Det er tankevækkende, at den betydeligste teolog mellem Paulus og Luther blev født i Nordafrika. Augustin (354-430) var nemlig født i Tagaste – det nuværende Algeriet. Han blev siden biskop og skrev et hav af teologiske traktater. Men Augustins mest læste værk forbliver uden tvivl ”Bekendelser”, der samtidig er verdenslitteraturens første selvbiografi.
Om netop denne bog har den britiske historiker Robin Lane Fox skrevet et uhyre omfattende værk. Fox belyser Augustins gæring og afklaring udførligt. Før Augustin blev biskop, shoppede han nemlig mellem åndelige strømninger i et synkretistisk samfund, der bestemt ikke er uden ligheder med vor tid. Augustin var både rastløs og nysgerrig, og han kunne ikke finde noget ståsted.
Han vendte ryggen til sin fromme mors kristendom for i stedet at kaste sig i armene på en slags new age-sekt, der tiltrak mange unge – nemlig manikæismen. Ni år var Augustin manikæer, og Fox beskriver indgående denne bevægelse, der kun kendte til farveskalaen sort-hvid og med sin skarpe opdeling i det gode og det onde tilfredsstillede Augustin.
En tid.
For Fox’ bog er nemlig en nøgle til at forstå de mange holdningsskift, som prægede Augustin, der sidenhen ”konverterede” til nyplatonismen, hvor det at kende det gode også måtte bestå i at praktisere det. Men Augustin kunne i sidste ende ikke få denne filosofi til at korrespondere med sine egne erfaringer.
Som 16-årig havde Augustin nemlig været med i en drengebande, der en dag plyndrede naboens pæretræ. ”Jeg stjal noget, som jeg havde rigeligt af, endda meget bedre, og jeg ønskede ikke at nyde den ting, tyveriet gjaldt, kun selve det syndige tyveri,” skriver Augustin i ”Bekendelser”.
Fox ræsonnerer, at Augustin for første gang erfarer, at arvesynden er en realitet, og noterer tørt: ”Ingen af disse (Augustins) venner drømte nogensinde om, at deres drengestreger ved nattetide skulle blive analyseret 1700 år senere”.
Men Augustin bringer siden arvesynden på formel i ordene om, at ”da mennesket ikke ville, hvad det kunne – kunne det siden ikke, hvad det ville”. Fordi Adam og Eva misbrugte deres fri vilje til at spise af kundskabens træ, så blev vi mennesker dømt til at synde, også selv om vi ikke vil det.
”Bekendelser” er imidlertid også en bog om Guds forsyn. Da Augustins mor i år 383 ville hindre ham i at drage til Italien, bad hun den ganske nat. Men i de samme timer førte Gud alligevel Augustin over havet. Og da han siden i Milano mødte biskop Ambrosius, blev det til et møde, der netop skulle lede ham på sporet af sin mors tro, som han siger i en bøn til Gud: ”Hvad hun dengang bad om, gjorde du ikke – kun for at gøre det med mig, som hun altid bad om”.
Augustins omvendelse sker gradvist, pointerer Fox. Augustin forklarer i øvrigt selv, at han havde bedt således:
”Giv mig kyskhed og afholdenhed, men ikke lige nu”.
Den unge nordafrikaner var nemlig en maskulin erot af stort format og frygtede, at Gud straks skulle bønhøre ham – og hvad kunne han så ikke gå glip af!
Biskop Ambrosius blev afgørende som indpisker og inspirator i processen.
”Når han læste,” skriver Augustin om Ambrosius, ”løb hans blik ned over siden, og hans hjerte uddrog meningen, men hans stemme var tavs, og hans tunge ubevægelig”.
For Augustin blev indenadslæsningen et billede på vigtigheden af at bevæge sig bort fra den offentlige turbulens og ind i sindets dybder.
Mod slutningen af ”Bekendelser” hører Augustin i en have en barnestemme sige ”tolle lege” – det betyder på latin: tag og læs! Derfor slog Augustin vilkårligt op i Bibelen og læste:
”Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.”
Disse ord af Paulus blev skæbnebestemmende for Augustin, der lod sig døbe påskenat år 387 af biskop Ambrosius og otte år senere selv kunne kalde sig biskop.
Robin Lane Fox interesserer sig dog primært for den unge Augustin, det biskoppelige virke i Nordafrika bliver afhandlet på bare 20 sider. Men der er alligevel tale om en bundsolid forståelse af værkets hovedperson, hvilket skyldes Fox’ evne til at orkestrere et enormt kildemateriale nogenlunde ubesværet.
Og skønt forfatteren distancerer sig fra kristendommen i forordet, understreger hans biografi blot Augustins uvisnelige betydning som kirkefader.
kultur@k.dk