Rent teoretisk kan det naturligvis lade sig gøre at foretage den både krævende og givende opdagelsesrejse gennem Richard Wagners ”Nibelungens Ring” uden vejledning, men selv har jeg aldrig turdet gøre det.
Da jeg i forbindelse med 1980’ernes tv-udsendelser af Patrice Chéreaus legendariske iscenesættelse i Bayreuth – den havde premiere i 1976 som markering af hundredåret for førsteopførelsen af Ringen og indvielsen af festspilhuset i Bayreuth – gjorde en ihærdig indsats på at nå til vejs ende i mammutværket, var det med Wagner-entusiasten Henrik Nebelongs fire bøger, udgivet i 1983 på forlaget Komma, som en uadskillelig del af oplevelsen.
Fire bøger, ja, for ”Ringen” består som bekendt af fire operaer: ”Rhinguldet”, ”Valkyrien”, ”Siegfried” og ”Gudedæmringen”. Sidstnævnte – på tysk ”Götterdämmerung” – hedder som regel ”Ragnarok” på de nordiske operascener, men Nebelong redegør i forordet til sin nye étbindsudgave af ”Ringen”, denne gang udgivet af Forlaget Vandkunsten, for, hvorfor denne betegnelse er misvisende og forvirrende. Den måske mest iøjnefaldende ændring i forhold til de gamle bind er, at Nebelong i sin nye version har droppet de nordiske gudenavne som Odin og Tor og nu anvender Wagners tyske betegnelser: Wotan, Donner, Brünnhilde etc. Endvidere har han udvidet og revideret sine i forvejen fyldige kommentarer. Hvor omfattende projektet har været, kan anskueliggøres af Ringens umådelige omfang.
Pladeselskabet Universal fejrede i 2013 200-året for Wagners fødsel ved at udgive en boks med Wagners komplette operaer. Den havde form som en terning med 13 centimeter på hver side, vejede lidt over et kilo og rummede 43 cd’er, hvoraf ”Ringen” udgjorde de 14. Men i lp-æraen følte man virkelig, at man også i rent fysisk forstand fik noget uhyre vægtigt med hjem, hvis man havde været i en pladebutik og investeret i ”Ringen”. De fire operaer fyldte med en samlet spilletid på omkring 15 timer ofte op til en snes lp’er, og dertil kom de tykke teksthæfter, så det blev både Wagner og vægtløftning.
Nu har Nebelong samlet teksterne – i modsætning til andre store ånder i genren skrev Wagner jo selv librettoerne til sine operaer – i ét smukt bind, der ganske vist rummer over 450 sider, men absolut ikke forekommer uhåndterligt. Og som i de gamle blå bind fra 1983 får man Wagners tyske libretto side om side (og side for side) med Nebelongs efter min opfattelse kongeniale oversættelse. Der kan altid rejses indvendinger mod dette og hint, og med Wagners stil in mente vil der altid være nogle sproglige knuder undervejs, omtrent som når vores egen Grundtvig som salmerimsmed tog livtag med det danske sprog. Der hugges en hæl og klippes en tå, men lige skønt opleves det, hver gang kabalen går op.
Nebelong har løst de wagnerske knuder med overskud og ikke sjældent, fornemmer man, med et smil i sprogøjet. Han er så godt inde i Wagners verden og væsen, at han nærmest søvngængeragtigt finder de naturligste løsninger.
Og nu som før får man operaens ledemotiver, et centralt begreb i den wagnerske verden og da navnlig i ”Ringen”, serveret ude i marginen i den rette sammenhæng, hvad enten der nu er tale om ”dølgehjelm”, ”Rhindøtrenes jubel”, ”Freias æbler”, ”smedesang”, ”guldfanfare”, ”regnbuemusik”, ”trylleild” eller ”glemselsdrik”.
Disse betegnelser antyder ikke så lidt om den eventyrlige verden, man begiver sig ind, når man går om bord i ”Nibelungens Ring”, som det efter udgivelsen af denne bog er nærliggende også at kalde ”Nebelongs Ring”.