Den umenneskelige komedie

Bøger: Don DeLillos »Hvid støj« er et humoristisk mesterværk om eksistensen i en mediekultur. Udkommer i dag

Sidste år udsendte forlaget Centrum Don DeLillos fantastiske værk »Underver-den«, der forsøgte at tegne et alvorligt, men samtidig ustyrligt morsomt portræt af USA's nyere historie. Nu udsendes DeLillos hovedværk fra 1985 »Hvid støj« i dansk oversættelse. »Hvid støj« er på mikroplan, hvad »Underverden« er på makroplan. Begge værker er besjælet med en uhyre præcis stemme, som hverken kan betegnes som enten ironisk eller alvorlig, melankolsk eller optimistisk, men som netop er begge dele samtidig. I amerikansk efterkrigslitteratur rager DeLillos værker op som fyrtårne, der giver stemme til det uoverskuelige kaos, det moderne liv er en del af. »Hvid støj« er beretningen om den midaldrende universitetsprofessor Jack Gladney, som er leder af instituttet for Hitlerstudier på det lokale universitet. Han lever et almindeligt liv i sit femte ægteskab med Babette. De lever i en storfamilie med hinandens børn fra forskellige ægteskaber og er præget af en moderne bevidstheds dobbelthed, som på den ene side lægger op til overforbrug og på den anden side forlanger dårlig samvittighed over det. Den moderne teknik spiller en afgørende rolle for familien. Ikke mindst medierne. Den hvide støj betegner mediernes evige baggrundsstøj. I romanen dukker der hele tiden små bider af løsrevne sætninger op. Disse stammer fra tændte fjernsyn og radioer, som ingen ser på eller lytter til. Mediernes informationer lagres i personernes bevidstheder, men her blandes de med alle mulige andre informationer, og de kommer ud igen uden for deres almindelige sammenhænge. Jack spørger på et tidspunkt sin kone om et medikament, han tror, hun tager. Hun tror, han taler om naboens pige, som hun tror hedder Dakar, hvad et af børnene hævder er et land i Afrika, med hovedstaden Lagos. Men hvad er pigens navn? Hun er fra Afrika, men hvad er det nu, kameler har i puklerne? Op på denne måde bølger samtalerne frem og tilbage, og der dukker viden og misforståelser op i en pærevælling. »Familien er arnestedet for al verdens misinformation. Der må være noget ved familielivet som skaber faktuelle fejl.« Men på den anden side er al den misinformation, som kendetegner familien, en slags beskyttelse mod sandheden om verden. Den moderne verden truer med at knuse menneskene. »Hvert eneste fremskridt inden for viden og teknik modsvares af en ny form for død, en ny belastning. Døden tilpasser sig, som et virusstof.« Dødens nærværende Men »hvid støj« er mere end en betegnelse for alverdens løsrevne informationer, det er også en betegnelse for døden i fysisk forstand. Både Jack og Babette lider af dødsangst. Romanen holder til stadighed fast ved et eksistentielt tema. En giftkatastrofe i nabolaget gør døden nærværende. Børnene udvikler forskellige forgiftningssymptomer, efterhånden som de bliver offentliggjort i radioen. Men der kommer hele tiden nye meldinger, så deres symptomer forandrer sig hele tiden. Temaet om symptomers ægthed er også nærværende overalt i »Hvid støj«, hvor ethvert personlig træk er et led i en simulation; »man lader som om, man er den, man er«. Jack har tillagt sig mørke briller og en kraftig statur for at få pondus som professor. Nonner lader som om, de tror på Gud, for at andre mennesker skal føle tryghed ved, at der stadig er nogle, der tror i den moderne verden, selvom de ikke selv gør det. Da Jacks kone kommer ind og ser én, hun ikke havde forventet at se, hedder det: »Det eneste hun kunne gøre, var at måbe. Det virkede som om hun imiterede en måbende person. Hun var selve billedet på må-ben...« Billedernes og mediernes medvirken til at danne den moderne bevidsthed er et bærende tema. Men medierne udhuler ikke blot den menneskelige selvstændighed. Mennesker indgår i en dialog med medierne i den måde, hvorpå de skaber deres verdensbillede og værdier. Dette viser DeLillo i sine uhyggeligt nøjagtige registreringer af det normale hverdagslivs banale forhold, som åbenbares med betydningsfuldhed. Jack dissekerer en skraldespand, og vi ser, hvordan alle de ting, vi omgiver os med, er med til at skabe os som det, vi er. »Verden er fuld af forladte betydninger. I det banale finder jeg uventede temaer og intensiteter.« Dette er en beskrivelse af DeLillos skabende tilgang til hverdagslivets talende banaliteter. »Hvid støj« er et fantastisk komplekst og samtidig letlæst værk. Kompleksiteten og humoren, som kan sammenlignes med »Ulysses«, er en kortlægning af den (u)menneskelige komedie, hvor tragedien iscenesættes humoristisk, mens det komiske er sørgeligt, fordi det rammer en tragisk sandhed om splittelsen mellem menneskelige idealer og den lille katastrofe, som udgør et liv. »Hvid støj« er såvel stilistisk som tematisk et mesterværk, og det er en sand eller simuleret fornøjelse at læse »Hvid støj«. Don DeLillo: Hvid støj. Oversat af Jørgen Nielsen. 392 sider. 298 kr. Centrum.