Selv mennesker, der ikke interesserer sig synderligt for fodbold, vil formentlig kende Luis Suárez, den 28-årige angriber fra Uruguay, der sidste sommer skiftede fra Liverpool til FC Barcelona. Suárez er nemlig blevet notorisk berømt for i flere tilfælde at have bidt den modstander, han lige nu var i clinch med i modstandernes forsvar. Og selvom der kan ske mange svinestreger i moderne topfodbold, hører det alligevel til de absolutte sjældenheder, at man bider hinanden, på samme måde som det var uhørt, at bokseren Mike Tyson engang i en titelkamp tog en bid af sin modstander Evander Holyfields øre!
Man sætter sig radikalt uden for det gode selskab, ja næsten uden for menneskeheden overhovedet, når man bider. Så hvordan kan Suárez finde på det, når han ydermere er en af verdens bedste angribere og derfor har nærmest alt at tabe og intet at vinde ved sin ekstreme adfærd?
Som man kan fornemme, er der stof til mere end en featureartikel i en avis her, og Andreas Rasch-Christensen, der er historiker og forsknings- og udviklingschef på et University College, som det hedder i dag, selvom det, som i hans tilfælde, ligger i Århus, har skrevet en moppedreng af en bog på 400 sider om Suárez' liv og karriere. Bogen er dog sat med meget store typer, så den er ikke helt så lang, som den lyder.
”Krigeren” er ikke vanvittig dybsindig, og den tåler ikke i velskrevethed eller indholdsmæssig fylde sammenligning med andre fodboldbøger som David Lagercrantz's bog om Zlatan Ibrahimovic eller Alex Fergusons erindringer. Men mindre kan jo også gøre det.
Forfatteren har ikke talt med hovedpersonen selv, men har læst tilgængeligt materiale, herunder hans selvbiografi, og rejst lidt rundt og interviewet blandt andre tidligere trænere.
Suarez er angrebs-fighteren, der kan lave det uventede. Han er ikke superatlet som Christiano Ronaldo eller teknisk troldmand som Lionel Messi, men han har en særlig eksplosionskraft.
Rasch-Christensen gør meget ud af fædrelandet Uruguay, hvor man selv efter sydamerikansk målestok går voldsomt meget op i fodbold og da også historisk har hjemtaget flere titler, end landet med sin beskedne størrelse burde være berettiget til. I Uruguay er fodbold alt, fordi man ikke rigtig har andet. Suárez er dertil opvokset under fattige kår i en dysfunktionel familie med en stor børneflok. Fodbolden har været hans frelsesvej. Lige så afgørende har det dog været, at han som kun 15-årig mødte og forelskede sig i den 13-årige Sofia, som, efter de havde kendt hinanden et par år, flytter med sin familie til Barcelona i Spanien.
Det er således ikke blot penge og karriere, men også kærligheden og den personlige lykke, Luis Suárez kæmper for, da det lykkes ham at blive professionel i Europa. Som man kan fornemme, er det en god og følsom historie med en masse episk drivkraft, som Rasch-Christensen formidler veloplagt og letløbende.
Fodbold bliver på alle måder en eksistenskamp for Suárez, for tænk hvis han en dag mistede det hele og fandt sig selv på gaden i Montevideo, uden karriere og - værre - uden Sofia og børnene.
Der er mange kampgennemgange og referater af spilsituationer i bogen, der følger Suárez fra Uruguay til først Holland med Groningen og siden Ajax, derefter til årene i England med Liverpool, samt turneringer med landsholdet kulminerende med VM i Brasilien i 2014, hvor Suárez - helt ufatteligt al den stund en hel fodboldverden sad og spurgte sig selv, om han nu kunne holde sig på måtten - bed den italienske forsvarsspiller Chiellini i skulderen og dermed fremprovokerede VM's største skandale og pådrog sig selv en lang karantæne.
Det siger dog også noget om hans fodboldmæssige betydning, at det ikke efter VM forhindrede hans transfer fra Liverpool til Barcelona (dér, hvor Sofias forældre bor!), hvor han nu spiller side om side med Messi og Neymar, som måske er endnu større angrebsprofiler end ham selv.
Det er dog, som om årene i Liverpool er den rigtige historie om Suárez, og det er også dér, det brænder på for bogens forfatter. Denne episke klub, som har så store triumfer og tragedier i sin historiske bagage, passede på en måde så godt til Suárez' særlige format, og fodboldhistorisk er det synd og skam, at det i sæsonen 2013-14 ikke endte med det engelske mesterskab til både klubben og dens storspiller, som kaldes ”The Gunner” (El Pistolero), fordi han svinger med imaginære pistoler i hænderne, når han fejrer en scoring.
Det paradoksale ved Suárez er, at han ikke generelt er en ”vildbasse” med adfærdsproblemer som en Paul Gascoigne. I sin fritid er han udpræget familiemenneske, og til træning er han ansvarsbevidst mentor for de unge spillere. Men i kampens hede ændrer han person, gestikulerer, filmer, brokker sig - og bider en gang imellem.
Selvom forfatteren kredser meget om det, har han svært ved at give en plausibel forklaring, hvor meget han end forsøger sig med vinderinstinktet og fodbold som krig i Latinamerika. Et enkelt sted balancerer han på kanten af det utilbørlige, når det hedder, at Suárez ikke kan tage tilbage til Uruguay, uden at den ”indre chimpanse” slippes løs.
Mental træning hjælper ikke, og Suárez er i øvrigt også afvisende over for den slags. De gode og kærlige råd, som man må formode kommer fra Sofia og svigerfamilien, gør åbenbart ingen forskel. Ydermere fremgår det på forskellig vis, at hovedpersonen ikke er helt så brødebetynget, som resten af verden synes, han bør være. Ja ja, det var uhyre beklageligt, men nu gider han snart ikke snakke mere om det.
Det bliver spændende at følge Luis Suárez i årene, der kommer. Er hans potentiale så grænseløst, som det nogle gange kan virke? Og er det stjerneoverfyldte angreb i FC Barcelona stedet, hvor det kan realiseres, svigermekanik eller ej? Og under disse spørgsmål lurer selvfølgelig spørgsmålet over dem alle: Vil Suárez bide igen? Og hvad vil der så ske?