i sit personlige eller professionelle liv. I 100-året for hendes fødsel viser Vejen Kunstmuseum bysbarnets livsværk frem

Ingrid Vang Nyman fik flere opgaver og blev kendt for at gøre op med det pysse-nyssede, der ellers præger børnebøger fra den tid. Ud over hele Pippi-serien tegnede hun til ”Alle vi Børn i Bulderby,” og ”Kitte Kry”, og mange andre udgivelser fra forlaget bærer hendes skæve streg.
Ingrid Vang Nyman fik flere opgaver og blev kendt for at gøre op med det pysse-nyssede, der ellers præger børnebøger fra den tid. Ud over hele Pippi-serien tegnede hun til ”Alle vi Børn i Bulderby,” og ”Kitte Kry”, og mange andre udgivelser fra forlaget bærer hendes skæve streg.

Op mod jul i året 1959 skriver den berømte børnebogsforfatter Astrid Lindgren en nekrolog i Svenska Dagbladet.

Mindeordet omhandler én af hendes nærmeste og samtidig mest besværlige samarbejdspartnere, den danske illustrator Ingrid Vang Nyman. Hun er netop død i Danmark, 43 år gammel. Lindgren roser Ingrid Vang Nyman for at have skabt den Pippi Langstrømpe, ”der langt overgår alle andre Pippifigurer i verden,” og skriver, at alle forfattere, der har oplevet den glæde at få deres bøger illustreret af hende, bør være dybt taknemmelige.

”Ingen har mere grund til det end jeg,” slutter forfatteren.

Og det er formentlig rigtigt. Det kan godt være, at Astrid Lindgren er Pippis ”mor”, men som billedmager leverede Ingrid Vang Nyman en stor del af dna’et. Det er for eksempel hendes skyld, at Pippi ikke går i flæser, men i tøj, der lige så godt kunne tilhøre en voksen mand. Og måske tegnede Ingrid Vang Nyman netop Pippi, som hun gjorde, fordi hun så sig selv i den rebelske rødtop.

I 100-året for Ingrid Vang Nymans fødsel åbner på søndag udstillingen ”Pippi fra Vejen” på Vejen Kunstmuseum. Det er helt enestående, at en godt 70-årig børnebog kan føles så frisk og ny, når man læser den, og det har Ingrid Vang Nymans tegninger en stor del af æren for, mener museumsdirektør Teresa Nielsen.

”Jeg tror, hun kunne tegne Pippi så godt, fordi hun var den rødhårede, vilde og uregerlige pige. Hun kunne genkende det at mangle en far og have en usikker opvækst. At være anderledes og udenfor,” siger hun.

Et af Ingrid Vang Nymans Pippi-værker. Foto: Vejen Kunstmuseum
Et af Ingrid Vang Nymans Pippi-værker. Foto: Vejen Kunstmuseum

Mens Ingrid Vang Nyman betragtes som kulturarv i Sverige, hvor hendes originaltegninger til Pippi opbevares på det kongelige bibliotek i Stockholm (Kungliga biblioteket), så kender kun meget få herhjemme hendes værk og livshistorie.

Hun blev født i Vejen i 1916, ind i en familie med både meritter og udsyn. Farfaderen var den grundtvigsk-sindede nationalbankdirektør Johannes Lauridsen, der også var stifter af Alfa Margarine-fabrikkerne, og hendes far forpagter af de store gårde Grønvang og Gramgaard ved Vejen. Moderen var født i USA af danske immigranter, og begge forældre var en del af det åndrige højskolemiljø, der på den tid fandtes omkring Vejen og Askov.

”Alle hendes onkler var ’noget ved musikken’,” som Teresa Nielsen udtrykker det, blandt andet med henvisning til grønlandsfareren Peter Freuchen, der sent i livet giftede sig ind i Lauridsen-familien.

Ingrid var det ældste barn i en søskendeflok på tre, og hendes lillesøster beskriver hende i et brev som ”egenartet” og ”noget for sig selv” helt fra hun var ganske lille. I 1923 døde faderen af tuberkulose og efterlod familien i økonomisk usikkerhed. Ingrid blev også syg og sendt på sanatorium, datidens mest udbredte behandling for sygdommen.

Med ordentlig kost og masser af frisk luft ved de danske kyster mente man at kunne redde svagelige børn fra den sikre død, selvom det betød, at de måtte undvære forældre og søskende i måneder og år. Den skæbne at skulle skilles fra familien som ganske lille overgik pigen fra Vejen. Hun blev dog hurtigt flyttet fra et større sanatorium til et mindre sted, fordi en overlæge mente, hun var for ”sart”, og først da hun blev sendt på plejeophold hos en fremmed familie i Italien, kom hun sig for alvor.

Ingrid Vang Nyman var forud for sin tid, hvad angår synet på børn. Her er det en illustration til en artikel, hun skrev om at lade børn udleve deres ”iboende lyst” til at tegne og modellere fra 1947. 
– Tegning: Ingrid Vang Nyman.
Ingrid Vang Nyman var forud for sin tid, hvad angår synet på børn. Her er det en illustration til en artikel, hun skrev om at lade børn udleve deres ”iboende lyst” til at tegne og modellere fra 1947. 
– Tegning: Ingrid Vang Nyman.

Det er ophold som dette, der var med til at forme Ingrid Vang Nyman, mener Teresa Nielsen. Ingrid var en drengepige, der på den ene side opførte sig dumdristigt under legeseancer, hvilket blandt andet resulterede i en voldsom kælkeulykke, der gjorde, at hun fik kraniebrud og som 14-årig mistede synet på det ene øje, men som også kunne være ”fjern og drømmende”.

Hun var ranglet og klodset i sine bevægelser, og derudover var ”Pus”, som hun blev kaldt, knaldende rødhåret, hvilket på den tid gjorde hende til en oplagt skydeskive for drillerier.

“Alt slægtens Ejendommelighed, jeg tænker paa Grønvang’erne, deres Nervøsitet, Spændthed og mangel paa Selvkontrol og deres Tilfældighed, alt det er samlet i Pus. Dertil kommer, at hun er svag, og saa vanskeliggøres Opdragelsen yderligere,” skrev hendes mor bekymret om sit ældste barn.

Teresa Nielsen mener, at det nærmest har ligget i kortene, at Ingrid Vang Nyman skulle gå sine egne veje og i hvert fald ikke blive noget dydsmønster.

”Måske nåede hun allerede at være den dreng, hendes far aldrig fik. Hun har været den pige, han tog med ud i marken. Det er tydeligt, at hun har et enormt oprørsk element. Når de tre piger er fotograferet, er det altid med sløjfer i håret, men det var bare ikke hende,” siger hun.

Efter faderens død blev Ingrid og hendes søstre i en årrække sendt rundt i landet til forskellige familiemedlemmer, indtil moderen giftede sig igen og bosatte sig i Odense. Som 15-årig løb Ingrid en dag hjemmefra, så hendes stedfar måtte hente hende ved den dansk-tyske grænse, hvor politiet holdt hende tilbage.

Stedfaderen har i breve beskrevet, hvordan Ingrid Vang Nyman senere som ung kvinde gik rundt med bukser, tre-fire sweatre på og ”håret for alle vinde”, hvilket bestemt ikke var normalen på den tid.

”Men hun var bare, i hele sin fremtoning, vild og anderledes,” siger Teresa Nielsen.

Ingrid Vang Nyman kom på Kunstakademiet som 17-årig og mødte dér sin svenske mand, forfatteren Arne Nyman. De to flyttede til Sverige, hvor de levede et liv, der nok bedst kan beskrives som flyvsk. Hun drømte om at være kunstner, men det lod sig ikke gøre med en mand, der skulle pleje et udsvævende liv i den svenske kulturelite, og en lille søn, Peder (Pelle), der blev født i 1940. Hun ernærede sig ved at male portrætter, og til sidst blev det illustratorgerningen, der skaffede brød på bordet. Her ligger måske en del af forklaringen på, at så få kender til hende i dag, mener Teresa Nielsen.

Ingrid med sin søn Peder (Pelle) ca. 1940. Foto: Vejen Kunstmuseum
Ingrid med sin søn Peder (Pelle) ca. 1940. Foto: Vejen Kunstmuseum

”Det er jo et utaknemmeligt hverv at være illustrator. Man står på bogens titelblad, men hvem er det, man kender? Det er forfatteren. Og mens malere og billedhuggeres værker altid kan ses, så forsvinder illustratorens værk det øjeblik, bogen lukkes sammen. Men ser man på Ingrid Vang Nymans illustrationer, så er hver enkelt et kunstværk i sig selv. Det er vanvittigt lækkert.”

Livet med Arne Nyman har ikke altid været let, og de to blev separeret i 1943. Men Ingrid Vang Nyman havde også selv et vanskeligt sind. Som ung blev hun diagnosticeret med ungdomssløvsind, det, der i dag kendes som skizofreni. Og i flere af de breve, der er kommet frem i lyset i anledning af udstillingen i Vejen, fremgår det, at Ingrid Vang Nyman jævnligt fik ”sprøjter”.

I Sverige er der i øjeblikket ved at blive skrevet en biografi om hende, som ifølge Teresa Nielsen tegner til at blive en ”rigtig tåreperser”. Men sådan en historie behøver det ikke at være, mener Teresa Nielsen, der desuden påpeger, at der er tvivl om, hvilken indflydelse kælkeulykken, endsige den omskiftelige barndom og hendes opslidende ægteskab, havde.

”Historien om Ingrid Vang Nyman kan skrives som en meget trist historie. Men der synes jeg, man skal huske på den glæde og energi, hendes tegninger rummer. Der er sådan et fokus på total lykke, men det er der jo ingen, der har,” siger hun og tilføjer, at èn af de sidste tegninger, Ingrid Vang Nyman nåede at lave før sin død, er af Pippi, der kigger frækt frem bag et gardin.

”Jeg kan lide at tegne og male,” sagde Ingrid Vang Nyman i et interview til Svenska Dagbladet i 1944, og fortsatte: ”Men det er specielt dejligt at tegne til børn.”

Børn blev det ultimative omdrejningspunkt for Ingrid Vang Nymans karriere, også når hun tegnede til voksne. I det svenske magasin ”Husmodern”, som hun var tegner for i 1940’erne, får ulydige børn flere gange sat de voksne ud af spil. Én tegning til et læserbrev fra 1945 viser en pige midt i et virvar af nedrevne gardiner og væltede vaser.

Med et iltert udtryk ser barnet på sine forældre, der gemmer sig og kun tør kigge ind ad en sprække i døren, forundrede over barnets selvstændige naturkraft. Pigens hænder er placeret bestemt på ryggen, som om det vil sige: ”Jeg har ret til at være her med alt mit uvejr!”. Motivet er langt fra tidens ideal om den nydelige familie, hvor børnene sidder velopdragent ved bordet.

Illustration fra bogen "Børn i øst og vest". Foto: Vejen Kunstmuseum
Illustration fra bogen "Børn i øst og vest". Foto: Vejen Kunstmuseum
Illustration fra bogen "Børn i øst og vest". Foto: Vejen Kunstmuseum
Illustration fra bogen "Børn i øst og vest". Foto: Vejen Kunstmuseum

Nogenlunde samtidig sad den svenske forlægger Hans Rabén på sit kontor i Stockholm og havde i nogen tid forsøgt at finde den rette illustrator til en ny børnebog, han skulle udgive. Den omhandlede en uregerlig, forældreløs pige ved navn Pippi og var kort forinden blevet vraget af et andet stort, svensk forlag, Bonnier, i det, der siden er blevet kendt som én af litteraturhistoriens største bommerter.

Bogens forfatter, Astrid Lindgren, var på det tidspunkt relativt ukendt. Rabén kom til at tænke på Ingrid Vang Nyman, og i november 1945 udkom så førsteudgaven af ”Pippi Langstrømpe” med Ingrid Vang Nymans tegninger. En genistreg af Rabén, mener Teresa Nielsen.

”Hun er et enormt moderne menneske, som er langt forud for sin tid på mange punkter. Pippi er en moderne kvinde, der ikke skal spørge en ægtemand, far eller bror. Samtidig er det slående at se, hvor meget deres liv har lignet hinanden. Tænk, at han så det!”.

Ingrid Vang Nyman fik flere opgaver og blev kendt for at gøre op med det pysse-nyssede, der ellers præger børnebøger fra den tid. Ud over hele Pippi-serien tegnede hun til ”Alle vi Børn i Bulderby,” og ”Kitte Kry”, og mange andre udgivelser fra forlaget bærer hendes skæve streg. I 15 år var hun nærmest ”overmenneskeligt produktiv”, fortæller Teresa Nielsen, men der var også knaster. Ingrid Vang Nyman var kendt for at tage sig godt betalt, så godt, at færre og færre havde råd til at hyre hende, også Astrid Lindgren, der i mellemtiden var blevet sin egen forlægger på Rabén og Sjögren. I et brev dateret den 7. oktober 1952 afbryder hun, modvilligt, samarbejdet med sin danske illustrator. Hun skriver, at hun er nødt til at sige Ingrid Vang Nyman nogle sandheder, ”som nogen burde have sagt (...) for længst.”

”Du er for nærværende Sveriges bedste børnebogstegner. Men Sveriges bedste børnebogstegner tegner næsten intet overhovedet. Kun i mine bøger. Og selv om du – med al ret – betinger dig et højere honorar for disse tegninger, end nogen anden tegner nogen sinde har fået, så har du ikke nok til at leve og eksistere på. Du kunne have meget mere arbejde, hvis du ikke på hvert eneste forlag i Stockholm var kendt for dine usædvanligt høje krav og for i urimelig grad at forsøge at udnytte dit overtag, når du har et.”

Lindgren henviser til en telefonsamtale, de har haft tidligere på dagen, hvor Nyman har sagt, at de to er færdige med hinanden.

”All right – hvis det er sådan, du vil have det. Og du sagde, at du ville give mig en chance for ikke at ‘tabe ansigt’. Det er sødt af dig, men jeg mener ikke at have behov for en ansigtsløftning,” skriver Lindgren, og slutter forsonligt med at tilbyde Ingrid Nyman at illustrere endnu en udgivelse fra forlaget, Pearl S. Bucks “Drakfisken”. Et par dage senere svarer Sveriges bedste børnebogstegner spidst:

“Hvis du har flere synspunkter, tanker, eller ting, du tror at vide, vil jeg være meget glad for at blive delagtiggjort i dem. Hilsen Ingrid.”

Der var intet personligt venskab mellem Astrid Lindgren og Ingrid Vang Nyman. Men Lindgren holdt uendeligt meget af sin danske illustrator, mener Teresa Nielsen.

”Det er en voldsom skrivelse, men hun har jo ikke ment noget ondt. Vi ved, at hun senere i livet spurgte sig selv: Kunne jeg have gjort det bedre? Men hun stod i en håbløs situation som sin egen chef. Og på trods af, at Ingrid Nyman var så besværlig, så fik hun jo stadig enkelte opgaver,” siger Teresa Nielsen og henviser blandt andet til den tegneserieudgave af Pippi Langstrømpe, som Ingrid Vang Nyman lavede efter opgøret med Lindgren.

I 1957 skrev Ingrid Vang Nymans lillesøster hjem til familien og bad dem hjælpe økonomisk. På det tidspunkt var illustratorens psykoser begyndt at tage til, på et forretningsbesøg i Stockholm havde hun vandret rundt flere nætter i træk og havde tegnet mennesker på gaden, fordi ”stemmer” havde sagt, at hun skulle. I 1959 fortalte hun søsteren, at hun tænkte på selvmord, og hun lykkedes med det på Luciadag, 13. december 1959. Sønnen Peder, der var fyldt 18, havde mistet sin mor, og den svenske børnebog havde mistet én af sine ”særegne og mest begavede tegnere”, som Astrid Lindgren skrev i sin nekrolog.

Ingrid Vang Nyman ligger begravet på kirkegården i Vejen. Med rød maling står hendes navn nederst på en sten, som står i skyggen af en dobbelt så stor sten, sat over hendes farfar, Johannes Lauridsen. Farfaderen udrettede noget fysisk, skabte arbejdspladser og kapital. Han vil blive husket som en stor mand, men hans barnebarn – hendes værk rækker ind i evigheden, mener Teresa Nielsen.

På initiativ fra Vejen Kunstmuseum er der derfor ved at blive samlet ind til en bronzebuste, der skal stå på Banegårdspladsen i Vejen ved siden af den buste, der allerede står, af nationalbankdirektøren. Busten skal være en kopi af et portræt, som Ingrid Vang Nyman formede i ler af sig selv, og bliver således et eftermæle helt i hendes ånd. For museumsdirektøren er det et forsøg på at sige, at der fra Vejen er vokset en kunstner, der har sat sig i sindet hos mange af os, men som meget få kender.

”Folk må gerne stoppe op og tænke: Hov, hvad er hun for én?”.

Denne buste danner grundlag for den bronzebuste, der skal stå på Banegårdspladsen i Vejen. Den er lavet ud fra et af Ingrid Vang Nymans egne selvportrætter.
Denne buste danner grundlag for den bronzebuste, der skal stå på Banegårdspladsen i Vejen. Den er lavet ud fra et af Ingrid Vang Nymans egne selvportrætter.