DR Symfoniorkestret foldede sig ud i (næsten) al sin pragt: Johannes Brahms i symfonisk vælde

Torsdagskoncerten blev en fin oplevelse af tysk højromantik

Brahms blev den største oplevelse på en aften, hvor anmelderen opdagede, hvor meget han havde savnet at opleve DR Symfoniorkestret folde sig ud. Her ses den tyske komponist selv ved klaveret omkring år 1890. Foto: Berni Schoenfield/Three Lions/Getty Images

I programmet til den første torsdagskoncert efter genåbningen af kulturlivet i Danmark kunne man læse, at Johannes Brahms’ første klaverkoncert er stormfuld, fuld af spændinger og voldsomme følelser, der præger musikken fra begyndelsen til allersidste akkord. Det er nærmest en underdrivelse.

Åbner man sindet for dette unikke musikværk, kan det virke som at blive ramt af en styrtsø. Og når man læser på lektien og kan konstatere, at han komponerede dette 50 minutter lange mesterværk i en alder af 25 år, forbavses man på ny.

Brahms har selv fortalt, at han i en drøm havde oplevet at skulle dirigere en klaverkoncert, som egentlig var en symfoni – eller var det omvendt? – og det er egentligt ganske træffende, når flere musikologer har kaldt værket ”en symfoni med obligat klaverstemme”.

Et noget corona-decimeret symfoniorkester blev i DR Koncerthuset ledet af den glimrende schweiziske dirigent Lorenzo Viotti, og ved tangenterne sad den italienske pianist Beatrice Rana. Begge musikere er under 30 år, og det er naturligvis nærliggende at hævde, at de var et godt match – både indbyrdes og til den unge Brahms.

De fleste musikelskere ser en sat ældre herre med langt hår og grånet fuldskæg, når talen falder på Brahms, men det kan man godt glemme alt om i forbindelse med hans første klaverkoncert, som han efter nogle års forarbejde færdiggjorde i 1858. Brahms var dengang en slank ung mand med et brændende blik. De følelsesmæssige storme raser navnlig i de to ydersatser, og man kunne frygte, at den spinkle, næsten sarte Beatrice Rana ville lide skibbrud undervejs, men hun navigerede med stort overblik, også når styrtsøens bølger rejste sig truende – samtidig med at hun i de mere nænsomme passager med tøvende, nærmest drømmende spil førte os ind i mere smult farvand.

Musikkens sarte skær manifesterede sig også, når koncertmester Soo-Jin Hong med sit ypperlige violinspil gav os glimt af den unge komponists vemod – der var ikke blot trods og styrke, men også ømhed i den unge komponists sind. Brahms havde i 1854 oplevet, at hans mentor Robert Schumann, der var en snes år ældre, fik et nervesammenbrud og forsøgte at begå selvmord. Schumann måtte tilbringe sine sidste to leveår på en klinik. Ikke så mærkeligt, at også hans musik kan virke splittet.

Men ikke desto mindre er hans anden symfoni, som blev fremført efter pausen, i lighed med Brahms-koncerten et smukt eksempel på tysk højromantik. Lorenzo Viotti dirigerede den knap 40 minutter lange symfoni med stort overblik, men det kan ikke nægtes, at Brahms blev den største oplevelse på en aften, hvor man opdagede, hvor meget man havde savnet at opleve DR Symfoniorkestret folde sig ud i (næsten) al sin pragt – parentesen skyldes corona-begrænsningen og skal ikke koste en stjerne i bedømmelsen.