Ask, eg, bøg og de fleste andre løvtræer står normalt nøgne om vinteren.
Men i skove og hegn – især på øer og nær kysten – er træerne tit hyldet i mørke frakker. Det er den stedsegrønne vedbend, der bruger træerne som klatrestativer.
Det fik jeg for alvor at se for et par år siden, hvor jeg besøgte Blåskinsdalen på Nordbornholm. Jeg havde ikke været der siden 1970’erne, og jeg fik nærmest et chok. Dalen var før dækket af en tæt skov af elme- og asketræer, men nu var de næsten alle døde. Man gik under åben himmel ad den lille sti, hvor døde stammer lå på kryds og tværs. Det lignede ragnarok. Så bemærkede jeg, hvordan livet rejste sig igen i form af frodigt grønt. Overalt. Dalen var blevet vedbendens rige.
Midt i vinteren er der forår over vedbendens tætte, grønne løv, der kan nå højt til vejrs. Stammerne på gamle vedbendplanter kan blive lårtykke med skud, der kravler 25 meter op i træerne, hvor dens løv kan se næsten sort ud mod den lave vintersol.
Vedbendplanter, der bliver meget lange og hænger på andre planter, sten eller klipper for at nå i vejret, kaldes for lianer. I troperne findes kæmpelianer, der i sjældne tilfælde kan blive op mod en kilometer lange. I Danmark har vi kun få lianer, for eksempel kaprifolium, den nyindvandrede almindelig skovranke og vedbend, der er den største. Navnet vedbend betyder ”vedbånd” eller ”den, der bøjer sig om træer”.
I mytologien er vedbenden blandt andet kendt fra Dionysos (den græske gud for vin, vegetation og lystighed), der ofte afbildes med en krone af vedbendblade. Planten symboliserede livslyst, og grækerne gav skud af vedbend til brudepar. Sidenhen i den kristne tid blev vedbenden symbol på sammenhold og trofasthed og evig kærlighed på grund af vedbendplanternes udtalte evne til at vokse sammen med hinanden. Den blev et alvorsfuldt symbol på, at alt er forbundet – også kærlighed, liv og død.
En af de berømte fortællinger er myten om Tristan og Isolde. Da de elskende i det gamle kærlighedsdrama dør, beordrer kongen, der skulle have haft Isolde, at de to ikke må begraves sammen, men et stykke fra hinden. Siden voksede vedbend trodsigt frem på de to grave, krøb over jorden, mødtes og blev forenet.
Vedbend kaldes også for efeu, og forskerne har givet den vilde danske vedbend det latinske navn Hedera helix. Da hedera er det gamle latinske ord for vedbend, og helix betyder én, der snor, kan det latinske navn oversættes til ”den vedbend, der snor sig”.
I virkeligheden snor vedbenden sig ikke så meget, selvom den er en ægte lian. Den behøver ikke sno sig, for den har et mylder af små hæfterødder på sine skud, som på den måde kan klynge sig til underlaget. På de klatrende skud er hæfterøddernes eneste funktion at holde skuddet så tæt og fast til underlaget, at det ikke blæser ned i den første storm. På klos hold ser skuddene ud, som om de har en masse små ben – nærmest som tusindben.
Således udstyret skyder vedbenden til vejrs med en hastighed på en til to meter om året, hvis der er gode vækstbetingelser.
I lange tider kan vedbend vegetere i skovbunden som et lavt, spinkelt, fjedrende væv af skud på kryds og tværs. Der er et virvar af skud, og da skuddene ofte vokser sammen, når de mødes, er det ikke til at sige, hvor den ene plante begynder, og en ny tager over. Der er bare et mylder af brogede vedbendblade, og ingen planter blomstrer. Blomstring kræver energi, og det er der ikke i skovbunden, hvor lyset om sommeren rummer under en procent af den kraft, der rammer kronerne med lyset fra oven. Det er så beskedent lys, at vedbenden ikke bare indstiller al blomstring. Den tror simpelthen ikke på egne evner og vover ikke at klatre op i træerne. De mismodige vedbendplanter kryber uden om de stammer, der byder sig til som støtter på deres vej.
Men modet kan vækkes. Hvis et løvtræ bliver så sygt, at det ikke sætter blade og dør på roden, passerer lyset pludselig ned til skovbunden i store doser. Det er signal fra oven, og vedbenden vågner op til dåd. Nu skal det være! Den enes død er den andens brød, og med stor iver og ukuelig tro på lykken slår vedbenden armene om det livløse træ og begynder opstigningen. Det skal gå stærkt, for et dødt træ er dømt til forfald og opløsning, og når træet vælter, tager det sin grønne afløser med i faldet. Vedbendens verden bryder sammen, for uden støtte i livet klarer den sig dårligt. Elme og ege er de bedste støtter, da deres døde kroppe er stærke og standhaftige og kan stå oprejste i årtier.
Vedbenden bruger også levende træer. Især i hegn og skovbryn og skove på skrænter og andre steder, hvor træerne ikke står så tæt, kan de levende træer i stor stil være pakket ind i vedbendens kåber.
Undervejs på klatreturen klamrer vedbenden sig tæt til barken, kiler sig ind i sprækker. Opad og opad går det med et mylder af sideskud, så snart den mærker, at den er oppe i lyset. Ved en bestemt lysstyrke sker der et mirakel. Lyset forvandler planten, så den begynder at udsende skud med en anden slags blade. De smukke, spydformede og brogede blade bliver afløst af mere ordinære, tilspidsede og ensfarvede grønne blade, og vækstformen bliver busket. Ikke noget med at krybe. Mismodigheden er forsvundet som dug for solen, og nu skal livet leves i lyset og blæsten. Efter forvandlingen er vedbenden klar til at blomstre og sætte frugt.
Vedbendens blomster er små og gulgrønne. De sidder i diskrete buketter af halvkugleformede skærme omgivet af de blanke blade i vedbendens buskede blomsterskud. Hvad de ikke har i farvepragt har de i honningmængde, og da den ordinære blomstring sker så sent som fra september til november (senere end nogen anden dansk blomsterplante), flokkes efterårets admiraler, bier og andre insekter om vedbenden. I begyndelsen af oktober er den en sand insektmagnet.
I august, hvor blomsterknopperne er synlige, omsværmes vedbenden af en af Danmarks allersmukkeste sommerfugle – hunnen af den lille, lyse skovblåfugl. Den sarte blåfugl lægger æg på mange forskellige vedplanter. Dens larver er kræsne og vil kun æde næringsrige blomsterknopper og unge frugtanlæg. Det ved de æglæggende hunner, så de flakser omkring vedbenden fra skærm til skærm, sætter sig kortvarigt, krummer bagkroppen og presser et lille, hvidt, makronformet æg ud. Det har lim på overfladen og klæber omgående godt fast på en stilk eller knop i skærmen. Når den lille larve bryder ud af skallen efter et par uger, er der serveret et udsøgt, næringsrigt måltid. Larven guffer løs og bliver på forbavsende kort tid voksen og forvandler sig til en puppe, der overvintrer dybt inde i vedbendens tætte løv. Når pupperne revner om foråret, kravler de nyforvandlede hunner frem på bladene, hvor de dufter forførende.
Så på steder med mange vedbend ser man tit lyseblå hanner af skovblåfugle flyve søgende omkring løvet i april-maj. De er på damejagt.
Vedbendplanter på træer, sten, klipper og huse kan blive over hundrede år. Med tiden udvikler de et omfangsrigt løv og en kage af stammer og skud i et overskueligt fletværk. Det bliver alt i alt til et fremragende gemmested og redested for småfugle, og nogle fugle æder også vedbendens sorte bær, der modner om vinteren. Man skal ikke gå dem i bedene, for bærrene er giftige for mennesker.
Vedbendens løv yder vinteren igennem god beskyttelse mod vind og vand, og det har vist sig, at den flotte admiral som voksen sommerfugl kan klare sig gennem en mild dansk vinter ved at begrave sig dybt i en vedbend. Admiralen er ellers en træksommerfugl, der hvert år kommer fra Sydeuropa til Danmark for at yngle, hvorefter afkommet flyver sydpå igen, for de kan normalt ikke overleve den danske vinter. Men nogle bliver altså og klarer sig i den grønne vedbend. Den må minde sommerfuglene om middelhavsklimaet.
Vedbenden selv er også kuldefølsom. Den klarer sig bedst nær kysten, hvor det lune havvand holder streng frost væk. Men hvis det for alvor bliver isvinter, og isen lægger låg på havet, forsvinder de formildende omstændigheder. Så kan vinteren slå store vedbend ihjel i hele landet. Isvintrene i 1940’erne dræbte størstedelen af Danmarks gamle vedbend.
Vedbenden er en ener i dansk botanik. Med sin opadstræbende adfærd, sommergrønhed året rundt og novemberblomster er den ukuelig. Den snylter ikke på andre, men støtter sig kærligt til verden for nå op i lyset og leve i fred.
Det er vidunderligt, at den findes.