Prøv avisen
Teater

Den unge Werther vil lære os noget om ungdommen

4 stjerner
Werther (Gustav Dyekjær Giese) forelsker sig lidenskabeligt og ulykkeligt i den skønne Charlotte (Maria Henriksen). – Foto: Lars Horn/Aalborg Teater.

Aalborg Teaters ”Den unge Werthers lidelser” er kompromisløst deltager-teater

”Hvor er jeg glad for, at jeg er væk.” Der er noget herligt egomanisk over Goethes unge Werther og hans dobbelte fremhævelse af sit eget jeg i romanens første linje, der klinger så sandt i vores nutid. Er det hans totale iscenesættelse af sin vældige kærlighed og lidelse? Hans absolutte blotlæggelse af sin sjæl for alle, der gider læse med? Eller hans rendyrkede selvrealisering? Han er 1700-tallets svar på en blogger, en instagrammer, der lever for at performe, iscenesætte sit selv. Det er utvivlsomt denne parallel, der har gjort, at både Aalborg og Aarhus Teater (i samarbejde med teatret Sort/Hvid) i denne sæson binder an med to foryngede opsætninger af Goethes 245 år gamle brevroman.

Først Aalborg, hvor den unge instruktør Jennifer V. Christiansen fremhæver netop Werthers narcissistiske selvfokus og tvinger deltagelseskulturen ned i halsen på os i sin voldsomt spændende og ganske kompromisløse iscenesættelse. Her må vi ikke bare være passive modtagere, men konkrete bidragydere til Werthers forestilling og forfald.

Gustav Dyekjær Giese, Aalborg Teaters nyeste stjerneskud, står bundet i sit selvbestaltede neonoplyste spejlkabinet, mens vi beskuer ham udefra. Han er et såret dyr i et bur, han selv har bygget, og tynget af lidelser, han selv står til ansvar for. Hans dybsatte øjne stirrer sløvt og dog manisk på os. Da dørene åbner ind til buret, tøver vi af frygt for, hvad skabningen vil udsætte os for.

Derinde bliver vi bænket tæt på hinanden, tæt på spillerne, tæt på handlingen og tæt på ordene, der hvirvler omkring os i Niels Brunses elegante, men krævende oversættelse.

Først møder vi den bløde, idealistiske Werther, der endnu har troen på mennesket og sig selv i behold. Han har det med hjertet som med et sygt barn, siger han – det får lov til det, det vil.

Således forelsker han sig lidenskabeligt og ulykkeligt i den skønne Charlotte (Maria Henriksen), der allerede er gift med den noget ældre og alvorlige Albert (Martin Ringsmose).

Helt opslugt af sin egen performative hengivenhed til sit kærlighedsobjekt gør Werther oprør mod den kølige fornuft. Han prædiker uindskrænket frihed, men ænser ikke sit eget fængsel. Som en anden Adonis spankulerer han nøgen og blottet omkring i det lille fortættede scenerum, slynger om sig med stormende følelsesudgydelser, der kun står mål med hans sanselighed.

Da han endelig må indse, at hun aldrig kan blive hans, begår han selvmord – en ultimativ udvej, han har kredset om gentagne gange undervejs. Gustav Dyekjær Giese har et intenst og besnærende nærvær. Han formidler flot Werthers komplekse sind og udsving og lader os føle medynk, afsky og sympati i så nøje afmålt grad, at vi ikke kan læse fremstillingen som en retfærdiggørelse af selvmordet, men nærmere som en desperat og måske patetisk exit.

Det var dette selvmord, som i Goethes samtid skabte en decideret Werther-mani, da omkring 2000 unge mænd iført Werthers blå frakke og gule knæbukser med romanen i hånden fulgte hans eksempel og skød sig selv af bar ulykkelig kærlighed. Og det er dette selvmord, der gør ”Den unge Werthers lidelser” særligt vedkommende for et moderne ungt publikum. Selvmord fylder i den fiktion og mediehistorier, de unge konsumerer.

Alle sine styrker til trods er det dog usandsynligt, at Aalborg Teaters på mange måder moderne fortolkning vil have en skelsættende indflydelse på sit unge publikum. Opsætningen synes for ambitiøs til sit eget bedste, for deklarerende og tilbageskuende. I popularitetskonkurrencen taber Goethes floromvundne dagbogspoesi til stykkets form og spektakel, til flydende neon og elguitar.

Men lytter vi godt efter, hvad den indtrængende Werther fortæller os med både sin krop og sine ord vil man kunne lære en del om ungdommen i dag.